Jeg ved ikke hvad der overhovedet får mig til at overveje at tage i krig.. jeg vil ikke dø, jeg vil ikke miste et ben eller arm - og jeg vil ikke ende som en eller anden "Vietnam-vet" som er psykisk ude og skide..
Jeg afsluttede gymnasiet her i sommers og har lige siden været igang med min værnepligt.. jeg har leget med tanken om at tage i krig lige siden jeg var 14-15 år, dengang var det bare fordi det var sejt - måske er det stadig det, jeg ved det ærlig talt ikke mere.
Mine venner fra gymnasiet siger, hver gang vi ses, jeg har ændret mig - jeg snakker kun om militæret og er blevet kedelig - det passer sikkert, men stikker i mig hver gang de siger det, som om jeg langsomt kan mærke jeg er ved at glide væk fra dem.. guderne skal vide de er nogle af de bedste venner jeg har haft i hele mit liv, og jeg ved jeg vil miste mange af dem hvis jeg tager til Holstebro i 8 måneder for at uddanne mig, og derfra yderligere 6 måneder i Afghanistan - er jeg parat til det?
De gamle er ikke meget for ideen om en udsendelse, men de har accepteret det er min beslutning og vil bakke mig op uanset hvad jeg vælger. Min familie har altid været der for mig, jeg elsker dem overalt på jorden- Hvordan ville min psykisk syge lillebror reagere hvis jeg blev dræbt? - for ikke at snakke om min mor? - hun ville da bryde helt sammen. Kan jeg byde min familie og venner dette? skal de gå og være bange for jeg dør i 14 måneder, efter alt de har gjort for mig?
hvis jeg tager en uddannelse som professionel soldat og tager i krig kan jeg først begynde på en videregående uddannelse som 23-årig, så er jeg næsten 30 inden jeg er færdig uddannet ..
Og hvad med kærligheden, det er ikke nemt at finde en sød pige som vil være kæreste med en som skal være væk i 6 måneder, og det gør det ikke ligefrem nemmere at jeg skal i krig i de 6 måneder.. Så hvis jeg skal i krig kan jeg godt vinke farvel til idéen om en kæreste de næste 3 år...

Det virker som om der er massere af grunde til IKKE at tage i krig, men alligevel sidder jeg og overvejer det..
Mange psykologiske teorier bekræfter mennesket har et behov for at opleve noget "ekstremt og grænsebrydende", men jeg har godt nok aldrig betragtet migselv som en adrenalin junkie.. Jeg så en film om 2 mænd der ville ændre verden, de sagde noget i stil med:
"The people, who lead, are the ones that do work, when theres work to be done.
Will you step up when you're needed, or will you just sit back
and let the other people do the lifting for you?"
Jeg tror jeg er en af dem som gerne vil vise jeg er mand nok til at løfte min del af byrden, eller i hvert fald forsøge.
Måske er det også et spørgsmål om anerkendelse og respekt - ikke kun fra folk omkring mig, men også fra samfundet.. at være soldat er langt fra et prestige-fyldt job, men folk tager sgu hatten af for dig.. bare når jeg, som værnepligtig, rejser hjem i uniform smiler folk venligt til mig, flytter sig for mig og viser alle mulige andre små gestuser - det er en mærkelig oplevelse, men dem i uniform ved hvad jeg snakker om.
Det har måske også noget at gøre med at føle sig levende.. jeg har tit bemærket jeg er meget følelseskold, grænser til at være ligeglad med ting.. Tager jeg i krig skal jeg nok ramme mine psykiske begrænsninger og komme hele mit følelsesmæssige register igennem..

Jeg ved ikke om jeg nogensinde tager i krig, men jeg ved beslutningen skal træffes inden for de næste 3 måneder hvis det skal være.