Hun sad altid der alene på forsædet med en bog i skødet. Det havde været sådan lige siden hun startede her.
   Udenfor kørte landskabet hurtigt forbi. Bygninger, blade, græs, træer og blomster. Stående billeder på alt hvad vi havde skabt, alt hvad var, og alt hvad vi er. Byskilte, huse, mennesker - et par gående hånd i hånd; og så mange farver at man ikke kunne nå at tælle dem alle selvom man allerede kendte navnene på dem alle. Solen skinnede kraftigt ind af vinduerne og varmede bussen op til en behagelig temperatur - det var først på foråret.

Alle de ting som der var som man kunne se på og nyde, og så valgte hun alligevel at sidde og stirre på de sorthvide sider hver eneste dag. Jeg forstod det ikke - det måtte da blive kedeligt i længden? Hvorfor snakkede hun ikke med os andre i stedet? Det var som om hun slet ikke ville have del i livet.

Men så alligevel, når hun kiggede på disse farveløse sider sad hun tit og smilede. Nogen gange lo hun også, eller fnisede lidt. Andre gange sad hun med store øjne og halvåben mund - som om hun så på noget som hun ikke kunne slippe med øjnene. Men det var jo bare bogstaver! Det var et arbejde bare at slæbe sig igennem en enkelt side!

En enkelt gang havde hun siddet og kigget sørgeligt ned i sin bog med tårer i øjnene, og jeg kunne ikke forstå hvorfor hun ikke bare stoppede med at læse? Det gjorde jo ondt på hende kunne man tydeligt se! Jeg havde endda prøvet at tage bogen fra hende, men hun vendte sig bare væk og græd videre.
   Jeg lærte aldrig at forstå hende og hendes mærkelige bogstaver, men nu stoppede bussen også og jeg stod ud.