Kristoffer er vinavler. Tilmed en af verdens bedste. Men han er heller ikke kommet sovende til sin status.
   Hele processen bliver udført med den allerstørste præcision. Vinrankerne står linet op i kunstfærdige mønstre og i den bedste jord. Når høstsæsonen starter, befinder Kristoffer sig konstant i marken. Hver gang han har plukket syvogfyrre bær, spiser han nummer otteogfyrre. Så bliver han ikke sulten, mens han plukker, for han når at spise mange bær.
   Når samtlige bær er plukket, bliver de læsset over i en meget stor tønde; og så skal der trampes. Det får han altid hjælp til. Samtlige byens unge piger kommer og knuser de uendelige mængder af druer med deres bare hud. De danser og synger og elsker, alt sammen i en tilsyneladende vanvittig rus af tramp og skvulp og runde bevægelser.
   Endelig ender blandingen af druesaft og kropsvæsker på tønde i Kristoffers gigantiske vinkældre. Når han skal prøvesmage den nye vin, giver han den navn efter den kvinde, han kan dufte bedst i vinen. Det er dog altid et kælenavn, for byens mænd skal ikke vide, hvad der foregår på vingården, når deres kvinder er på arbejde. Men det viser sig gang på gang uden undtagelse, at den vin de forskellige mænd falder for, når den nye vin kommer ud i byens butikker, er vinen, der bærer deres kvindes kælenavn. Det ved de bare ikke.