Jeg pressede øjenlågene sammen, så de tørre røde øjne forsvandt et øjeblik, og løftede så langsomt hovedet. Vandets stråler ramte mit ansigt på en blid måde, og en beroligende følelse spredte sig hurtigt i min ellers anspændte krop. Jeg prøvede at fokusere på det dybe mørke, der befandt sig på øjenlågenes inderside, men billeder fra gårsdagens hændelse blev ved at dukke op og gjorde det umuligt at lade roen trænge ind. Jeg åbnede atter øjnene og kiggede tomt rundt i brusekabinen. Hundredevis af små vanddråber løb om kap ned ad den dukkede rude og tegnede lange snoede streger efter sig. Jeg udvalgte mig en dråbe og fulgte den omhyggeligt med øjnene. Da den nåede ned til enden, hang den som en smuk, men skrøbelig krystal, indtil den blev så stor, at den var nødt til at give slip, og kort efter landede den på det hårde flisegulv, hvor den hurtigt blev skyllet væk og forsvandt ned i det mørke afløb. Jeg trak vejret dybt, og mærkede, hvordan den fugtige luft fyldte mine lunger.
   - Endelig kan jeg slappe af og være fri for bekymringer, tænkte jeg, og lagde mærke til en knirkende lyd, der kom fra den anden side af døren.
   - Jennifer? sagde en lav stemme efterfuldt af to forsigtige bank på døren.
   - Vi spiser om fem minutter, fortsatte stemmen, nu lidt højere end før.
   - Okay, mormor, svarede jeg hurtigt og slukkede lettere modvilligt for vandet.
   Jeg trak det våde bruseforhæng til side, og da en kold luft med det samme ramte min hud, greb jeg fat i et af de bløde bomuldshåndklæder og viklede det rundt om mig. Det våde hår klistrede sig til mit ansigt, og den susende lyd fra udluftningen gjorde mormors lette trin ude på gangen næsten lydløse. Med forsigtige skridt stillede jeg mig hen foran spejlet og tørrede med en let og glidende håndbevægelse duggen væk. Jeg betragtede mit spejlbillede, fjernede det mørke våde hår fra ansigtet og låste blikket fast på de røde og blå mærker, der efter gårsdagens hændelse var kommet til syne på den højre skulder.

Tidligere:
   Den glimtende hvide sne knirkede under mine fødder, og de lette åndedrag hang som en sky foran mig. Det var en smuk, men bidende kold aften midt i januar, og mørket havde allerede sænket sig. Jeg havde netop lukket den lille stållåge ind til kirkegården i bag mig, da en sirene i det fjerne og utydelige blå blink fik mit hjerte til at hamre. Billederne fra ulykken dansede for mine øjne, og jeg så mors blege ansigt stirre på mig. Selvom det var over et år siden, huskede jeg det stadig, som var det i går. Smilene, det pludselige brag, smerten, sirenerne, blinkene, mørket og værst af alt, sorgen. Ambulancen var nu få meter fra mig, og jeg tog hænderne op til ørerne i et forsøg på at beskytte mig selv imod sirenernes frygtelige skrig. De blå blink susede forbi mig, og den fine nyfaldne sne fløj ud til alle sider, før det stille dalede til jorden igen. Mens jeg forsøgte at få min vejrtrækning under kontrol, kæmpede jeg med at hive mobilen op af lommen på de tætsiddende mørkeblå jeans, men med rystende og iskolde hænder var det ikke nogen nem sag. Da det endelig lykkedes mig at få den fisket op, blev min puls, der lige var faldet til ro, igen høj, da displayet lyste op og afslørede fire tal. 18:13. Jeg stirrede på tallene, og både låseskærmen, hvor min lillesøster Alice og min mors smilende ansigter lyste op, og alting omkring mig stod sløret. Tiden var løbet fra mig, mens jeg havde siddet ved mors smukke grav, og jeg var nu allerede 13 minutter forsinket. Da displayets sidste tal på et splitsekund skiftede til fire, fór jeg op, pressede mobilen tilbage på dens plads i lommen og satte i løb i et højt tempo. Sneen knirkede højt, hver gang min fod tungt landede på jorden, og mine øjne løb i vand på grund af den kolde luft. Under den tykke vinterjakke klistrede tanktoppen sig til min fugtige hud, og mine knæ var kolde og våde, fordi jeg henne på kirkegården havde siddet på dem i sneen.
   Da jeg drejede ned ad Lindebjergvej, sænkede jeg farten lidt. Den store schæferhund gøede inde fra frk. Graysons have, og kort efter kom det store hvide hus til syne. Der var lys i både køkkenet og stuen, men hele førstesalen var mørkelagt. Jeg kunne se en skikkelse bag de snavsede gardiner, der havde været rullet for siden mors død, og jeg gik med forsigtige skridt op imod den store hoveddør.
   - Jeg er hjemme klokken 18:00, havde jeg råbt til min far, inden jeg smækkede den selvsamme dør i bag mig for blot en time siden. Nu stod jeg her, 17 minutter forsinket, og prøvede at forberede mig på det uforudsigelige.
   Luften i den mørke entre var tæt, nærmest kvælende, og der lugtede af en blanding af sprut og frysepizza. Jeg trak stille mit overtøj af og smed det på stolen ved siden af den lille kommode og fik øje på den røde næse og de blanke øjne i spejlet. Jeg stod stille lidt og lyttede, før jeg begav mig hen over gulvet, og da jeg kiggede mig tilbage over skulderen, var små våde fodformede pletter, der afslørede min vej mod køkkenet, kommet til syne. Døren stod på klem, og en stribe af lys ramte entreens trægulv. Lyden af en stol, der blev skubbet ud, brød stilheden, og et kort sekund efter blev den lille stribe af lys til en kæmpe bølge, der skyllede ind over mig. Min far stod nu i døren, og lyset fra køkkenet gjorde, at hans ansigt lå skjult i store skygger.
   - Du kommer for sent! brølede han og lagde armene over kors.
   Hans ånde stank af rødvin, og mine øjne løb i vand, men om det var rødvinsånden eller frygten, der fik tårerne til at presse sig frem, var ikke til at sige.
   - Undskyld, mumlede jeg og betragtede en knast i trægulvet, der lignede et lille øje, som stirrede på mig. Jeg følte mig overvåget fra alle sider, og jeg havde mest af alt lyst til at løbe fra det hele, da jeg fik øje på min søsters lyse hår inde i køkkenet. Hun sad pænt på stolen med begge hænder på bordet og kiggede tomt ned på tallerkenen.
   - Har du ingen respekt for din far? råbte han og tvang mig til at kigge ham i øjnene. De øjne, der engang havde været fulde af kærlighed og glæde, men som nu bag vreden ikke udtrykte andet end sorg og magtesløshed. Han ventede ikke på svar, men skubbede mig blot ind i køkkenet, hvor jeg dumpede ned på stolen ved siden af min søster. Jeg sagde ikke en lyd. Jeg sad bare i stilhed og spiste mit stykke halvkold frysepizza, mens min far blev ved at hælde den blodrøde væske i sig.
   Jeg samlede tallerknerne sammen og lagde dem forsigtigt i baljen med det varme sæbevand. Min søster var gået ovenpå, og jeg stod nu alene i køkkenet, mens jeg kunne høre far rumstere inde i stuen. Jeg kiggede ud gennem vinduet og lod blikket glide over det mørke sneklædte landskab, hvor en forbipasserende, der gik på det modsatte fortov, fangede min opmærksomhed. Jeg fulgte hende med øjnene og iagttog hendes rolige bevægelser, da jeg pludselig kunne se omridset af min fars krop reflektere i vinduesglasset. Jeg kunne svagt skimte den forbipasserende kvinde ude i øjenkrogen, men hun forsvandt hurtigt bag en snedækket hæk, og jeg følte mig med et helt alene. Lyden af min fars tunge åndedrag fik mit hjerte til at slå hurtigere, og selvom jeg fokuserede på landskabet udenfor, kunne jeg se, hvordan han kom nærmere. Jeg mærkede hans ånde i nakken, og lugten af sprut nåede lige at ramme mit ansigt, da en tung hånd landede på min skulder, hvorefter to fingre borede sig dybt ind i min hud. En kraftig smerte skyllede igennem min krop, og tårerne trillede allerede ned ad mine kinder, da han med en hurtig og bestemt bevægelse drejede min krop, så jeg stod med ansigtet vendt mod hans. Jeg kneb øjnene hårdt sammen og mærkede kort efter fem fingre ramme min kind med et hårdt slag. Mit hjerte galoperede afsted, og jeg forberedte mig på endnu en omgang af den sviende smerte, da en skinger stemme pludselig skar igennem luften.
   - Stop! skreg Alice, der nu var kommet til syne henne i døren.
   - Vil du ikke nok være sød at stoppe? bad hun, mens et par tårer dryppede fra hendes kind.
   Jeg åbnede øjnene og så, hvordan min far med målrettede skridt gik over mod Alice, der straks trådte et par skridt tilbage. Han greb fat i hendes arm, hev hende hen til sig og slog hendes kind med et hårdt slag. Hun græd højt, mens hun tiggede og bad ham om at stoppe, men det var nytteløst. Han slog hende igen, og jeg kunne se, hvordan smerten skyllede igennem hele hendes spinkle krop. En smerte, der skulle have været min.
   - Lad være! råbte jeg med en halvkvalt stemme, men han lod som om han ikke hørte mig.
   Hele min krop rystede. Jeg vidste, hvor stor en smerte Alice var i, da jeg selv havde prøvet det flere gange før, men jeg var overbevist om, at den smerte det var, at se hende blive banket af vores egen far, var langt større. Mit blod kogte i mine årer, og jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre noget. Jeg satte min anspændte krop i bevægelse, og først da jeg var få centimeter fra ham, besluttede jeg mig for, hvad jeg ville gøre. Jeg gav ham et hårdt skub i siden, hvilket fik ham ud af balance, og han styrede med høj fart mod køkkengulvet. På vejen ned stødte han hovedet mod et af de mange hvide skabe, og et kort øjeblik efter ramte han gulvet med et højt brag. Derefter blev der helt stille. En stilhed jeg kendte alt for godt. Efter braget kom stilheden, og efter stilheden kom smerten. Billederne fra ulykken, der var skyld i mors død, dansede igen for mine øjne, og først da jeg hørte Alices stemme et sted i det fjerne, vendte jeg tilbage til køkkenet, hvor fars store krop stadig lå på gulvet.
   - Jennifer? hulkede Alice, der tog sig til den forslåede kind, mens hun kiggede på mig med røde øjne.
   Jeg svarede ikke, men stirrede bare på far, der stadig ikke havde bevæget sig. Hans øjne var lukkede, men hans mave bevægede sig stille op en ned i takt med køkkenurets tikkende lyd. Jeg flyttede blikket fra far og kiggede i stedet hen på Alice, der stadig stod i døren, da jeg mærkede en stikkende fornemmelse i min højre arm. Jeg tog mig med til skuldreren, der stadig var meget øm efter fars hårde greb, mens tankerne fløj rundt i hovedet på mig. Jeg havde mest af alt lyst til at løbe fra det hele, men pludselig slog en tanke mig, og jeg begyndte at fiske min mobil op af lommen. Jeg kunne mærke Alices undrende blik, der nysgerrigt kiggede på mobilen, mens jeg tastede mormors nummer ind på displayet.
   Få minutter efter stod jeg igen uden for den store hoveddør. Alice sad på det nederste trappetrin og legede med sin lynlås, mens jeg stod på det øverste og betragtede hende bagfra. Hendes lyse hår svingede fra side til side, hver gang hun bevægede hovedet, og på trods af den frygtelige episode, vi for kort tid siden havde befundet os midt i, nynnede hun en munter sang, mens hun kørte lynlåsen op og ned i takt med rytmen.
   - Det er urimeligt, tænkte jeg og fik straks en klump i halsen.
   - Urimeligt, at en lille uskyldig pige som hende skal være offer for den sorg, som far ikke kan bære. Jeg fik tårer i øjnene og gik med hurtige skridt ned og satte mig ved siden af Alice. Den hårde stentrappe var iskold, og min ånde flød hurtigt sammen med hendes og dannede en stor svævende sky foran os. Alice kiggede på mig og sendte mig et smil, der nåede helt op til øjnene. Jeg lagde armen rundt om hende og trak hende ind til mig, mens jeg hviskede i hendes øre:
   - Jeg vil altid være her for dig uanset hvad - husk det.
   Pudselig lyste to lygter vejen op, og da en bil stoppede foran trappen, satte jeg hurtigt min krop i bevægelse.
   - Kom, sagde jeg, idet jeg rejste mig og viftede med hånden som tegn på, at Alice skulle følge med.
   Vi satte os ind på bagsædet af den varme bil, og jeg mødte straks mormors kærlige og varme smil, der mindede mig utrolig meget om min mor. Bilen rullede ud på den stille villavej, og lige inden det store hvide hus forsvandt ud af syne, blev gardinerne trukket fra, og far dukkede op i køkkenvinduet. Hans ansigt var utydeligt og så nærmest sløret ud gennem den snavsede bilrude, men jeg var ikke i tvivl om, at han kiggede på mig. Han løftede armen og vinkede forsigtigt, men inden jeg kunne nå at reagerer og vinke tilbage, forsvandt huset bag den snedækket hæk, og bilen fortsatte sin vej ned mellem villaerne.