Der var koldt ude på gaden foran klubben og jeg kunne høre den høje musik inde fra klubben, som stod jeg allerede der inde. Jeg så på den høje mand, som stod ved indgangen til klubben og lukkede unge ind. Nu var det snart min tur til at blive lukket ind, men der var stadig to unge piger foran mig, som skreg for at kunne høre hinanden. Musikken fra klubben var så højt, at man næsten ikke kunne høre sine egne tanker. Jeg vendte mig om for at se, om Jacob stadig var der. Han stod bag mig og så ned på sin mobil.

"Hvem skriver du med? " spurgte jeg, og han så op på mig og gav mig et bredt smil, så man kunne se hans gule tænder.

"Daniella. Hun skriver, at hun er på vej" sagde han og kigger ned på mobilen igen. Jeg nikkede svagt og gik et skridt frem. Nu var det min tur.

Mit hjerte bankede helt vildt, måske mere end bassen inde fra klubben. Den høje mand så ned på mig. Jeg kunne ikke se hans øjne gennem solbrillerne, men jeg kunne mærke hans tvivl.

"Hvor gammel er du? " spurgte han, mens han kiggede op og ned af mig.

"18 år, " løj jeg og håbede på, at han ikke ville se løgnen i ansigtet på mig. Han tog fat i min hånd, mens mit hjerte bankede af angst. Angst for at blive taget, for at komme hjem. Han gav mig et stempel med klubbens navn på, som betød at jeg kunne gå ind. Jeg gik ind og ventede på Jacob, som stadig stod udenfor. Mærket fra stemplet var stadig fugtigt på min hånd. Jeg kunne stadig mærke slaget fra stemplet. Jeg så ud af indgangen efter Jacob, som stadig ikke var kommet ind. Han var ikke i køen mere, men han var hellere ikke kommet ind endnu.

"Jacob? " kaldte jeg, men der kom intet svar. Var han gået ind? Jeg så efter ham en ekstra gang, men kunne stadig ikke se ham. Han havde en neon-grøn hue på, så jeg ville se ham hvis han var der. Jeg vendte mig om mod døren, som førte ind til klubben. Da jeg tog fat i håndtaget kunne jeg mærke bassen fra musikken. Den var i døren og blev ført ind i mig. Klubben var fyldt med mennesker, som var klemt op ad hinanden og tørrede deres sved af på hinanden. Musikken overdøvede alt andet, og folk råbte for at overdøve den. Luften var tyk og varm. Man kunne næsten holde den. Mit hoved blev tungt, og det dunkede, nok fra bassen. Jeg begyndte at gå frem mod den store mængde mennesker, som blev klemt af hinanden.

"Jacob? " råbte jeg, men der var stadig ikke svar. Jeg prøvede at klemme mig hen til baren, men blev skubbet rundt af alle de andre.

Min angst kom tilbage, men jeg prøvede at ignorere den. Jeg kunne stadig ikke se Jacob. Det var som om han var sunket i jorden. Mit hoved dunkede, og jeg blev svimmel af den høje støj og den tykke luft. Alle i klubben prøvede at få plads, selvom det betød at man skulle skubbe andre. En ældre dame bumpede ind i mig, så jeg snublede og faldt.

"Hovsa, hva," råbte hun, mens hun grinede højt. "Du er vist lidt klumset, hva, lille pige? " sagde hun og traskede videre. Jeg prøvede at rejse mig, men jeg var stadig svimmel af alt den støj omkring mig. Musikken gav mig hovedpine, men selv min hovedpine havde den samme rytme som bassen. Jeg kom endelig op på benene igen, men savnede straks det snavsede gule gulv igen. Mennesker råbte mig ind i ørene, deres ånde stank af tobak og alkohol, og de skubbede for at komme forbi.

"Jacob, " råbte jeg igen, men ligesom før var der stadig ikke nogen Jacob at se. Jeg mærkede angsten i mig, ikke fordi Jacob var væk, men fordi jeg var alene. Jeg var alene mellem fulde mennesker jeg ikke kendte, et sted jeg aldrig havde været før, helt alene. Hovedpinen steg og det lød, som om musikken blev lavere, alt blev lavere. Jeg blev svimmel og lod mig selv falde ind i de fulde mennesker. Måske var det på grund af støjen og den klamme luft, men det var lige meget nu. De fulde mennesker skubbede mig bare væk, som var jeg en insekt. Til sidst stod jeg op ad væggen i klubben, efter at blive skubbet til hele tiden.

Mens jeg stod der, op ad væggen i en klub, begyndte jeg at tænke. Tænke på de ting jeg ikke ville tænke på, som jeg blev ved med at skubbe væk, ligesom jeg selv blev af de fulde mennesker. Hvad nyttede det at gå i klub, når man alligevel ikke kunne glemme dem? Jacob sagde at det ville blive fedt, men det var det sikkert også for ham. Men ikke mig, nej jeg stod bare her alene, uden venner, uden ham.

"Hey du der, " hørte jeg en stemme sige lige ved siden af mig. Jeg var så opslugt af mine egne tanker, at jeg overhovedet ikke havde set en mand stille sig ved siden af mig. Han kiggede på mig med et skævt smil, og han var tydeligvis fuld.

"Skal du ikke ud og danse? " spurgte han, mens han lagde en arm om mig, hvilket gav mig lyst til at brække mig. Hans ånde var forfærdelig, men ikke kun det, han stank også selv. Men hvorfor ikke? Måske ville han hjælpe mig med at glemme, måske. Jeg prøvede at give ham et attraktivt smil, hvilket var tegn på et ja. Hans arm skubbede mig frem ad, ud mod dansegulvet med de fulde mennesker.

Jeg kunne ikke danse, det vidste jeg allerede, men det var jeg ligeglad med nu. Det er nok det her man mener, når man siger "bliver grebet af øjeblikket". Manden kunne heller ikke danse, faktisk så lignede det ikke at han dansede. Det så mere ud til, at han prøvede ikke at miste balancen og falde. Musikken overdøvede, jeg kunne ikke høre mine egne tanker mere. Manden kom tættere på mig, faktisk helt op ad mig. Angsten var der stadig, men jeg prøvede at skubbe den væk. Hans tætte tilstedeværelse gjorde mig utilpas, men jeg kunne ikke komme væk på grund af de mange mennesker.

"Morer du dig? " spurgte han. Han dansede ikke, nej nu kiggede han bare ned på mig. Jeg havde ikke bemærket det før, men han lignede en mand i 30'erne.

"Ja, " sagde jeg, men vidste jo godt at jeg løj til mig selv. Jeg mærkede hans blik på mig, det var forfærdeligt! Jeg kiggede rundt på de andre fulde mennesker omkring, ikke fordi de var særlige interessante, mere bare for at slippe for hans blik. Pludselig mærkede jeg hans hofte mod min hofte, som blev helt kold af angst. Han trak mig tættere ind til sig, og det gav mig gåsehud i hele kroppen.

"Vil du ikke med hen til et lidt mere, jeg ved ikke, stille sted? " spurgte han, mens han smilede. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han klistrede sig til mig.

"Slip mig! " råbte jeg, så han kunne høre det. Ingen af de andre kunne høre det på grund af den høje musik, men det vigtigste var også, at han hørte det. Han grinede bare og begyndte at trække mig væk fra flokken med de fulde mennesker.

"Nu ikke så genert, " sagde han, men det var ikke genert jeg var. Jeg var bange. Angsten tog over, den overtog mig. Jeg prøvede at skubbe mig væk fra ham, men han holdt for godt fast. Det gjorde ondt i hoften.

Han trak mig ud af klubben. Det var en gyde, nok bag klubben, som lugtede af olie. Jeg kunne se vejen for enden af gyden, nok 50 meter væk. Han stoppede op og trak mig helt hen til ham. Det var helt mærkeligt at komme ud fra den høje musik og den tunge luft, jeg blev helt svimmel.

"Er du okay? " spurgte han, mens han lagde armene om mig. Det gjorde mig utryg, og angsten kom, men det var som om noget andet kom op. Hovedpinen, angsten og den forfærdelige kvalme. Jeg nåede ikke at svare ham, inden jeg allerede havde brækket mig ud over ham og mig selv. Han sprang væk med et forfærdet blik, men det gjorde mig bare lettet. Endelig slap han mig.

"Din klamme so! " råbte han og så vredt på mig, næsten som om han ville dræbe mig. Han gik hen til mig, men jeg havde ikke mere energi til at gå væk eller noget. Han slog mig i ansigtet, så jeg faldt ned på asfalten, den kolde, hårde asfalt. Efter det trampede han ind i klubben igen, mens jeg lå der.

Da han var gået, blev der stille, men Jeg kunne stadig høre musikkens rytme inde fra klubben. Jacob dansede sikkert derinde med Daniella. Han havde helt sikkert glemt mig, ligesom alle andre. Jeg fortrød det, at jeg tog med Jacob til den her klub. Hvorfor gjorde jeg det overhovedet? Var det for at glemme eller for at flygte? Hvad mon mor laver nu? Hun er sikkert derhjemme, sammen med sin nye familie, og hygger. Hun kæler nok Sara, som leger med sine dukker på gulvet, mens Hans holder armen omkring hende. Det gjorde ondt. Selvfølgelig gjorde det ondt i mit ansigt, der hvor den fulde mand havde slået mig. Hovedpinen var ikke væk, og den hårde asfalt gjorde ondt på kinden. Men det var ikke det, der gjorde mest ondt. Det var, som om nogen stak mig i brystet, som et spyd igennem mig. Er det hjertesorger, som folk kalder det? Det vidste jeg ikke, faktisk var jeg ligeglad med det, med alt. Alle var alligevel ligeglad med mig, så hvorfor skulle jeg så ikke være det? Jeg var træt og lukkede øjnene, mens jeg lå på asfalten i en gyde jeg ikke kendte.