Rummet fyldes af hvid klædte folk
Skrigende ligges jeg på den forhadte seng
Mens remmene spændes stramt om min krop
Jeg er desperat
Angst råber og skriger jeg
kæmper en desperat kamp for at komme fri
En kamp der er umulig at vinde
Jeg er fortabt
Kan de ikke se hvor bange jeg er
Hvorfor hjælper de mig ikke
Kommer jeg nogen sinde fri igen
Jeg opgiver
Orker ikke kæmpe mere
Min krop er udmattet af træthed
Min stemme er hæs af råb og skrig
Med angsten og diverse tanker om død, had og ensomhed
summende i mit hoved
falder jeg til sidst i en urolig søvn