Bilens hjul knaser i gruset, mens vi kører gennem skoven. De mørke træer ruller forbi på den anden side af bilruden og skaber grå striber i det lyse, solglimtende glas. Jan trommer på rattet, mens han fløjter, og tonerne fylder den indelukkede luft. Rita presser læberne sammen. Hendes røde negle klikker mod instrumentbrættet. Et øjeblik tror jeg, hun vil sige noget, men hun drejer bare hovedet og ser ud på omgivelserne, der glider forbi.
   Efter nogle minutter standser bilen. Jan ser tilbage på mig og smiler.
   "Så er vi her."
   Jeg åbner døren og springer ud. Foran mig ligger sommerhuset. Selvom det er flere år siden, jeg har været her sidst, har det ikke forandret sig det mindste. Jeg sætter i løb op mod hoveddøren og er lige ved at snuble. Nu hvor jeg er kommet tættere på, kan jeg se, at det alligevel ser en anelse anderledes ud. Malingen på huset er begyndt at skalle af, og de små, røde flager er drysset ned på de falmede brædder på verandaen. Bag mig hører jeg bagagerummet blive åbnet, og kort efter kommer Jan slæbende med vores kufferter. Han puster svagt, men det lykkes ham at bære dem alle sammen i favnen på én gang. Rita træder hen ved siden af mig og stikker nøglen i låsen. En strøm af støvkorn hvirvler ud af døren, da hun åbner den. Hun rynker på næsen.
   "Hvor lang tid er det, siden I var her sidst?" spørger jeg.
   "Omkring et år."
   "Hvis det var mit sommerhus, ville jeg tage herud hele tiden."
   Jeg elsker sommerhuse, også selvom det eneste, jeg har været i, er Rita og Jans. Da jeg var mindre, plejede min mor og far at tage mig med herud på ferie og sommetider i weekenden, hvis de havde tid. Vi spillede kort, gik ture på stranden og badede, hvis vandet var varmt nok. Da min mor foreslog, at jeg kunne bo hos Jan og Rita nogle uger i sommerferien, blev jeg så glad, at jeg hoppede rundt i køkkenet af glæde.
   Jeg ved ikke, om Rita hører mig, for hun er allerede trådt ind over dørtærsklen. Jeg følger efter hende. Ét efter ét inspicerer jeg de mange rum i huset. De ligner alle sammen sig selv. Mit soveværelse virker dog til at være mindre, end det plejer. Jeg siger det til Jan, der smilende ryster på hovedet. Inde i det andet soveværelse med den store dobbeltseng finder jeg en potteplante, skjult bag nogle gardiner. Den er helt vissen, og synet af de krøllede, brune blade gør mig ked af det. Da jeg spørger Rita, om det vil hjælpe at vande den, ser hun skeptisk på mig over kanten på sine solbriller.
   Vi bruger resten af dagen på at pakke ud. Om aftenen sidder vi ude på verandaen og griller. Jan vender en bøf på Weberen og siger, at han har tænkt sig at male huset om nogle uger. Rita nikker bare og betragter solen, der er ved at gå ned. Efter vi har spist, er lyset forsvundet ned bag horisonten, og himlen er drænet for farve. Rita og Jan siger ikke så meget, så efter nogle minutter går jeg ind i stuen og sætter mig foran fjernsynet.
   De følgende dage er der meget varmt, så vi tager ned til stranden for at bade. Jan stormer som regel ud i bølgerne, brølende som et vildt dyr. Det får mig til at grine.
   Selv er jeg meget mere forsigtig. Når jeg skal ud i vandet, går jeg meget langsomt. De våde, kølige skvulp mod mine ankler får det til at gyse i mig, men på en god måde, og jeg ender for det meste med at gå lidt længere ud, end jeg egentlig tør. Jeg forstår ikke, hvorfor Rita altid holder sig inde i strandkanten. Hun står og skraber med fødderne i det tørre sand, mens hun ser på os. Jeg vinker til hende, men hun ser det ikke.
   Omkring en uge senere da vi sidder ude på verandaen, begynder Rita at snakke om haver. Hun vil have én herude i sommerhuset, siger hun.
   "Jamen plejer du ikke at sige, at det er umuligt at få noget til at gro her?" spørger Jan.
   Rita er ligeglad. Hun vil have et bed i den lille lysning tæt ved huset. Tidligt næste morgen kører hun ind til byen og køber en sæk med gødning og tre potter med roser i forskellige farver. Hun begynder at grave ud til bedet. Hun sveder, mens hun arbejder, og hendes pande glinser i middagssolen. Jeg sidder på den mosdækkede græsplæne og iagttager hende, mens jeg indimellem tager en slurk af mit glas med hindbærsaftevand. Til sidst er alle roserne kommet i jorden.
   Jan sniger sig op bag mig og begynder at kilde mig, og jeg griner og spilder saften ud over min kjole. Hans skægstubbe prikker mig i ansigtet, da han løfter mig op og snurrer mig rundt. Efter et stykke tid bliver jeg nødt til at bede ham om at sætte mig ned, fordi jeg er ved at blive svimmel. Han gør, som jeg siger, og vi går hen og ser på de nyplantede blomster.
   Rita har rejst sig fra bedet. Hendes hænder er smurt ind i fugtig, mørk jord. Jan kaster et blik på roserne.
   "De er flotte," siger han.
   "Synes du det?"
   "Ja. Men du må sgu selv huske at vande dem fremover. Jeg gider ikke havearbejde."
   Den aften kan jeg høre dem skændes inde på den anden side af væggen. Hvad de råber om, kan jeg ikke høre, men de bliver ved i flere minutter. Til sidst smækker fordøren med et brag, og nogle sekunder senere farer to gule striber hen over væggen inde på mit værelse. Det gibber i mig. Bilen er blevet startet. Dens motor knurrer, mens den bakker ud af indkørslen. Jeg ligger stille og spænder i hele kroppen, mens lyden af den forsvinder. På den anden side af væggen kan jeg høre Rita græde.
   Det første jeg gør, da jeg vågner næste morgen, er at kigge ud af vinduet. Bilen holder det samme sted, som den gjorde i går. Det er, som om den ikke har været væk.
   Jeg går ud i køkkenet for at tage mig noget morgenmad. Rita står derude og er i gang med at pakke en kurv. Hun spørger, om jeg vil med på stranden.
   "Skal Jan ikke med?"
   Hun ryster på hovedet og siger, at Jan sover længe i dag.
   Vi begiver os gennem skoven. Det gør ikke noget, at vejen til stranden er lang, for vejret er godt, og jeg føler mig glad. Jeg har næsten glemt det, der skete i nat. Solen svøber nåletræerne i et mildt lys, og stien er dejligt blød. Jeg har det, som om jeg kan mærke de spirende rødder under mine fødder.
   Snart når vi ud på den anden side af skoven, og stranden ligger åben foran os. Rita breder et tæppe ud i sandet, og vi sætter os på det og spiser morgenmad. Bagefter går jeg ud for at bade. Jeg plasker gennem vandet, mens saltet svider i mine øjne, og tangen kilder mig under fødderne. Sådan får jeg flere timer til at gå, og jeg stopper først, da Rita kalder på mig. Hun råber, at det er ved at blæse op.
   Jeg opdager, at jeg rent faktisk fryser en smule. Jeg har været så optaget af at svømme rundt, at jeg ikke har lagt mærke til det før nu. Mørke skyer er på vej ind over stranden. Jeg skynder mig ind på land til Rita, som lægger et håndklæde over mine skuldre. Vi begynder at gå hjemad.
   På vejen tilbage plukker vi hyben. Rita giver mig et stykke køkkenrulle, som jeg gemmer frugterne i. Vi får samlet en stor håndfuld. Mange af dem er ikke helt modne. Pludselig får jeg øje på et svulmende, rødt bær midt inde i busken. Jeg stikker armen derind, men kan ikke nå det. Stædigt bliver jeg ved med at prøve og skubber de mange kradsende stilke til side. Efter flere forgæves forsøg lykkes det mig endelig at få fat på det. Med et stolt smil vender jeg mig om for at vise den lysende røde frugt til Rita, men jeg kan ikke få øje på hende. Jeg kalder på hende et par gange, men der kommer intet svar. Måske er hun gået i forvejen. Jeg løber hen ad stien, men jeg kan stadig ikke se hende nogen steder. Det er lige meget. Vi har gået vejen sammen så mange gange i løbet af de sidste uger. Jeg kan sagtens finde hjem selv.
   En skygge sænker sig over stien, og jeg trækker håndklædet tættere ind til kroppen. Det blæser kraftigere nu, og granerne suser mod den mørkeblå himmel. Jeg sætter tempoet op. Et par fugle letter i udkanten af stien, da jeg løber forbi dem. De skræpper hæst og forsvinder flaksende mellem de krogede træer. Stien deler sig, og jeg kan ikke huske, om vi plejer at gå til højre eller til venstre. Jeg står og tænker over det i nogle minutter og vælger så at gå til venstre.
   Vinden hyler mellem stammerne. Nogle meter fremme ser jeg en træstub, jeg mener at kunne genkende, men da jeg kommer tættere på, bliver jeg alligevel i tvivl. Stien forgrener sig igen, og jeg går endnu engang til venstre. Jorden under mig begynder at skråne, og jeg går nedad i et stykke tid, før stien igen flader ud. Træerne står og luder ind mod hinanden. Mellem deres stammer ligger høje, sorte tuer. Mine fingre knuger om det sammenfoldede stykke køkkenrulle i min lomme. En følelse af panik spreder sig i min mave. Det er ikke den samme sti, som vi plejer at følge, det er helt sikkert. Jeg må være gået forkert. Men det betyder ikke noget. Hvis bare jeg bliver ved med at gå, skal jeg nok nå ud på den anden side af skoven på et tidspunkt.
   Jeg vandrer på den dunkle sti i hvad der føles som flere timer, men intet forandrer sig. Det er, som om skoven har lukket sig om mig. Tung i kroppen af håbløshed sætter jeg mig ned på jorden. Jeg finder hybenfrugterne frem og opdager, at jeg er kommet til at mase dem. Saften er sivet gennem køkkenrullen og klistrer til mine fingre. Den dufter sødt.
   Et sted inde bag træerne hører jeg noget røre på sig. Jeg rejser mig op og stirrer ind mellem stammerne. Der er noget, der nærmer sig. Et dyr, tror jeg. Jeg kan ikke se det, men jeg kan høre det snerre gennem mørket. Lyden bliver højere, og jeg får et glimt af et par lysende gule øjne. Forskrækket taber jeg bærerne på jorden.
   Dyret springer ud af skoven og lander på stien, men jeg når ikke at se det. Jeg har allerede vendt mig om og er på vej væk fra det. Jeg løber så hurtigt, jeg overhovedet kan, ude af stand til at få vejret. Bag mig dundrer dyrets poter mod jorden.
   Jeg ændrer kurs og løber ind mellem træerne. Mit hjerte banker hårdt i mit bryst. Grannålene stikker mod min hud, og grenene pisker mig i ansigtet, mens jeg løber gennem skoven i et forsøg på at ryste dyret af. Men det må have fået færten af mig, for jeg kan hele tiden høre det lige bag mig. Jeg snubler over en rod, og mit knæ hamrer mod noget skarpt. Det må have været en sten. Jeg kommer på benene igen og styrter fremad. Mine sandaler synker ned i den bløde jord. Jeg bevæger mig langsomt og klodset. Dyret haler ind på mig, og dets kæber snapper tæt ved mine ankler, mens jeg vælter gennem buske og sammenfiltret græs. Jeg skriger, da jeg mærker sømmen på min kjole blive flænset. Dyrets kløer borer sig gennem stoffet, og jeg vælter og tumler gennem skovbunden, uden at sanse andet end min egen rædsel.
   Jeg er for udmattet til at flygte mere, så jeg klemmer øjnene i og venter på, at det uundgåelige skal ske. Smerten dunker gennem mit knæ. Jeg må have slået hul på det, for jeg kan mærke blod løbe ned ad mit ben. Min krop er stiv af skræk, og jeg ligger musestille og venter og venter, men intet sker.
   Til sidst åbner jeg øjnene. Mit åndedræt forlader mine læber i et halvkvalt gisp. Dyret er væk. Jeg spejder ind mellem træerne, men kan ikke se noget spor efter det. Det går op for mig, at jeg ligger midt på stien. Et stykke borte er der én, der råber mit navn.
   Jeg sætter mig op og besvarer råbet. Efter nogle sekunder runder Jan hjørnet på stien. Jeg begynder at græde, da jeg ser ham. Han sætter i løb hen mod mig.
   "Vi har ledt efter dig i timevis," siger han.
   Jeg kan ikke sige noget, men bliver bare ved med at græde, mens han trykker mig ind til sig. Han siger, at vi må skynde os hjem til Rita. Hun er ude af sig selv. Jeg nikker stumt og børster jorden af min kjole. Tårerne føles kolde på mine kinder.
   Min hånd hviler rystende i hans, mens vi går hjemad.