Jeg sidder tilbagelænet i stolen, og kigger på manden i jakkesæt der sidder overfor mig. Rummet er mørkt og koldt, og det eneste lys der er tilstede er fra en lampe placeret ved det bord jeg sidder ved!
   " Hvorfor gjorde du det? " spurgte inspektør Henriksen.
   " Jeg ved det ikke, det hele falmede for mig. Som et træ der er ved at miste alt hvad den har bygget op! " Svarede jeg.
   Måske ikke det bedste svar, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Her er koldt og jeg kan mærke at tøjet jeg har på, ikke er blevet skiftet ud endnu. Jeg mangler varme, lys og udfoldelse. Jeg har manglet det siden jeg var barn, siden jeg mistede mine forældre til ham sprit bilisten.
   Henriksen kiggede på mig, og så ned i hans papirer: " At tage loven i egen hånd er en alvorlig forbrydelse, det ved du godt ikke? "
   Jeg vendte mit blik fra bordet og op og så ind i hans øjne. En del af mig havde lyst til at græde, lade alt falme og lade kulden tage mig med ned! En anden del af mig, havde lyst til at slå i bordet, råbe og forsvare mig så godt jeg nu kunne.
   Men løbet var kørt!
   " Hvor har du begravet ham? "
   " Det eneste rigtige sted! " Sagde jeg, og kiggede ned igen.
   " Du er godt klar over at hvis ikke du samarbejder nu, bliver din straf bare længere. Med dit samarbejde kan vi skære lidt af straffen, og give dig mulighed for ekstra ordinær hjælp, hvad siger du til det? "

Min korslagte arme blev forvandlet til et par hænder der holdte hinanden i hånden og lagt på bordet. Rummet blev endnu koldere og mørkt, det lys jeg før så, synes at visne for mine øjne! Jeg ville have hævn, jeg måtte bare have hævn. Om jeg skulle tage den selv eller ej, var underordnet. Retfærdighed skulle ske!
   " Henriksen, hjælp er et forholdsvis ubetydeligt ord. Det bliver brugt i flæng af alle mennesker men aldrig ført ud i livet. Jeg har fået den hjælp jeg skulle bruge. Jeg tog hjælpen i egen hånd, og fik mig selv til at blomstre og florere ud på egen hånd! "
   Selvom alting er falmet og faldet til jorden for mig. Kunne jeg ikke lade være med at føle mig hel, da jeg sagde den sætning. Der er ikke meget lys der hvor jeg skal hen, eller muligheder for at udvikle sig som person. Jeg skal et sted hen, hvor det sidste af mig som et farveslør vil falde og dø ud jo hurtigere kulden og mørket kommer.
   Jeg er helt klar over hvad jeg har gjort, det var det eneste rigtige. Det vil jeg altid stå ved. Det sted han ligger begravet, er et symbol for hvad han gjorde ved mig. Et sted jeg lidt savne at se igen faktisk.
   " Så er der jo ikke meget jeg kan gøre for dig, hvis ikke du vil samarbejde med mig! "
   Henriksen lød skuffet, og rejste sig fra sin stol. Samlede sine papirer sammen og gik ud af lokalet. Lyden af papir der tre gange bankede ned på stål bordet og samlede sig i hænderne på ham, mindede mig om det jord jeg læssede over den mands kiste jeg begravede før jeg tildækkede hans grav med det han kom fra.
   Det fik mig til at smile, og gav mig en følelse af glæde. Da Henriksen lukkede døren efter sig, rejste jeg mig fra stolen og gik smilende rundt i lokalet.
   Det ellers svindende lys, begyndte at lyse mere op mine øjne. Jeg kiggede rundt i lokalet og se de flotteste grønne farver omkring. Bordet var ikke længere et koldt stål bord, men voksede sig stort og højt foran mine øjne. Jeg husker det træ, jeg husker alt det had og sorg det forvoldt mig. Men efter at havde givet den nyt jord til dens rødder er det nu vokset sig stort og stærk, fyldt med farver og grene der rækker højere end hvad jeg kan se. Jeg smilte endnu mere, det er muligt alt dette bare er en fantasi inde i mit sygelige hoved. Men jeg nyder det. Jeg fik min retfærdighed, og fik træet til at vokse på ny.