John stod og kiggede desperat ud af vinduet imens flammerne stod omkring ham. Flammerne havde trukket ham op i en krog og han gjorde hvad han kunne for at undvige de deres skæbnesvanger skær. Han kunne knap se noget inde i det brændende rum, kun et vindue på hans venstre hånd få metre fra ham. Udenfor kunne han hører alle hans kollegaer og venner for livet råbe: " Hold ud John, vi kommer til dig"! En kvinde stod på fortovet og så håbløst op til vinduet af den 3 meter høje bygning. Stik flammer stak ud af alle vinduerne på første og anden etage af bygningen. Det var ikke mere end par minutter siden, at hun kom tilbage fra sin løbetur og til en brandulykke af en anden verden. Hun var en særdeles erfaren motionist, og med et prøvede hun at løbe hen til døren af den bygningen, men blev straks stoppet af et par af brandmændene: "Mit barn, mit barn! " råbte den grædende kvinde på fortovet. Imens hun prøvede med alt sin kraft at undslippe brandmændenes greb om hende. Desværre til ingen nytte.

Brandmændene prøvede håbløst at slukke ilden, men vandet fordampede så snart det nåde toppen af bygningen. "Jeg har hende, hun er her os mig! " blev der råbt oppe fra tredje etage. Varmen stak til John, han kunne mærke den helt inde under hans uniform. Barnet græd og græd, imens han holdte hende tæt ind til kroppen. Han havde fået hans iltmaske sat rundt om hende, og stod nu selv uden ren ilt. Hen langs væggen kunne John se lyset ind af vinduet, det var der han skulle ud! Men flammerne omringede hele karmen og resten af rummet. Det var en chance bare at tage de næste par skridt, gulvet kunne kollapser når som helst fra ilden der havde bevæget sig første etage op til anden, og var nu i gang med at indtage tredje etage. Nede på gaden havde hans kollegaer ikke opgivet kampen endnu, og havde fra et rum i deres tjenestevogn trukket et tæppe ud. Den grædende mor, blev trukket væk fra fortovet, imens 6 brandmænd trak ud i tæppet og stod klar under vinduet nede på gaden, klar til at gribbe datteren.

"Kom ud af vinduet John, vi står klar"! John stod fortvivlet i den brændende bygning imens han kunne høre sine kollegaer råbe til ham. Han havde truffet sin beslutning. Han måtte ud! Han gik et par få skridt ud fra krogen af, og hen langs væggen imod vinduet. Gulvedet knirkede under ham, og han kunne mærke den intense varme op igennem hans ben. Med et par hurtige skridt nåde han vinduet, og kiggede ned på hans kollegaer der stod klar med tæppet. Han kastede datteren ud, der sikkert landede i tæppet og efterfølgende i armene på hendes mor. Men dette var også det eneste John så, træet holdte ikke under ham og vægten fra hans iltflaske fik til sidst gulvet til at give efter ved hans venstre ben. Han styrtede i, og forsøgte med de sidste kræfter han havde at trække sig op igen. Men flammerne under ham, fik fat i hans ben og tog hurtigt for sig. Han viftede med sit ben frem og tilbage under gulvet for at dræbe flammerne på hans på ben. Dette gjorde det ikke bedre, og træet ved hans højre ben knækkede sammen. John holdte nu kun fast på overdelen af gulvet, imens flammerne under ham blev højere og højere. Skrig og gråd var den anden ting der kom ud fra vinduet på tredje sal. Nede på jorden stod hans kollegaer og venner og hjælpeløst hørte på imens det gule hav opslugte en god kollega, ven og familiefar.