Jeg så ham i bussen, han var lille og grøn og havde skæg. Tror du mig ikke? Jeg troede heller ikke på det, så jeg flyttede til et sæde længere nede bagi, mens jeg nervøst tog mig til hovedet, og tænkte: "Nu rabler det da fuldstændig".
   Tilsyneladende havde ingen af de andre passagerer bemærket noget. Jeg sad yderst på kanten af sædet, for kvinden der havde vinduespladsen, bar en stor indkøbspose på skødet. Den lille grønne svævede ind foran mig igen og prikkede mig på næsen.

"Skrid", hvæsede jeg mellem sammenbidte tænder. Han smilede muntert til mig, og holdt sig svævende lige foran mine rædselsslagne øjne. Jeg trykkede stop i en fart, og løb ud af bussen med rejste nakkehår. Jeg var kommet til Bytorvet, hvor jeg ofte gør mine daglige indkøb. Jeg fandt en lidt afsides bænk, hvor jeg satte mig for at komme til hægterne igen. Roen indfandt sig efter et øjeblik.

"Ren indbildning", tænkte jeg, og ærgrede mig over, at jeg nu ville komme for sent på arbejde. Måske var det også gået rigeligt stærkt på det sidste? Lidt for lidt hjemme og lidt for meget overarbejde. Jeg stirrede på de velklippede buskes nyudsprungne knopper og blomsterkummernes flor af tilplantede påskeliljer. Så hørte jeg en stemme, jeg drejede hovedet for at se, hvem der talte til mig. Rigtig gættet, den lille grønne.

"Jeg er din Skyts", sagde han.

"Min hvad?", måbede jeg.

"Har du aldrig hørt om Skytsengle", lo han.

"Joh", svarede jeg: "Men jeg er ikke interesseret".

"Det behøver du heller ikke være", nu lo han endnu mere hjerteligt: "Jeg er der uanset. Og du er en af de heldige, du kan se mig".

Jeg var begyndt at indse, at jeg nok ikke kunne komme af med mine syner, ved at forsøge at løbe fra dem. Så jeg valgte strategisk at blive siddende, og måske ved hjælp af argumentation at blive ondet kvit.

"Du eksisterer slet ikke", konstaterede jeg tørt.

"Lad mig sende dig nogle gaver", svarede min plageånd, der nu havde sat sig på kanten af blomsterkummen mellem påskeliljerne. Jeg kan huske, jeg tænkte, det var mærkeligt at han ikke havde vinger: "Skal vi sige tre gaver? Så kan du derefter vurdere på, om du vil tro på mig".

Jeg elsker gaver, både dem jeg får af andre, og dem jeg giver mig selv, og havde vel i og for sig ingenting at miste.

"Det er i orden", svarede jeg, mens jeg nikkede kraftigt med hovedet. Midt i min nikken hørte jeg en summen for ørene og så et skarpt lys blinke mellem påskeliljerne. Mine øjne var et kort øjeblik blændede, så jeg lukkede dem. Da jeg åbnede dem igen, var den lille grønne væk. Det første jeg mærkede var en dyb skuffelse efterfulgt af glæde. Så var det altså bare indbildning opstået af min stressede hverdag. Jeg rejste mig og greb mobilen, klar til at ringe til arbejdet og sige jeg blev forsinket. Mere nåede jeg ikke, før trykbølger forplantede sig op gennem mine fødder og kastede mig mod jorden. Alt omkring mig raslede og klirrede. Jeg hørte mennesker skrige og glas splintre. Det hele affødt af et enormt brag længere borte.

"Krig krig i Danmark", tænkte jeg: "det kan ikke passe, men hvad er det så?" Jeg lå helt stille sammenrullet med hænderne henover ørene, da et par fødder standsede ud for mine øjne. Personen bøjede sig ned og stirrede på mig.

Det var en kvinde på min egen alder, hendes blik brændte sig ind i mit: "Er du ok?" spurgte hun og lagde en hånd på min skælvende skulder.

Jeg satte mig forsigtigt op, bortset fra rystelserne fejlede jeg ingenting. "Ja", svarede jeg: "Jeg fejler ingenting". Hun rakte en hånd ned mod mig og jeg greb den. Varmen forplantede sig omgående mens jeg smilede fåret til hende: "Goddag jeg hedder Simon Karlsen".

"Jeg hedder Irene Heidenegger, og jeg er sygeplejerske". Hun gav min hånd et klem, og jeg skal indrømme, at jeg nød det på trods af situationens alvor: "Skal vi gå en tur sammen, og se om der er andre der har brug for hjælp?"

Rundt om os var der kaotiske tilstande. Knuste butiksruder, mennesker der hjalp hinanden med at forbinde sår, mennesker der gik, stod, løb og lå, væltede cafeborde, knust porcelæn og tilbudsskilte i et virvar. Jeg så ned af gaden, og så noget brænde med voldsomme flammer. Irene trak i min hånd i den anden retning. Hun havde set en person der lå og vred sig i smerte. Men jeg var som forstenet. Det var bussen. Bussen jeg lige havde siddet i stod i flammer.

"Bussen", hylede jeg med en for mig hidtil ukendt kraft: "Bussen", skreg jeg engang til: "Vi må hjælpe".

Irene så på mig og ned af gaden, så slog hun mig hårdt på kinden:"Stop", sagde hun med kølig ro: "Stop det der, du er i chok". Hun anbragte mig på en blomsterkumme der stadig stod oprejst: "Nu bliver du her, til jeg kommer tilbage. Er det forstået?"

Jeg lod mig viljeløst anbringe. Jeg var faktisk slet ikke i stand til andet. Nu hørtes sirener i det fjerne. Brandbiler, ambulancer og politibiler passerede i en lind strøm, mens jeg bare sad og sad. Irene forsvandt fuldstændig. Jeg ved ikke hvor hun blev af. Hun hjalp vel alt hvad hun kunne. Langsomt samledes flere og flere mennesker omkring området med blomsterkummerne. Mange med snitsår på arme, ben og i ansigterne. Mange græd og holdt om hinanden. Andre forsøgte at få kontakt til deres omverden, sikkert deres nærmeste. Med blodet løbende fra deres sår gentog de igen og igen: "Jeg har det fint, det skal nok gå alt sammen".

Jeg kan huske at jeg tænkte: "Har jeg nogen at ringe til, nej egentlig ikke vel?" Mine forældre var på ferie på Gran Canaria, dem så jeg stort set aldrig, og min søster havde jeg ikke set i 5 år, efter vi blev uvenner over en banalitet. Hvis man kan kalde 10.000 kr. en banalitet. Hun lånte mig dem til indskud i lejligheden, da jeg var i bekneb. Og da hun bad om dem efter lang tids venten, var jeg ikke i stand til at betale dem. Venner, de fleste var overfladiske Facebookvenner, og dem har jeg mange af. For øvrigt havde jeg tabt mobilen, da jeg faldt. Den lå nok smadret et eller andet sted, og lige nu virkede det også meningsløst at tænke nærmere over. Kun en vigtig tanke kørte i mit hoved: "Hvor bliver Irene af. Hvor bliver hun af?"
   Tiden var i stykker ligesom mig. Men langsomt sænkede en dyster ro sig over torvet. Der stod stadig mennesker i grupper. Betjente gik rundt med afspærringstape og gennede grupperne ud på den anden side. Da de nåede mig var jeg stadig som en grøntsag: "Jeg venter på Irene", blev jeg ved at gentage.

"Du kan ikke sidde her længere, vi skal have afspærret området", sagde de: "Tror du ikke du skal tage hjem til Irene? Hun vil sikkert blive glad for at se dig".

"I forstår det ikke", skreg jeg i hovedet på dem: "Jeg ved ikke hvor hun er? Hun lovede at komme tilbage".

Den ene betjent så tænksomt på mig: "Kom", sagde han: "Vi finder nogen der kan køre dig hen på kriseberedskabet, så finder du hende sikkert".

Jeg fulgte efter ham hen til et par ventende Falck biler, og ventede mens han talte med en af redderne. Imens betragtede jeg de forkullede rester af den nedbrændte bus. Min hjerne nægtede at rumme betydningen af hvad jeg så. Redderen kom og fulgte mig op i bilen. Vi kørte roligt gennem den mennesketomme del af gaden og passerede afspærringen, med sine politibiler og betjente mens kameraerne blitzede og blændede. De kørte mig til Hallen, hvor jeg selv engang spillede miniput fodbold. Jeg elskede det, men det stoppede hurtigt. Der var vist for mange weekender, hvor vi skulle spille kampe. Og hvis man ikke deltager ryger man ud i kulden på reservebænken, derfor. Nu 20 år senere genså jeg stedet, og blev gennet ind i nøjagtig samme omklædningsrum, som vi brugte dengang. To lange rækker med knager og bænke under. For enden af disse rækker et par borde anbragt til lejligheden, med en person bag hver.

Der sad Irene, bare at se hende var som et mantra, langt bedre end beroligende medicin. Hun så ikke mig fordybet som hun var i samtaler. Men da jeg nåede op til hende bredte genkendelsens smil sig på hendes ansigt.

"Du ser træt ud", udbrød jeg spontant

"Det er jeg også", hun strøg en hånd hen over panden: "Men det er ikke mig vi skal tale om. Hvordan går det med dig?"

Jeg var et vandfald af ord, bussen, mit liv, min mulige død, kvinden jeg sad ved siden af, alt hvad jeg havde registreret. Selv den lille grønne. Da jeg endelig stoppede var jeg forpustet udmattet.

Hun så på mig: "Har du nogen at tage hjem til?"

"Nej jeg bor alene".

"Hvad med familie?"

"Mine forældre, de er på ferie".

"Venner?"
   "Ingen af den slags venner", jeg rystede på hovedet.

Hun betragtede mig længe: "Skal jeg hjælpe dig med en seng på hospitalet for i nat?"

"Nej tak. Hvad med dig?" spurgte jeg: "Hvem taler du med?"

"Mine kolleger", hun smilede lidt stift: "Jeg noterer dit navn", sagde hun så: "og oplysningerne med bussen. Hvis du giver mig dit telefonnummer, kan jeg videregive det til efterforskningsholdet".

"Men min mobil er blevet væk, du får min adresse i stedet", jeg nævnte den.

Forundring glimtede i hendes brune øjne.

"Hvad?" spurgte jeg.

"Ikke noget", hun rystede på hovedet.

"Kom nu, sig det så", jeg pressede det kunne jeg godt mærke. Men det forekom mig meget vigtigt: "nu hvor jeg har fortalt dig alt om den lille grønne mand".

Hun lænede sig forsigtigt frem over bordet: "Ser du", svarede hun: "jeg er faktisk din genbo".