"HVAD POKKER ER DET?!" Han råbte meget højt. Så hårdt at jeg krøb lidt sammen. Ikke fordi jeg ville, men fordi min krop blev så forskrækket over lyden. Jeg havde siddet og malet de sidste to timer, og jeg synes selv det var blevet rigtig godt. Det forestillede en slags orange kæmperegndråber der faldt ned i noget der lignede blålige bjerge. Der hvor de to farver blev blandet i billedet havde jeg malet det som små eksplosioner i hvid og lysegrøn, og i billedets øverste hjørne havde jeg malet en mærkelig mørklilla firkant som ikke rigtig gav nogen mening. Jeg kunne godt lide den så jeg havde markeret den med sort, skønt den ikke passede sammen med resten af billedets stil.
   Han hev mig op i den ene arm så jeg tabte min pensel. Så drejede han mig rundt og lagde hver af sine store hænder på mine skuldre. Han kiggede alvorligt på mig, som han nu gør når han synes jeg har gjort noget forkert. Efter min mening havde han sjældent ret i sine påstande, men han lyttede ikke ofte på hvad jeg sagde. Jeg så ham ind i hans nøddebrune øjne og lod mit blik vandre til det sorte krusede hår. Hans arme og overkrop var trænet gennem mange år med svømning og fitness. Desuden var han høj, og hans øjne lyste af intelligens - han arbejdede for Mensa.
   "Hvorfor satan maler du på vores væg?!" Han råbte stadig, men ikke med nær så meget kraft. Han var åbenbart allerede faldet lidt ned. Han ruskede mig også lidt frem og tilbage så mit syn sløredes og blandede farverne sammen. Jeg blev smidt ned på vores sofa, og han begyndte i stedet at gå frustreret frem og tilbage mens han hele tiden kiggede vredt over på mit billede. "Hvorfor gør du sådan noget? Vi har lige fået malet i sidste uge."
   Jeg svarede stille og uden at kigge op, "jeg synes der manglede noget."
   Han slog hånden hårdt ind i vores høje trækommode så braget gav ekko i den lille lejlighed. "MANGLEDE NOGET?! Vi flyttede ind i sidste uge. Vi har købt matchende møbler, køkkenudstyr, nyt tøj, gulvtæppe, og vi har lige fået malet; og så synes du der mangler noget?!"
   "Ja."
   Han satte sig hårdt ned på sofaen og kiggede over på vores nye 60 tommers fladskærmstv før han vendte sig imod mig og trak vejret dybt. "Okay, hvad er det du synes der mangler?"
   Jeg kiggede lidt rundt i rummet. Væggene var hvide udover der hvor jeg havde malet. Møblerne var i træ, og der var lyserøde puder i den sofa vi sad i. Der stod et lille glasbord foran, og en lænestol med de samme slags lyserøde puder ved siden af. I det ene hjørne var en stor grøn plante, og i vindueskarmen stod der nipsting. Lysestager i sølv og en lille isbjørn i porcelæn. Selvom jeg ikke kunne se det vidste jeg også at vores køkken var lavet i lyst træ, og der var små runde plastikbeholdere til alting. I vores soveværelse var en bogreol fyldt med faglitteratur og en stor dobbeltseng der lige nu lå uredt med røde lagner. Som eneste vidne på at han lige var kommet ind stod også en indkøbspose i gangen.
   "Jeg ved det ikke."
   Han tog sig til hovedet og stønnede irriteret, og kiggede så op på mig igen, "er det mig der er noget galt med? Er det fordi vi har gjort det her for hurtigt?" Jeg smilede lidt af ham. Han så sød ud når han ikke vidste hvad han skulle gøre, og når han ikke råbte.
   "Det er ikke noget med dig."
   Han åndede lettet op og tog mine hænder op i hans, "hvad siger du til at jeg køber dig nogen lærreder i morgen? Så kan du male på dem." Han smilede sødt.
   "Det lyder godt", men det gjorde det egentlig ikke.
   Han rejste sig glad op og gik hen og tog min palet og min pensel op fra gulvet og lagde dem hen på bordet foran mig. "Så kan du gå ud og få vasket alt den maling af dig, så får jeg malet det der over imens, og så laver jeg fantastisk aftensmad til dig i aften med levende lys og det hele." Han smilede stolt som om det var den bedste idé han havde fået i verdenen. Men det var det ikke. Jeg nikkede stille og rejste mig for at gå ud til badeværelset mens han fandt resterne af den hvide maling, der var blevet brugt til at male i sidste uge frem. Da jeg kom ud igen var mit billede ikke længere synligt, og han stod ude i køkkenet og fløjtede mens han lavede mad. Jeg gik helt hen til væggen og knep øjnene sammen. Man kunne stadig skimte den mørklilla firkant. Selvom den ikke havde givet mening var den åbenbart bestået. Jeg smilede lidt igen og gik ud i køkkenet for at hjælpe med maden.