Det var engang en gammel spritter, der levede hele sit liv på en bænk ved søen. Byens borgere så ned på ham. Hånede ham endda verbalt. Det var normalt accepteret i det lille samfund. Enkelte spyttede også efter ham, nogen endda på ham, og byens borgmester kaldte ham: "En simpel mand, uden mål med livet!" Den eneste, der var god imod ham, var byens unge skøge, Linda, som holdt meget af at sidde om morgenen, og høre ham fortælle beretninger fra sit liv. Spritter-Svend, som folk i byen kaldte ham, elskede at fortælle. Især, når han mærkede, at folk hørte efter, og kunne lide, at han fortalte. Men, det skete, så at sige, aldrig længere. De få, der af og til kom, og bad ham om at fortælle, var som regel gået, inden beretningen var til ende.

Men en dag, en dag rejste Spritter-Svend sig fra bænken, så op mod solen og udbrød:
   "Fra i dag… fra i dag skal det være anderledes!!!! Jeg vil ud og finde den ægte, sande kærlighed!!!!"
   Han lod sin sidste bajer stå uåbnet, med et lille venligt brev til Linda, påhæftet med en elastik. Derpå begav han sig, med raske skridt, af sted, ud af byen…

Da han havde gået en halv times tid, og begyndte at få abstinenser mødte han to unge mænd, der gerne ville slå følge med ham. Den ene var spejder. Den anden forstander på et minnesotahjem. Spritter-Svend syntes, det var rart at have nogle at følges med, og gav dem straks lov.

Da de sammen havde gået lidt delte vejen sig. Her så de en dame, rystende af ælde, stå i vejkanten af den midterste vej, og tomle. De besluttede sig nu for at dele sig. Minnesotamedarbejderen gik først, ad midtervejen, hen til den ældre dame.
   "Undskyld!" sagde hun, "men ville De være så rar, at sige mig hvilken vej, jeg skal gå, for at besøge min datter?"
   "Aldrig i livet!" svarede minnesotamedarbejderen, "jeg har virkelig andet at tage mig til!" Derpå vendte han om, og gik mod vejen til højre for midtervejen.

Da Spritter-Svend og spejderen så at minnesotamedarbejderen forsvandt ad en anden vej, efter at have snakket med den ældre dame, blev de enige om, at spejderen nok skulle forsøge at hjælpe den ældre dame, så han forsvandt ad midtervejen til.
   "Undskyld!" sagde den ældre dame igen, "men ville De være så rar, at sige mig hvilken vej, jeg skal gå, for at besøge min datter?"
   "Årh, rend og hop!" svarede spejderen. Hvorpå også han vendte sig, men gik mod vejen til venstre for midten.

Da Spritter-Svend så dette, gik han selv mod midten, og spurgte:
   "Goddag frue. Hvad kan jeg hjælpe dem med?"
   "De ville vel ikke være så rar, at sige mig, hvilken vej, jeg skal gå, for at besøge min datter?" spurgte den ældre dame.
   "Nu kender jeg desværre ikke Deres datter, men jeg vil med glæde bære Dem, på min ryg, indtil vi finder Deres datter."
   Den ældre dame takkede mange gange, og satte sig til rette på Spritter-Svend's ryg.

Da Spritter-Svend havde gået femten dage, kom de til et lille hus. En ung kvinde stak hovedet ud af huset, og vinkede, da Spritter-Svend gik forbi.
   "Vær' sød at stoppe hér!" sagde den ældre dame. "Det er min datter, der vinker!"
   Spritter-Svend stoppede, og den ældre dame hoppede ned fra hans ryg. Hun knugede sin datter ind til sig, et stykke tid, og vendte sig så om mod Spritter-Svend med ordene:
   "Tak for hjælpen! Det var utroligt pænt af Dem. Som tak vil jeg forære Dem denne pakke med tyggegummi. Det er ikke en almindelig pakke, næh. Den som tager imod et stykke tyggegummi, fra denne pakke, vil straks blive forelsket i Dem."
   Spritter-Svend tog taknemmeligt imod pakken, og gik så videre ud i verden.

Efter en times gang, kom han til en bøssebar. Udenfor stod ti mænd og så fortvivlede ud.
   "Hvorfor ser I så fortvivlede ud?" spurgte Spritter-Svend.
   "Fordi nøglen til baren er blevet ædt af "Den onde orne Oskar". Simpelthen det dummeste svin i hele Verden! Og nu står vi her, og kan ikke komme ind at drikke, og score fyre!" svarede de ti mænd i kor.
   "Nå, ja det var jo ikke så godt!" indrømmede Spritter-Svend, "så må jeg vel hellere se at få talt Oskar til fornuft, ikke!?"
   "Han står lige derovre, det store svin!" var der én, der sagde.

Spritter-Svend gik over til ornen, der stod og rodede i jorden, et stykke fra baren.
   "Hvad er det, jeg hører?" spurgte Spritter-Svend ornen.
   "Ha!" gryntede ornen, "jeg har aldrig spist nogen nøgle. Jeg er uskyldigheden selv. Bare fordi, jeg kan tale, skal jeg pludselig have hele skylden. Sådan er det at være anderledes! Næh, de har som altid glemt, at de har tapet den fast til vinduesruden!"
   Spritter-Svend takkede for ornens hjælp, og gik tilbage til baren, og fandt nøglen. De ti mænd takkede mange gange, og gav Spritter-Svend en tom ølflaske. Én af dem forklarede:
   "Hvis du puster ned i den, vil du blive gift med den, der står foran dig!"
   Spritter-Svend takkede, men spurgte så:
   "I ville vel ikke gøre mig den tjeneste, at behandle Oskar ordentligt? Han er faktisk et venligt dyr!"
   Alle nikkede skamfuldt, og vinkede til ham, da han gik.

Da han havde gået i tyve dage, mødte Spritter-Svend endnu en gris. Den græd:
   "Jeg har fået en splint i trynen!"
   Spritter-Svend var ikke sen til at få fundet splinten, og få den ud af grisens tryne.
   "Tak!" smilede grisen, "jeg er soen Signe! Det vil sige, jeg hedder egentlig Leila Lee. Jeg er en fortryllet skøge. Min bror, der før hed Alfons Lee, bliver nu kaldt ornen Oskar."
   "Ham har jeg mødt!" smilede Spritter-Svend, "sødt dyr!"
   "Han trives med at være en gris, men det gør jeg ikke. Det er ikke let at komme til, for trynen, når man skal lægge makeup på, og det eneste, der kan gøre mig til menneske igen, er, hvis nogen forelsker sig i mig og gifter sig med mig, som den jeg er. Men, det sker jo nok aldrig," sukkede Signe.
   "Tja, hvis du vil tage til takke med en tidligere alkoholiker, som jeg, vil jeg da meget gerne gifte mig med dig!" smilede Spritter-Svend. Han gav soen Signe et stykke tyggegummi, og den tyggede gladelig.
   "Jo, tak. Jeg vil meget gerne giftes med dig!" smilede soen Signe glad.
   Straks tog Spritter-Svend flasken frem, og pustede i den. Det sagde "puf", og i samme nu, stod han og soen Signe foran alteret i en kirke. Præsten magtede absolut ikke at skjule sin forargelse. Han var helt hvid i hovedet, under hele ritualet. Han havde aldrig kendt mage til syndig handling! Og hvis det ikke var fordi, han var ansat af det offentlige, var han absolut ikke gået med til det. Ydermere gjorde han alt, hvad der stod i hans magt, for at sabotere bryllupsfesten bagefter. Næh, den slags tillod man sandelig ikke i hans ungdom!

Da de vågnede natten efter brylluppet, altså Spritter-Svend og hans hustru, var hun blevet til den smukkeste kvinde, man kunne se for sine øjne. Næsten lige så smuk som… øh… Vera Gebuhr! Og sød, ja! Spritter-Svend blev forelsket fra samme øjeblik, han så hende, og han havde aldrig siden problemer med at holde sig ædru. Og han levede lykkeligt med sin kone, der trak… på smilebåndet… hver gang han fortalte historier fra sit liv, til sine dages ende.