Endnu en gang var det tanken om kaffe, som fik mig ud af sengen; Ikke tanken om arbejde, ikke tanken om at tjene til føden, ikke engang tanken om det friskbagte formbrød, som jeg ville tage ned og hente i den lokale bager. Tjæresort, skoldhed kaffe, der brænder alt på sin vej ned i mavesækken, som allerede er fyldt med mavesyre og sår. Jeg er ikke engang nået til toppen endnu, men allerede nu er jeg fuldstændig sat tilbage af stress, men ingen mennesker fungerer jo normalt nu om dage? Alle kører rundt i deres lettere miljøvenlige biler; jo mere miljøvenlige, jo større ego. Udover det, så er alle kun fokuseret på karriere. Mændene har skjorte og slips, og kvinderne har skjorte og to knapper åbne. Jeg tillader mig altid i mit eget lukkede forum, at kalde det en androgynisering, for mændene og kvinderne har næsten det samme tøj på. Derefter går de ud og har stort set de samme jobs; dog ikke i bestyrelserne, for kvinderne kan ikke rigtig vinde indpas dér. Det er som om, de ikke er lige så gode til at have en høj cigar omkring et ovalt bord. Kvinderne kan håbe på at få en godt job hos en direktør, hvor hun skal tage telefonen, se glad ud hver gang direktøren går forbi, og når han en gang i mellem har været i fejde med konen i noget tid, måske lige trøste ham lidt. Men jeg kom fra kaffen.
   Jeg ved ikke, hvad der er med kaffe, men for mig, er det som om, at det er det eneste, der kan motivere mig til at gøre noget. "Hansen, der er bud efter dig i konferencelokale tre!". Mit svar er altid: "Jeg henter lige en kop kaffe". Det er ligegyldigt, hvor snart de siger, at de skal bruge mig. Hvis jeg ikke får en kop, nogle gange en spand, sort kaffe med, så ligner jeg en omvandrende nærdødsoplevelse. Når jeg har min kaffe, så går jeg til gengæld ned på kontoret, løber måske endda, for der er jo fart på i erhvervslivet og hvis man ikke følger med, så kan man lige så godt hænge slipset og skjorten derhjemme og tage sin ensfarvede supermarkedspolo på. Når man kommer ind på kontoret, er det som at gå ind i et parallelt univers, hvor huden er skræddersyet og fødderne er lavet af det fineste læder og går ud i en spids. Hovederne er ens på hele flokken, da de er glatbarberede i ansigtet og de har alle det samme korte hår. Der er ikke et hår på det hoved, der sidder forkert, ikke engang øjenbrynene, som de eller deres trofækoner har plukket, så de ser naturlige ud, men dog stadig uden nogen afstikkere. Når man kommer ind i lokalet, kommer der altid en kommentar, der er lige sjov, ligegyldigt hvor mange gange den høres: "Nå, så kunne du være her!". Fingeren peger på en hver gang, og hver gang hænger fingeren der, indtil man laver det obligatoriske grin og hovedrysten. "Du kaldte, jeg kommer... på et tidspunkt", plejer jeg at sige, og den plejer at falde i god jord, da chefen altid griner højlydt, grynter en smule, og retter på den strømlinede brille. Vi sætter os alle ned, da jeg altid er den sidste, der kommer, og vi starter med at tage en stor slurk af vores kaffe, for først derefter kan man snakke om det, man virkelig burde snakke om: outsourcing! Det er det, det hele handler om i min branche. Hvor kan vi billigst få vores produkt ud til de betalende kunder? "I Indien har de vist en lav skat, så der kan vi få det lavet, og give en lavere løn til vores ansatte. I Danmark er skatten pissehøj, og danskerne er sgu aldrig tilfredse!". Vores produkt vil aldrig blive lavet i Danmark, og hvorfor? Fordi danskerne kræver for meget. Lægen skal være gratis, sygehuset skal være gratis, tandlægen koster for meget, bilerne er for dyre, slik er for dyrt... Altså hvis man vil alle disse ting, så få dog fingeren ud af røven, få et skræddersyet jakkesæt på, nogle fine italienske sko på og et slips, som chefen ikke har på og kys røv hele vejen til toppen.

Jeg plejer at sige, at jeg ikke lever for at arbejde, men at jeg arbejder for at leve, men lever jeg efterhånden? Jeg står op ved tanken om kulkældersort kaffe, arbejder ti timer om dagen, hvor jeg får drukket ti kopper kaffe, kommer hjem og flader ud på en sofa, hvor jeg ser et afsnit af den serie, som jeg følger med i den givne aften, og så falder jeg i søvn i sofaen, som også er min seng. Jeg havde en seng engang, men jeg brugte den ikke rigtigt til noget, så den blev solgt, og så købte jeg fladskærm og sofa til det værelse, på trods af, at jeg også havde det i et andet værelse, men hvis jeg så bliver træt af at spise, sove og se tv i det ene værelse, så kan jeg bare gå over i det andet. Det er et meget smart system, og det er endnu ikke lykkedes mig at være træt af begge værelser på samme tid.

Kaffen glider ikke ligefrem ned her til morgen. Jeg synes, den er usædvanligt tyk og sort. Det er som om, at hver gang jeg tager en tår, så sluger jeg en lidt for stor søløveunge og denne søløve har modhager. Hele vejen ned i maven tænker jeg bare, at den kommer op igen, men det gør den ikke. Det er dog ekstremt ubehageligt, men den bliver klemt ned, for ellers kommer jeg jo ikke nogen steder. Efter jeg har drukket min kaffe og mine to stykker franskbrød med ålerøget spegepølse, så tager jeg morgenkåben og underbukserne af og går i bad. Da jeg går ind under bruseren, føler jeg dog på ingen måde, at jeg bliver renere af det. Når jeg kigger ned af min krop, så føler jeg, at det er sort, det der løber ned af mig. En masse mørke bække, der løber i dalene mellem alle de store bakker. I horisonten er der dog en stor statue eller lignende. Den står lige op i vejret og den er så tæt på, at jeg tror, at jeg kan røre den, men den er så langt væk, at jeg ikke gider at række ud, så jeg sæber mig bare ind, og lader bækkene tage alle de rene bobler ned i dybet. Jeg slukker for hanen og synes egentlig, at det var et mærkeligt bad. Som om, at badet ikke kunne gøre mig ren. Jeg har dog en deodorant, som kan få mig til at lugte godt.
   Jeg kigger ud af mit værelse og ser på mit vrag af en bil; eller et vrag er det selvfølgelig ikke, men jeg skulle købe en bil af det rigtige mærke, og den eneste jeg havde råd til, var en lille grim bil med høj røv. Der kan være fem personer i den, siger de, men for fanden da, de tre omme bagi har fandeme ingen plads. De to foran skal også være i familie med pygmæer og have noget af deres blod i sig, for ellers går det sgu helt galt. Hvis en person i normal højde skal kunne køre bilen, så er der i hvert fald ikke plads til, at der kan sidde en person på den side af bagsædet. Bilen bliver jo aldrig fyldt op alligevel, så det har egentlig ikke været et problem, men hvis man virkelig ville, så kunne der måske være en person eller to mere i.

Jeg tager en skjorte på og derefter bukserne, så skjorten nemmere kommer ned i bukserne, og så skal jeg til at vælge slips. Hvis bossen har det samme slips på, så er forfremmelsen væk, men det skal heller ikke være for spraglet og mærkeligt, for så er man jo mærkelig og en mærkelig fyr kan ikke få en forfremmelse; det giver sig selv. Jeg tager det slips, der er sølv og sort i diagonale striber. Måske skulle jeg tage to andre slips med, bare for at være på den sikre side? Hvorfor tænker jeg to? Åh, jeg skal være der om tyve minutter! Jeg har sgu lidt travlt lige nu. Jeg skynder mig at tage et helt sort slips og et grønt slips med. Det grønne slips har ikke været luftet i noget tid, så jeg tænker, at det er nu, at det skal med. Som reserve godt nok, men måske tager jeg det på en dag.
   Jeg kigger på klokken igen... Kæft, jeg skal til at komme afsted! Jeg skal dog lige bruge tandtråd og børste tænder først. Jeg har nemlig oplevet en gang før, hvor jeg ikke havde brugt tandtråd om morgenen, men der sad noget mellem to af mine tænder fra aftenen før, og selvfølgelig blev der lagt mærke til det og næste dag fik Jochumsen forfremmelsen. Ikke denne gang, nej, fandeme nej, ikke denne gang. Jochumsen sidder også med ved bordet, når vi har møder. Han er over mig i hierarkiet, efter han blev forfremmet, og der er snak om, at han måske snart blive forfremmet igen. Jeg var ude og drikke øl med ham engang, og han kan jo slet ikke håndtere situationer, der ikke foregår inde i konferencelokale tre. Han hører tydeligvis hjemme to steder: På hans kontor og i konferencelokale tre. Han har en assistent, som han nogle gange beder komme ind på kontoret. Så råber de lidt meningsløst ind i hovedet på hinanden henover skrivebordet, og så smutter hun ud igen. Af en eller anden grund, så sidder hendes hår aldrig helt rigtigt bagefter. Han har den samme assistent, som da han var på samme niveau som mig, og ja, jeg har da også en assistent, som laver det kedelige arbejde for mig, men hun er ret kompetent, så jeg ser ingen grund til at råbe af hende, og hun råber ikke mig ind i hovedet, fordi jeg ikke gør det på hende. Det er da sådan, at man skal være overfor sine underordnede. Det er jo helt galt, hvis de råber af hinanden hele tiden. Hvorfor har han hende så stadig ansat? Ja, hvem ved?

Bilen har lidt svært ved at starte selv om den i to år har bragt mig til og fra arbejde uden de store problemer. Den får sig dog hostet i gang og så er jeg på vej. Radioen er tændt på 'snakkekanalen', som jeg plejer at kalde den. Hvis nogen fra arbejdet finder ud af, at man hører musik på vej til arbejde, så er den gal, for det er ikke noget vi (os i jakkesæt) gør. Jo, vi tager til koncerter og den slags, hvis vi har fået VIP-billetter, hvor der hører buffet og champagne med, men ellers er musik ikke for os. Jeg ville ellers gerne tage til en god hip-hopkoncert, men prøv at tænke sig, hvis en mand, undskyld, en hvid mand i et jakkesæt stod til en hip-hopkoncert og hoppede hipt, mens håndtegnene føg rundt i luften og stod og rappede med på de tekster, der har så fandens mange bandeord, at de får en dranker til at lyde som et børneprogram. At tænke sig!
   Jeg er ikke langt fra arbejdet nu, og jeg har to minutter. Jeg ved, at dette lyskryds er det tredjesidste inden jeg er der, men der er selvfølgelig rødt. Jeg holder og ser alle bilerne, der bare kører på tværs af, hvor jeg er. Jeg holder stille, mens hele verden kører foran mig. Foden er på speederen og hånden er på min lukkede termokop, som jeg bringer op til munden. Efter jeg har taget endnu en modbydelig tår, så træder jeg på speederen og kører ud i krydset. Bilerne fra de andre retninger truer mig ikke, og hvis de dytter, så hører jeg det ikke. Jeg kan svagt høre et hvin fra nogle hjul, der bliver blokeret af bremsen, men det ligger altsammen bag mig nu. Jeg ser dog noget komme imod mig, ikke fra siden, men forfra. Det lyser lige så stærkt som solen, og jeg bliver blændet af hvad end det er. Det kommer tættere og tættere på, men det kan lige så godt være, fordi jeg kører imod det, men pludselig så går forruden i stykker. Jeg klodser bremserne, og tænker slet ikke over, at jeg er mellem to baner på en af de mest trafikerede veje i hele byen. Jeg kigger over på passager-sædet ved siden af mig, hvor jeg bliver blændet endnu en gang, da hvad det end var stadigvæk er så lyst, at jeg ikke kan kigge direkte på det. Jeg har nogle solbriller i handskerummet, som jeg skynder mig at finde frem. Da jeg får dem på, gør det stadig ondt at se på, men jeg kan nu se, hvad det er.
   Jeg vælger at trille hen til kontoret på trods af, at der er et stort hul i min forrude. Hvad skulle jeg ellers gøre, sidde og vente på nogen? Hvem skulle det være? Jeg kører op til det sidste lyskryds med vinden i håret og glasskår i skødet og i kaffen, så hvor den før var forfærdelig at drikke, så er den nu rent faktisk udrikkelig. Jeg holder i drejebanen og kommer i tanker om, at det ikke var denne vej, jeg skulle dreje.
   Jeg har ikke noget kaffe.