Som hun lå der på knæ og lugede i sit blomsterbed med de smukke blomster og velduftende urter bemærkede hun et lille stykke metal. Hun tog det op, børstede jorden af og genkendte det som en skrue fra naboens stakit, der netop grænsede op til hendes blomsterbed. Nu var hele forårets arbejde spildt. Hun knugede skruen i hånden til det begyndte at bløde.
   Arrigt ville hun kaste den mod naboens køkkenrude, men tog sig i det, da hun så hans væmmelige fjæs bag vinduet. Han nikkede venligt, da deres blikke mødtes, og vendte sig så væk igen for at finde kartoflerne frem til aftensmaden. De nye danske, endda dem fra Samsø.
   Hun kunne mærke hvordan det skurrede i alle hendes knogler af uforløst vrede og i mangel af mod og af bedre rettede hun sin opmærksomhed mod det formastelige stakit. Det var næsten nyt og i et smagfuldt, diskret flettet mønster. Hun vrængede af det. Sådan en modbydelig fredsforstyrrer.
   Med påtaget bekymring lænede hun sig ind over blomsterbedet. De fleste af de fine roser blev mast, men de var alligevel værdiløse nu. Hun gravede lidt i jorden omkring en af stakittets stolper, mens hun stjålent så sig omkring.
   En regnorm snerrede irriteret af hende, da hun ødelagde en stor del af dens gangsystem og hun lovede bod og bedring. Men først senere. Med den spidse ende af skruen gav hun sig til at ridse i stolpen. Hun smilede stift, karikeret som præsten når hun efter gudstjenesten gav hånd og ønskede alle en god søndag. Skruen var ikke særlig skarp, men hun havde jo netop fået alverdens tid og når man har fundet en mission giver man ikke op så let.
   Og ganske rigtigt begyndte det pæne næsten nye stakit at hælde lidt til den ene side efter nogle dage. Og naboen bemærkede det først efter noget tid og hun foragtede ham endnu mere end før og fortsatte sit gøremål.
   I løbet af sommeren begyndte man så småt i lokalområdet at snakke indbyrdes om den ensomme dame, der altid lå på knæ i sit blomsterbed og lugede så energisk at hun ødelagde sine roser. Og man besluttede sig for at hjælpe hende og en dag mens hun for en gangs skyld var borte nogle timer, samledes man og fiksede hendes have op og gjorde den hyggelig og indbydende.
   Et par dage senere udbrød den første af de mange påsatte brande i nabolaget, og man syntes godt nok, at damen var noget utaknemmelig, når hun bare lå der på knæ i sin have og ikke engang kom og udtrykte sin sympati med de uheldige, som ellers havde gjort så meget for hende. Og i løbet af efteråret væltede naboens stakit og maste de sidste planter, der var tilbage i hendes blomsterbed.