Af og til, oftest, havde hun lyst til at lade sig synke ned. Dybt ned. Forsvinde helt i følelsen. Give efter for trangen til at skade sig selv. Selvdestruktiv.. Hun kunne egentlig godt lide ordet. Selv. Selvdestruktiv. Jeg gør det her selv. Af mig selv. For mig selv. På mig selv. Men ikke det selv man selv følte man var. Mod det selv man ikke ønskede at være. Mod det selv der kæmpede imod en. Mod det selv man ikke kunne holde ud. Mod kroppen der forrådte en ved konstant at udvide vægten. Og mod det der ikke lod sig kontrollere... Men hun holdt igen. Hele tiden denne "normale" facade.
De eneste hun misundte mere end de normale, var dem der havde det som hende selv. Dem der var syge. Rigtigt syge. Dem der fik medicin. Dem der "havde noget at ha det i". Selv svajede hun mellem indbildning og ønsket om at være syg. Det var ikke til at holde ud.
Hun kiggede på armen. Arrene var ikke så tydelige mere. Hun var for længst stoppet med at skjule dem. Ingen så dem alligevel. Ingen spurgte ind. Ingen interesserede sig. Eller turde tage ansvaret. Hun ville gerne opdages. Så længe hun kunne snakke sig ud af det. Men hun havde aldrig haft muligheden for at forsøge. Og who gives a shit anyway.
Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig?
Mit barn mit barn, hvorfor gør du ondt mod mine?


"Jeg griber fat om ting der er virkelige. Men de forsvinder mellem mine hænder og bliver en del af mørket. En del af den verden inden i glaskuplen der er mit liv".


Hun prøver at skære hul på bylden, men det eneste det efterlader, er endnu en rød streg. ingen forløsning. Ingenting kommer der ud. Og hun sidder tilbage og mærker hvordan det blot spænder endnu mere end før.

Hun er alene. Hun har altid været alene. Men pludselig føler hun sig også alene. Som om ensomheden pludselig har nået hende
Og hun sidder tilbage med...

intet.

"Jeg har ikke brug for jer mere. Jeg havde brug for at I havde brug for mig. Nu klarer I jer selv. Og jeg er efterladt med den tomme følelse af noget der engang var".


13. januar 2008
Sometimes I wished I died. Just so I could be loved and missed. if only for a while.
Hvis man aldrig har haft en far, søger man så fader figurer i sine kærester?

Og hvis man søger fædrerollen i en kæreste... hvad ender man så med at få?

Og hvor lang tid går der før man prøver at løsrive sig, som en forvirret teenager..?

Og kan man overhovedet nogensinde finde en der kan gøre en lykkelig?

Og hvis man finder en der gør en lykkelig, vil man så automatisk og ubevist finde på andre ting der kan gøre en ulykkelig?

Er ulykkelig i virkeligheden en tilstand man gerne vil holdes fanget i, fordi det på den måde at man føler sig i live?

Og hvis man føler sig i live når man er ulykkelig, kan man så nogensinde blive lykkelig?

Og hvis man så endelig er lykkelig, er det så i et flygtigt øjeblik, eller kan det fastholdes?
- Alex



23. januar 2008
Hvis man bliver ved med at skrive dårlige intetsigende blogs, vil folk så blive ved med at læse dem?

Og hvis folk bliver ved med at læse dem, vil der til sidst være så mange der mener at de kender en, at man ikke længere kan genkende sig selv...?



Og hvis det ender sådan.. Hvad er der så egentlig tilbage ?
- Alex


31. januar 2008
Nogle gange ville jeg ønske at der kom en og passede på mig. Ikke en jeg skulle passe på. Ikke en jeg skulle være "mor" for. Ikke en jeg skulle skubbe i gang. Nej, en der kom og passede på mig. En jeg ikke skulle være et forbillede for. En jeg bare kunne ligge mig ind til og græde ved. Og han kunne nusse mig over håret og sige "bare rolig. Jeg er her jo". Og jeg ville vide at han mente det. Og jeg ville igen føle mig tryg. Eller måske for 1. gang føle mig tryg. Og det ville give mig lysten til at græde endnu mere. Og grine. Samtidig. Fordi når der var tømt ud i sorgens tårer, ville der kun være glædens tilbage. Og så ville jeg falde i søvn i hans arme. Og jeg ville vågne ved hans side. Med hans varme krop tæt. Og jeg ville kigge på ham, og syntes at han var den smukkeste i verden, og ligge mig ind til ham. Og han ville i søvne ligge sine arme omkring mig og holde mig så tæt så tæt. Og jeg ville lukke øjnene og vide, at nu.. var jeg lykkelig.
- Alex


03. Februar 2008
Hvorfor hader de mig sådan? Det er som om de i fællesskab har besluttet at alt ved mig er forkert. Den ene provokerer, den anden råber af mig. Kalder mig forkert. Siger at jeg er som mine venner. At jeg er svag.. Af alle mennesker kalder hun mig svag. Mig der altid kunne stå imod. Det er jo dem der er svage! Dem med deres selvmord og meningsløse sex. Ikke mig. Jeg skal forestille at elske dem.
Hvordan skulle jeg kunne det, når de afskyr mig?
At sætte sig ude foran en kirke. Helligåndskirken.. At have weekendens ord fra Gud i tankerne. Og så alligevel stikke hånden i tasken og finde nøglebundtet frem.. At udvælge sikkerhedsnålen, åbne den og endnu engang undre sig overplaceringen. Der. Ved kirke. Alene. Med kaffen i papbæger.. Som altid. Altid det fordømte papbæger.
Det gjorde ondt. Mere ondt end jeg huskede det. Måtte holde pauser og læse videre i bogen.
Men nu er det der. Igen. Synligt for omverdenen.
"Hvad har du lavet?"
- Jeg ville hoppe over et plankeværk. Sømmet var ikke enigt.
Altid disse forklaringer der aldrig kommer på tale. Altid denne indadrettede smerte.
- Alex


Altid denne interesse. At foregive interesse. When she really doesn't care. "Går det godt med din ven?" Mens alting indeni skriger: I DON'T GIVE A FUCKING SHIT!!! Men det er jo ikke relevant. De nærmer sig hende, og hun ønsker at de skal gå. Forlad mig. Inden jeg forlader dig.

- Hvordan har du det?
"Fint"
Bortset fra at jeg har konstant lyst til at skære lange røde linier ind i armen.
- Er du sikker?
"Ja".
Nej.
- Ellers må du sige til.
"hehe, ja selvfølgelig".
Som om.
And then they would leave. Not knowing, that their phatetic try only made her pain even more visible. And them not caring enough to not believing her, only pushed her over the edge.

"I like it when the red water comes out".


Hun kom ikke derhen for at sidde alene. Ikke for ikke at blive hørt. Hun har brug for at blive hørt. Blive set. Men de gør det ikke.. Hun er bare.. Her.

Tanken om at drikke sig sanseløst beruset lå hende nært. Men hendes krop orkede knap at rejse sig fra sofaen.. Alle disse eventyr i vente, og det eneste hun kunne få sig selv til, var at lade fingrene glider over tasterne på computeren. Lade øjnene læse de nyskrevne ord.




Datoerne er fiktive.