Jeg husker tydeligt den dag for mange år siden hvor det skete. Jeg har stadig ar fra det, men ikke sådan at det er helt slemt. Det hele startede en onsdag formiddag i børnehaven. Jeg kan huske at vi sad og fik frokost. Jeg husker at mine to bedste venner fra dengang hed Lasse og Christian. Der var selvfølgelig også nogle andre børn og nogle piger. Så var der de to voksne - Martin og Henriette. De var egentlig gode nok, selvom det i sidste ende måske var deres skyld at det skete.
   Jeg husker tydeligt at vi spiste pitabrød som Martin stoppede med fyld. Han brugte for meget salat i forhold til kød, men det var meget godt alligevel. Henriette ville gerne hjælpe ham, men hun kunne ikke den dag for hun havde gips om armen. Jeg spurgte hvorfor hun havde gips om armen, og hun svarede at hun var kommet til skade. Dengang havde jeg jo aldrig prøvet at komme rigtig til skade. Jeg var faldet og slået mig, men jeg havde ikke brækket noget på det tidspunkt. Da hun forklarede at hun var kommet til skade så slemt at hun ikke kunne bevæge armen, så blev jeg selvfølgelig bange. Det gjorde de andre vidst også, og jeg spurgte om vi børn også kunne komme til skade. Martin havde smilet stort og fortalt os at børn ikke kan komme til skade hvis de bare passede på. Det blev vi glade for at høre, og bagefter måtte vi skrive på Henriettes gips.

Da vi var færdige med frokost legede vi udenfor. Der var en lille legeplads med gynger og en stor legeplads som havde en borg af træ i mange farver. Der var sorte rør der forbandt tårnene, og der var stiger og trapper der førte op, og en rutsjebane der førte ned.
   Jeg legede derude med Christian og to af pigerne - de hed vidst Maja og Signe nu når jeg tænker over det. Vi legede på den store træborg, for vi var blevet for store til gyngerne og sandkassen syntes vi. Vi løb op af trapperne og stigerne, og kravlede igennem rørene og rutsjede ned af rutsjebanen, præcis som det var meningen. Men på et tidspunkt spurgte Christian om jeg troede på at vi ikke kunne komme til skade. Jeg tænkte mig lidt om, og svarede så ja. Man skulle jo bare passe på havde jeg tænkt med Martins ord ringende i hovedet.

Jeg ved ikke præcis hvordan jeg endte der, men et øjeblik efter stod jeg oppe på borgens rækværk, der hvor man egentlig skulle rutsje ned. Jeg skulle ikke rutsje, jeg skulle springe. Der var langt ned. Jeg kiggede mig over skulderen hvor Christian, Maja og Signe kiggede på mig med store øjne. Jeg sank en klump og tænkte for mig selv; Jeg passer på. Så hoppede jeg. Det føltes som kort tid og så landede jeg hårdt i sandet med fødderne først. Jeg strakte benene og kiggede lidt på mig selv, så vendte jeg mig om og kiggede op på de andre;
   "Jeg er uovervindelig!" Skreg jeg til dem. Eller, det var i hvert fald det jeg mente selvom jeg ikke sagde det helt rigtigt. De jublede og klappede og alting var godt. Resten af dagene gik vi alle sammen rundt og råbte det nye ord:
   Uovervindelig
   Uovervindelig
   Uovervindelig!
   Det var et godt ord selvom det var svært at sige. Vi hoppede ned fra gynger, og fra borgen, og vi kom ikke til skade. Vi var uovervindelige som kun børn kunne være det.
   På et tidspunkt sluttede dagen, og jeg blev hentet af min mor. Hun spurgte om en del ting, og jeg svarede jeg havde haft en god dag. Min storebror var der også, men han troede ikke på mig da jeg sagde at jeg var uovervindelig.
   Vi kom hjem, og mig og min bror sad på hans værelse og spillede et brætspil som jeg altid tabte. Efter et stykke tid sagde han at der var nogen kiks i køkkenet vi kunne spise, det havde far givet ham lov til. Jeg blev glad og hoppede ned fra min stol og løb så hurtigt jeg kunne ud i køkkenet.
   Jeg nåede ikke at se min mor der stod på dørtærskelen med en dampende, fyldt elkedel i hånden. Hun skulle egentlig have lavet te. Det var som om at alting pludselig gik langsommere da jeg løb ind i hendes arm. Hun tabte kedlen, og jeg nåede at se vandet som kom ned mod mig. Vandet føltes modbydeligt mod mit ansigt. Det brændte, og jeg kunne ikke se noget, og det gjorde så ondt at jeg begyndte at græde. Smerten var uoverskuelig, jeg husker ikke andet end den i det øjeblik.

Der skete en masse ting. Vi sad i en bil alle sammen på vej mod hospitalet. Jeg måtte ikke røre mit ansigt selvom det gjorde ondt. Far havde lagt en kold, våd klud hen over mit hoved, men selvom kluden var kold føltes mit ansigt stadigt alt for varmt. Vi kom hen til hospitalet. Min mor råbte meget højt af damen der stod bag skranken. Min far så meget bestemt ud, og min bror så bange ud.
   Mere vand blev hældt ned over mig. Denne her gang var det meget koldt, og det tog meget lang tid. Jeg lå i et slags badekar føltes det som, og jeg frøs selvom mit hoved brændte. Jeg ved ikke hvor lang tid der gik, men på et tidspunkt kom en dame med en tang. Hun ville fjerne huden fra mit ansigt fandt jeg senere ud af, men hun blev heldigvis sendt væk igen. Min mor var meget ked af det. Hun sad nede ved siden af mig og synes det hele havde været hendes skyld. Jeg lagde min hånd i hendes. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det eller hvorfor jeg sagde som jeg sagde.
   "Mor, jeg er ikke død endnu."
   Hun kiggede overrasket på mig og smilede så lidt bag tårerne.