Uanset krumningen på dit hår
Kan jeg være sikker på
At dine snørklede fortællinger
Ikke leder mig til indre sandhed
For alt udenpå er ret og klart
Det er lige og pænt
Og mand og kone og børn
Blomster i krukken og bed i haven
Det er snorlige og ud ad en vej
Men du kigger slet ikke tilbage
Og ser mig i den anden ende
Af din forhastede streg
Du tegner med lynets hast
Uden kompas men med mig
Som modpol der dumt forsøger
At vende hver enkel livsmagnet
Jeg burde vide bedre. Virkelig
Det er jo lineært. Ikke rundt.
Ikke helt.