Jeg er øm i begge skuldre på grund af min taskes vægt, da den endelig ruller forbi og stopper op. Jeg er hurtig, først fremme, lederen, og med mig i spidsen trænger vi igennem den smalle åbning.
   Et lidet bekendt ansigt møder mig. Solbriller og skægstubbe, mørk hud, tykke læber, sixpence. Det er et ansigt der udstråler stor grundlæggende styrke, en stammehøvding sat i uvante omgivelser. Et ansigt der ikke viser interesse, ikke engang da jeg viser kortet frem og skaffer mig adgang.
   Jeg vender opmærksomheden, og nu er der mange flere og ukendte ansigter. De fleste er sløve, ikke nærværende, de interesserer mig ikke synderligt, men så ser jeg et, der gør. Det er ungt, feminint og yndefuldt, og selv om du heller ikke er nærværende lige nu, betager du mig stadigvæk. Jeg er interesseret i, hvor du er henne. Der er et diktatur i min krop, som jeg ikke har kontrol over. Det dikterer mig til at handle, men samtidig stritter det voldsomt imod, og jeg er i vildrede. Konflikten paralyserer mig, hvilket får situationen til at spidse til, for jeg er også i tidsnød. Til sidst tvinger jeg mig selv ud i det, og det føles unaturligt og akavet, jeg fortryder, men så vender du din opmærksomhed mod mig, og den er en rensende bølge, der skyller al mit ubehag med sig. Du smiler, og du indtager mig. Jeg træder ind i den nye scene. Du er endnu smukkere tæt på.
   Vi udveksler hilsner, og så afventer du mig. Jeg spørger ind. Jeg vil indkredse dig. Hvor var du henne lige før? Du virker forvirret et øjeblik; dine øjne spørger mine. Så samler du tankerne og fortæller om en film, der har rørt dig. Det er en film, jeg aldrig har hørt om, så jeg opfordrer dig til at fortælle mere. Jeg lytter opmærksomt på din tale om filmens plot og hovedpersoner, og på sin vis interesserer det mig, men hvad der interesserer mig endnu mere er dine læber. Deres bevægelse gør mig opmærksom på dem, når du taler. De er røde, selvom du ikke har læbestift på, og fyldige. Jeg har lyst til at lade min tommelfinger glide langs med dem, føle deres bløde overflade, se teksturen reagere på trykket. Bag dem kan jeg ane din tunge og dine tænder, når du smiler. Du har fregner. En nuttet næse. Levende øjne.
   Så gætter jeg pludselig på dit navn, og det er både fjollet og forkert. Du griner med hovedet på skrå. Giver mig en chance mere. Mit opfølgende gæt er også forkert, sammen de fire andre jeg når at komme med, før scenen skifter igen.
   Der er ikke fuldt ud plads til min termokande i tasken, 1/3 af den stikker op. Det er en termokande af høj kvalitet (Thermos Light and Compact), og den har stor funktionel værdi for mig. I denne verden er der dog nogle, der ikke har nemt ved at unde andre hjælpemidler af så høj kvalitet og værdi, og det er ikke ualmindeligt at jeg modtager flere misundelige blikke på en dag, hvor andre menneskers termokander svigter på alle de punkter (utæthed, tyngde, ubehjælpsomhed, dårlige til at holde på varmen), hvor min leverer.
   De to unge knøse spotter sikkert den cylinderformede genstand i rustfrit stål på et tidligt tidspunkt, de har et øje for kvalitet og værdi, og de tør føre nogle af de ideer, der hos det gennemsnitlige menneske aldrig bliver til andet end fordækte fantasier, ud i livet. Jeg er optaget af dig, men jeg ser en flimren af bevægelse ud af øjenkrogen og hører lyden, da den ene dykker ned, griber fat og hiver termokanden op og ud af mit ejerskab. Jeg står på bagbenene. Jeg ser det som et overgreb på min person, og hvad der gør det endnu mere ubærligt er, at du sidder ved af mig og overværer det. De to knøse er en majoritetsalliance med fast greb om min termokande, men jeg går til modangreb alligevel, jeg ser ikke andre valgmuligheder. Jeg spørger dem på hårdeste og mest uforsonlige vis, hvad de foretager sig, modtager ikke noget svar, de er upåvirkede og griner selvtilfredse til hinanden. De ukendte ansigter omkring os bliver pludselig mere nærværende. Selv de, der ikke overværede tyveriet af min termokande på første hånd, stykker hurtigt scenen sammen, og de kan genkende den, men gør ikke noget for at påvirke den. De er passive observatører, selvom jeg kan fornemme, at de i deres stille sind er på min side af sagen.
   Næste skridt må være fysisk omgang med tyveknægtene, men jeg er modvillig overfor den ide. Jeg ved, at det vil føre mig ind i en ny og tilspidset scene, og at jeg ikke vil kunne komme tilbage igen. Men situationen er ulidelig og ydmygende, og jeg finder et stærkt, instinktivt ønske i mig selv om at tilbageerobre min ejendom og derved imponere dig. Jeg griber uden varsel voldsomt ud efter termokanden, og knøsen når kun lige akkurat at få den uden for min rækkevidde. Giv mig den så, snerrer jeg; jeg er en hulemand i retfærdig kamp med en usympatisk modstander, raseriet bygger sig op inden i mig, og det føles bedre, end jeg kunne have forestillet mig. De to griner til hinanden igen. De har nu stillet sig på hver sin side af mig. Tyven med min termokande vil have mig til at bede pænt om den, og den anden samtykker. De søger at ydmyge mig og såre min stolthed. Jeg nægter naturligvis og forklarer dem på fornuftig måde, at de uden ret har taget min termokande, min ejendom, og at de skal aflevere den tilbage med det samme, hvorefter vi kan glemme hændelsen, lægge den bag os, men i virkeligheden har jeg ikke lyst til hverken det ene eller det andet, jeg har lyst til at nedlægge dem, sejre; de skal smage nederlagets bitre prikken på bagerste del af tungen og føle ydmygelsens svigen. Og de lytter da heller ikke et sekund på min forklaring; i stedet bliver termokanden kastet over mit hoved fra den ene til den anden, før jeg kan nå at reagere.
   Jeg befinder mig nu uvilligt i smøreklatleg med de to tyveknægte, og de er gode til den. De finter og snyder med hurtige bevægelser og får gang på gang sendt termokanden af sted til den anden, uden jeg når at afbryde dens bane. Jeg styrter frem og tilbage mellem dem som en rasende tyr kun med øje for termokanden, mens deres latter nærer mit raseri, får det til at vokse til uanede højder. Legen fortsætter i flere rædsomme minutter. Folk omkring ryster på hovedet og kommer med lavmælte kommentarer, men ingen griber dog ind. Nogle forsvinder, nye kommer til, hele tiden fornemmer jeg, at ingen vil blandes ind i konflikten, og legen stopper først, da jeg endelig får grebet termokanden i luften efter et lidt sløvt kast fra den ene tyveknægt. Hans ansigtsudtryk skifter fra overrasket til skuffet til agtsom.
   De afventer mig, men jeg er kommet i tanke om noget, der får mit raseri og min hævntørst til at forsvinde som dug for solen. Jeg vender mig om. Et voldsomt stød slår gennem min krop, en trykken for brystet, jeg taber vejret. Du er væk.
   Det er som om, jeg er blevet bedøvet. Jeg er ikke opmærksom på min krop, på mine omgivelser, mit hoved et tømt for tanker. Jeg står helt stille og stirrer ned i en slags trance med termokanden knuget i højre hånd. Det er først, da det går op for mig, at tyvene er ved at forlade scenen, at jeg kommer i bevægelse igen.
   Jeg følger efter dem, og de lægger ikke mærke til det, for jeg er opmærksom på ikke at gøre opmærksom på mig selv. De fryder sig over deres oplevelse med mig, kommenterer den og genfortæller den for hinanden. Jeg kommer aldrig til at se dig igen.
   Umærkeligt forkorter jeg konstant afstanden mellem os, jeg tilpasser mine skridt efter deres. Jeg er opmærksom på termokandens tyngde i min hånd. Det er høj kvalitet, rustfrit stål.
   Til sidst er jeg tæt nok på.