Men Konsulinden kom sig aldrig efter fødslen. Hun havde mistet meget blod og lå bleg og afkræftet i sin seng - men var der var værre var, at hun syntes helt at have mistet livsgnisten.
   Konsulen gik og besøgte sin syge kones seng hver dag, men fik kun hendes blege ansigt at se med dybe ringe under øjnene. Lægen kunne ikke sige andet, at man bare måtte afvente.
   Han anbefalede, at de fandt en amme til den lille Philip, der på trods af den svære fødsel syntes at udvikle sig som han skulle. han voksede, og konsulen fandt trøst i at se sin lille søn trives, mens hans kones liv syntes at svinde mere og mere, indtil hun til sidst ikke var andet end en skygge af sig selv.
   Konsulen prøvede at få liv i hende ved at tage sønnen med i sygeværelset, viste hende den lille, der nu kunne sidde på hans arm - men forgæves. Det grå ansigt lå og kiggede på ham, kiggede igennem ham for så at vende sig bort. Hun døde i løbet af vinteren. Fugten og kulden tog den rest af liv, der stadig havde været i hende. Med hendes begravelse blev der sat et punktum i konsulens liv. Philip og Fabian havde brug for en mor - én der kunne tage sig kærligt af dem - og allerede et år efter konsulindens død indgik han et nyt ægteskab. Antoinette var en høj og slank kvinde, datter af en forretningsforbindelse. Hun overtog husholdningen med en myndig hånd, havde klare forestillinger om hvordan huset skulle føres - og hvad der vigtigst for konsulen - havde hun en ærlig interesse for drengene, der, så snart Philip kunne tale, kaldte hende for "mor".
   Da Antoinette kom hjem den eftermiddag, tog hun sin hat af og ordnede håret med en lille håndbevægelse, før hun trådte ind i biblioteket, hvor hendes mand sad.
   "Antoinette" sagde han og lagde avisen til side. "Hvordan går det"? Han glædede sig stadig over synet af sin unge hustru.
   "Sikke en dag", mente hun og lod sig falde i lænestolen ved siden af ham. "Det sædvanlige", tilføjede hun bagefter. "Kvindesnak. Men nu er jeg da informeret om, hvad alle byens kvinder og deres familier foretager sig - både dem, der var der og dem der ikke var der." Hun forsøgte et lidt træt smil.
   Han så lidt forundret på hende.
   " Hvad skal kvinder da ellers snakke om"? mente konsulen, der ikke fandt noget besynderligt i det.
   Antoinette så på ham.
   "Jeg vil gerne åbne en salon", sagde hun så. "En salon, hvor vi inviterer mennesker, der har noget på hjertet. Musikere, digtere, billedhugger - dem er der jo mange af her i byen. En litteraturkreds, hvor man kan komme og læse op - et sted, hvor musikere kan præsentere deres musik".
   "Det mener du ikke, mente konsulen afværgende, der ikke kunne forstille sig, at invitere mennesker ind i sit hus, der IKKE fremmede hans egne - først og fremmest økonomiske - interesser.
   "Jo", mente Antoinette. "Det skal være et sted, hvor man kan tale om aktuelle emner og hvor man kan følge med i de nyeste kunstneriske strømninger. Og med et blik på sin ægtemand tilføjede hun: "Og jeg tror bestemt også, at det ville fremme dine interesser", mente hun. "Tænk på din omtale: Konsul Meyerhoff understøtter byens førende kunstnere".
   Konsulen var lidt smigret. Umiddelbart lå det bestemt ikke i hans interesse, at fremme byens kunstnere men han kunne ikke modstå hans hustrus idé.
   Flere gange havde han hørt, at andre mennesker i byen havde omtalt hende meget positivt, man mente, at hun var godt for huset og endda godt for byen. "Og hvorfor ikke prøve?" tænkte han.
   "Gør du bare det, som du mener er det rigtige" mente han og Antoinette omfavnede ham kyssede ham på kinden som tak.
   "Du vil ikke fortryde det" sagde hun og lavede en stor armbevægelse.