Det bedste er at vågne ved din side,
at indånde din berusende duft
og at mærke varmen fra din gavmilde krop.
At forsvinde ind i dit hemmelige smil,
der dækker over nattens vildskab
og at tro, at du drømmer om mig.
Det bedste er at du er min.
Det bedste er når du holder om mig,
når du er et brutalt dyr
og når du med længsel og lyst elsker mig.
Når du forvandler dig
og når du blomstrer i mig.
Når du slår dine gyldne øjne op
og kigger på mig.
Det bedste er at du er min.
Det værste er, når du kysser mig på panden.
Når du smiler til mig, men tænker på en anden.
Når du samler dit tøj
Og når din kløftede tunge smigrer mig uden kvaler
og du aflægger fantastiske løfter.
Jeg hader dig hver gang du går din vej!
Det værste er, at selvom jeg er din,
tilhører du aldrig rigtig mig.