Politibetjenten og journalisten ankom til netop dét hus samtidig. De nåede ind ad indkørslen på samme tid, steg ud af hver deres bil på samme tid og fik øje på hinanden på samme tid. Sjov ting, den tid, så relativ. Man bliver faktisk kun i stand til at forholde sig til den i det øjeblik, noget andet sker, på... samme... tid. Og nå ja, det klarede de to jo for hinanden. De stoppede begge op og stirrede på hinanden, gerne på samme tid for min skyld. I de 17 sekunder, der for dem begge føltes som noget nær en halv time takket være tidens relativitet, blæste deres tanker dem mentalt om kuld, og dog gik hver deres tanke igen i hvert deres hoved. Den enes hovedtanke var at holde sig så langt væk fra den anden som muligt, og den andens var at udnytte den ene så vidt muligt. Hvis man havde spurgt dem begge den dag, hvad grunden til den andens besøg var, ville de ikke have svaret rigtigt.
   Jeg håber ikke, der er brug for noget lignende køn eller navn for at kunne identificere disse typer. Folket, der ønsker at føre strengene bag denne marionetdukke, hvilket jeg intet har imod, ønsker intet svar at give, men lad os dog for alt andet end Guds skyld antage, at de var mænd. Og for at illustrere min frustration over at være tvunget til at give dem navne, får de tildelt 'Hans' og 'Grethe'.
   Da de blev færdige med at tænke sig om, tog Grethe et tøvende skridt fremad, og inden denne kunne nå at stoppe op, var det blevet efterfulgt af et tøvende skridt fra Hans, hvorefter de begge stoppede op på grænsen til at snuble, mens de søgte at måle hinanden med blikket, hvilket selvsagt ikke var nogen større succes, idet ingen af de to holdt et målebånd for øje i det pågældende øjeblik. De blev dog begge hurtigt træt af at prøve på noget, de ikke udelukkende var afhængige af dem selv for at kunne fuldføre, og de påbegyndte derfor igen den udtænkte rute, der, på trods af den eventuelle forvirring, ikke var belagt med små brødkrummer.
   Fuglene havde allerede for længst indtaget deres morgenmad.
   De nåede fordøren på det forfaldne hus, og uden helt at vide, hvorvidt de skulle ignorere hinanden eller søge et angreb, der jo som bekendt er det bedste forsvar, trådte de også ind ad denne dør, tøvende og en smule forvirrede, den enes fødder foran den andens. Inde i dette forfaldne hus, som både Hans og Grethe var blevet sendt til af to vidt forskellige grunde, af to vidt forskellige mennesker, på to vidt forskellige grundlag - den ene at undgå, den anden at udnytte - duftede der utroligt sødt. De søde dufte, for der var langt flere end en, fik dem begge til at glemme den grå dag, der var allestedsnærværende der ude i det grå, hvor de måtte have arbejdet sig igennem en hel jungle af beton, der var vokset op overalt, ja det kan vist siges, det var svært at se junglen for bare beton, ja det grå, hvor de eneste billeder fastklistret på nethinden, hentet hjem fra erindringernes dyb, ikke fordi det er så fantastisk dybt, det er jeg sikker på, I vil give mig ret i, det er i hvert fald utroligt overfladiske dybder, jeg henter mine erindringer om regn fra, handlede om netop regn, grå skyer, der havde tårnet sig op og efterfølgende var blevet så mættede, at de måtte give slip, som de begge kendte fra de ture på toilettet, der altid fulgte de mere vellykkede pokeraftener.
   De kiggede igen på hinanden, idet en form for interdependens, på trods af en sådans irritationsgrad, havde udviklet sig imellem dem, og på trods af deres forskellig ærinder, fandt de pludselig, at de havde svært ved at løsrive sig fra hinanden. De havde opbygget en samhørighed og sikkerhed ved at opbygge diverse fordomme om hinanden, for bedre at kunne forholde sig til den anden, og dette havde efterhånden resulteret i en form for mental klister, der var lige så svær at løsrive sig fra, som kernekræfterne i et atom. Samtidig har det jo til alle tider været klogt at holde sin fjende tættere end sin ven, og mens den ene spekulerede på, hvor meget ravage, den anden kunne lave, ærgrede den anden sig over, at den ene måske ville undslippe ham. Konklusionen blev dog til trods til sidst, at den ene drejede til venstre, mens den anden drejede til højre.
   På dette tidspunkt bliver det svært at holde øje med begge på samme tid, medmindre man kan være to steder på samme tid, og det kan ingen. Det kunne selvfølgelig også lade sig gøre, var man et væsen af en sådan slags, der kunne lade sine øjne vandre lange distancer, men ærligt talt, lad os nu ikke blive alt for fantasifulde. Om man kan læse tanker, se det er en anden sag. Ærligt kan det uden at blinke siges, at mennesker er utroligt nemme at gennemlæse og afskue. Af lidt tilfældige grunde ender Hans på et rødt gulvtæppe i en lang gang på det tidspunkt, vi endelig beslutter os for at forfølge denne i stedet for den ene. Den gulvtæppebelagte gang harmonerer i ingen grad med husets ydre udseende, idet dette hjørne af huset emitterer hygge i alle dets nuancer, hvorimod huset fra den ydre vinkel er et antal brædder bygget op omkring luft, hvoraf de fleste er smadrede, er eroderede af vind og vejr eller har forladt deres plads af andre uforklarlige årsager, placeret i et område af grå træer uden blade, omgivet af en jungle af beton. På trods af husets beliggenhed, på en bakketop, afsides og ikke nær så tæt på byen som de andre huse, der ville regnes for inventar i landområdet, trænger lyde igennem til husets vægge, i det mindste smyger de sig om figuren udenfor. På trods af husets ringe tilstand trænger ingen af disse lyde igennem til det inderste. Hyggen udmønter sig ikke kun i det røde gulvtæppe men samtidig også i de levende lys langs de velholdte træpaneler, hvilket har en endnu større effekt, idet resten af belysningen er dæmpet. Men Hans bevæger sig altså langs disse velholdte træpaneler på et rødt tæppe, og han føler sig velkommen, på trods af, han ved, han ikke er det. Han hører, lidt senere end på det tidspunkt, vi sluttede os til ham, en masse rabalder i et af værelserne, der ligger på gangen, og han går hen mod larmen, ikke fordi det interesserer ham voldsomt, at folk går og vælter ting rundt omkring sig, men i højere grad fordi han har en mission i det hus, og denne person kan om ikke andet hjælpe ham med at finde det, han søger. Han er ikke journalist, han er detektiv, han er filosof, han er pirat. Han er alle de kostumer, han valgte at iføre sig som barn, selv aben de andre grinte af. Det er den, han holder mest af.
   Han træder ind i et rum, der er fuldstændigt blåt. En mand uden briller vælter rundt, og Hans skynder sig for at hjælpe manden til at sætte sig på sengen. Manden skynder sig igen at rejse sig uden et ord, og igen begynder han at vælte rundt, mest i cirkler. Han griner for sig selv en gang imellem, men intet Hans tager sig af. Han er ikke sikker på mandens fornuft, og vil derfor ikke spørge sig frem endnu. I stedet bruger han sine mentale evner. Han blev sendt af sted for at finde en person, ja det er vel ikke noget at skelne den ene fra den anden ved, men ikke en hvilken som helst person, nej det er nemlig en helt speciel person, som han håber på at få en helt speciel historie ud af. Den er godt nok ikke så fantastisk aktuel, nej i virkeligheden lader det sig ikke rigtigt gøre at sige, at den overhovedet hører hjemme i deres koordinatsystem af rumtid, faktisk ville man måske tro, han levede i en anden verden, man siger i hvert fald, han ikke så verden på samme måde som alle andre. Hans kigger på ham, men ser intet andet end en mand, der angiveligt intet kan se, og som ikke vil sidde stille i et fuldstændig blåt værelse. Han lægger mærke til et avisudklip på en overflade, men bekymrer sig ikke om det. Denne historie har noget med noget at gøre, men den er ikke væsentlig, for ingen kender manden, der er ingen identifikation at finde i hans situation, der er ingen sensation, idet der ingen kontrovers er, hvorved det også er fastslået, at der ingen konflikt er, og sidst men ikke mindst er det ikke aktuelt, idet historien er tidsløs. Der er ingen absolut varighed, kun endnu en manifestation af tidens relativitet. Hans kigger på et ur. Viserne står i en vis vinkel i forhold til hinanden, og dette burde sige ham noget, men han står uforstående over for deres budskab.
   For at kunne forholde sig til den omgivende verden, det tilsyneladende forfaldne hus i øjeblikket udgør, begynder han at sætte ord sammen. Ord og tal. En efter en. Han ser på den gamle mand, indtager duften af forfald, der trods de velholdte træpaneler omgiver ham, mærker den hud, der mest af alt minder om læder, selvom manden i kvindelig udgave ville blive karakteriseret som en engelsk rose, og derfor ikke kan give solarierne skylden for sin huds tilstand, smager lidt på den tandpasta, der endnu ikke har forladt hans mund og hører intet. Han hører ikke manden, idet manden ingenting foretager sig, men heller ikke sine egne ord, ord han før har været så flittig med at kommunikere og formidle videre. Han hører intet. Han hører anderledes.
   Manden foran ham begynder at fortælle om sit syn. Sit syn på verden. Hans rent fysiske syn. Han ser ikke som andre mennesker. Han ser intet. Han ser anderledes. Han ser blåt. Hans værelse er ikke blåt, det er gråt. Himlen udenfor har han ikke set i dagevis. De andre beboere opfordrer ham til det. Han skal færdes mellem andre. Han skal lære at se almindeligt igen. Manden nyder det syn han har. Han ser intet. Han ser anderledes. Han ser en anden verden. Han har engang set normalt. Han ved ikke, om han skal holde op med at fjolle rundt, for han er på dyb grund. Han er usikker i sit nye syn. Men han ved, han ved, at hvis han skifter tilbage til almindeligt syn, hvilket han kan, han har helt styr på det, han kan, hvad han vil, man kan, hvad man vil, så vil han aldrig komme til at se på samme anderledes måde igen. Måske vil han glemme den verden, han ser nu. Han er sikker på, han ikke kan styre synet væk fra det normale, når han engang er kommet tilbage igen. Han er stadig nysgerrig. Han vil gerne udforske dette syn så meget, som overhovedet muligt. Han er forvirret.
   Hvad med alle de gange, han støder ind i ting, fordi han ikke ser dem, som de, der har stillet tingene der, journalisten bliver nysgerrig, føler væsentligheden, føler identifikation, føler konflikten mellem omverden og underverden, føler sensationen helt ned i maven, men aktualiteten. Nej, det er en tidsløs historie. I hvert fald en relativt tidsløs historie.
   Manden er ligeglad, han hader kujoner, er det eneste svar.
   Manden, der arbejder som journalist, og som alting peger på skulle være Hans, når ud på parkeringspladsen og ser, at politimanden ikke er kommet ud endnu. Han vender sig om mod huset, og undrer sig over, om han kunne have gjort mere. Til sidst vendte han dog tilbage til bilen, satte sig ind og kørte væk.
   Nå, men historien ender vist her, jeg må gå nu, kogen kedler, eller kedlen koger, JEG KOMMER NU SKAT, godnat børn, og husk at ikke alting handler om jer.