Træt og udmattet lukkede hun døren bag sig. Sikken en møgdag - alt var bare gået skævt. Hun skulle aldrig være stået op. Skulle have ringet og meldt sig syg og så bare være blevet liggende i sengen hele dagen. Gravet sig ned under dynen og gemt sig for verden udenfor. Det ville være rart at kunne forsvinde fra Jordens overflade, bare en enkelt dag eller to. Svæve rundt på må og få i det uendelige verdensrum. Danse blandt de lysende stjerner. Ride på et stjerneskud tværs gennem verdensrummet - så hurtigt, at stjernerne blev til lysende streger, og planeterne susede forbi. Svæve over jorden, kigge ned på de store oceaner og følge skyernes færden.
   Hun blev brat revet ud af sin drømmeverden, da det bankede på døren. Undrende stirrede hun på den hvidmalede egetræsdør. Hvem kunne det være? Daniella skulle først komme hjem om to timer, og desuden havde hun sin nøgle med. Den hang i hvert fald ikke på krogen, og med Daniellas ordenssans var det utænkeligt, at hun havde lagt den et andet sted. Dejligt med så ordentlig en datter, selvom det til tider kunne blive lidt for meget… Igen blev hun revet ud af sine tanker af en vedholdende banken på døren. Hun måtte vel hellere lukke op. Hun opdagede, at hun stadig stod med rygsækken i hånden og lod den dumpe ned på gulvet, inden hun åbnede døren. Udenfor stod en midaldrende mand klædt i et pænt lysegråt jakkesæt, blå skjorte og lilla slips.
   "Goddag, jeg kommer fra Jehovas Vidner," sagde han med en venlig stemme.
   "Nej tak, ikke i dag. Jeg har haft en rigtig dårlig dag og trænger bare til at slappe af." Hun lukkede døren, før han nåede at sige mere. Det var måske ikke så venligt, men hun orkede det simpelthen ikke. Ingen diskussioner, ingen samtaler, ingen forklaringer - ikke noget som helst. Bare ro.
   Hun tog jakken af med langsomme eftertænksomme bevægelser og stod et øjeblik med den i hånden, inden hun lod den dumpe ned på entrégulvet. Hun var for træt til at hænge den ind i skabet, selvom Daniella med garanti ville påtale det, når hun kom hjem.
   Inde i stuen smed hun sig tungt på sofaen. Endelig kunne hun slappe af. Det havde hun glædet sig til, lige siden hun var mødt på arbejde i morges og havde set den kæmpe stak post, der lå på hendes skrivebord. Regninger, ansøgninger, klagebreve og reklamer. Hun havde brugt hele formiddagen, før hun var nået til bunds i det. Hun burde jo nok også gå ud og tømme postkassen, men hun havde ikke lyst til at se så meget som en enkelt konvolut. Ikke nu. Det måtte vente til senere. Hun lagde hovedet tilbage i puderne og kiggede op i loftet. Det trængte til en god klat maling. Det var efterhånden ved at være temmelig længe siden, der var blevet gjort noget ved stuen - ja, hele lejligheden var blevet lidt forsømt de sidste par år. Den trængte til at blive frisket op med et par spande maling og nogle nye gardiner. Opgaver, opgaver, opgaver. Og hun trængte bare til at slappe af.
   Med et dybt suk rejste hun sig op. Hun måtte have en kop kaffe. En kop kulsort dampende hed kaffe; jo større jo bedre. Ude i køkkenet tog rutinerne over. Tragt, filter, kaffe, vand, låg, klik. Den lille pære i kontakten lyste, og opvarmningen af vandet var i gang. Hendes trofaste kaffemaskine. Den havde efterhånden en del år på bagen, men den fungerede upåklageligt. Der var nok brygget de første tusind liter kaffe på den, hvis ikke mere. Nu begyndte den liflige kaffeduft at brede sig i det lille køkken. Det var, som om små engle svævede omkring hendes hoved og pustede den skønne duft ind i hendes vibrerende næsebor. Mmmn, hun trængte virkelig til den kop kaffe. Denne varme mørke drik, der til hver en tid kunne få hende til at slappe af. Kaffemaskinen udstødte den snøvlende, slubrende lyd, der betød, at hendes kaffe endelig var færdig. Hun tog det største krus, hun havde i skabet og fyldte det med den længe ventede skoldhede kaffe. Hun holdt koppen op foran ansigtet, lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Den duftede som altid vidunderligt. Hun hældte resten af kaffen på termokanden og tog den i den anden hånd. Nu skulle hun bare sidde og hygge i sofaen med sin kaffe og en krydsogtværs. Hun vendte sig for at gå ind i stuen, og lige idet så hun den! Der, i det bageste hjørne af køkkenbordet. Det gyldne papir glimtede svagt i det kolde lys fra lysstofrøret. Men et enkelt lille glimt var nok til at fange hendes opmærksomhed. I hvert fald når glimtet kom fra denne uimodståelige godbid. Den kunne få englene til at synge og regnen til at holde op. Den kunne skabe smil og glæde hos gamle som unge. Den kunne sprede hygge, kærlighed og lykke. Det var intet mindre end en gave til menneskeheden, verdens ottende vidunder. Chokoladen.
   Denne gyldne blinkende firkant, der lå så fristende i hjørnet på det gamle køkkenbord, var dog ikke en hvilken som helst plade chokolade. Det var mælkechokolade med nødder, og den bedste. Den ultimativt bedste mælkechokolade med nødder. Hun havde smagt alle dem, der var på markedet, så der var ingen tvivl. Hun og Daniella var begge vilde med denne yderst velsmagende kombination af lækker, blød mælkechokolade, der smelter på tungen, blandet med perfekt hakkede hasselnødder. Hver eneste gang de på en af deres shopping-ture havde fundet et mærke, de endnu ikke havde stiftet bekendtskab med, havde de købt den på stedet, og i langt de fleste tilfælde var de første stykker brækket af og fortæret allerede inden, de havde forladt butikken.
   Der var bare en enkelt lille detalje, der bremsede hende i at flå papiret af og fylde munden med denne perfekte chokolade. Chokoladen var Daniellas, ikke hendes. Det var næsten ren tortur at stå der en halv meter fra denne dragende gyldne indpakning, men hun kunne ikke få øjnene fra den. Bare en enkelt lille bid ville være nok, eller måske to. Men hun kunne ikke bare spise sin datters chokolade. Daniella havde garanteret glædet sig hele dagen til at komme hjem og tage hul på den. Det var svært, meget svært. Trangen til chokolade voksede og voksede i takt med den allerede stigende dårlige samvittighed. En mor burde ikke engang overveje at spise sin datters chokolade, men den glimtede og strålede mere og mere, til den til sidst lignede en lille sol. Hun kunne virkelig ikke få øjnene fra den, lige meget hvor ihærdigt hun forsøgte. "Spis mig, spis mig," hviskede den indtrængende. Hun stirrede vantro på den. Det måtte være hendes fantasi, der spillede hende et pus. Hun blev pludselig opmærksom på kaffekoppen, hun havde i hånden. Hun tømte den i en stor slurk og vendte igen blikket mod chokoladen. Det hjalp. Nu talte den ikke længere til hende, og det gyldne stråleskær var igen erstattet af de små blege blink. Men det havde ikke ændret på hendes chokoladetrang. Snarere tværtimod. Det eneste, der var bedre end mælkechokolade med hasselnødder, var mælkechokolade med hasselnødder og dampende hed kaffe til. Hendes tænder løb i vand, og maven begyndte at knurre, som om hele kroppen insisterede på, at hun skulle indtage denne fristende lækkerbisken. Det blev sværere og sværere at stå imod. Hendes arm sænkede sig af sig selv, stillede kruset på bordet og rakte ud efter chokoladen. Nej. Det var Daniellas chokolade. Hun kunne under ingen omstændigheder spise den. Hun trak armen til sig, tog igen sit krus og ville gå ind i stuen, drikke sin kaffe og vente på sin datter. Så kunne de sammen tage ud og handle og købe en anden plade chokolade, de kunne hygge sig med i aften. Men der var stadig halvanden time, til Daniella ville komme hjem.
   Hun fyldte kruset næsten til randen og stillede det på det lille glasbord ved siden af sofaen. Så puttede hun sig godt ned under tæppet og slog op på en uløst krydsogtværs. Som vanligt skimmede hun hurtigt den udvalgte opgave igennem, inden hun besluttede sig for, hvor hun ville starte. Hun løftede højtideligt den dyrebare uimodståelige chokolade, holdt den et øjeblik foran ansigtet og snusede ind. Hun åbnede langsomt den gyldne indpakning, selvom hun havde mest lyst til at flå papiret af. Hun kunne sagtens nå at købe en ny til Daniella, inden hun kom hjem. Hun ville aldrig opdage det.
   Hun lod det første stykke smelte langsomt på tungen. Hendes mund fyldtes lidt efter lidt af den halvflydende smeltede chokolademasse. Himmelsk. Hun tog et stykke til. Og et til. Og så en stor tår kaffe. Det var livet. Sidde der i sofaen med et dejligt blødt tæppe, et næsten helt nyt krydsogtværsblad, en kande kaffe og en plade chokolade. Hvad andet kunne man så ønske sig? Hun tog et stykke chokolade til og begyndte at udfylde de hvide kvadrater med sirlige bogstaver et efter et. Snart var hun dybt optaget af sin foretrukne hobby.
   Hun rakte hånden ud efter et stykke chokolade. Tom. Havde hun allerede spist al chokoladen? Hun syntes lige hun havde taget det første stykke. Hun kiggede over på uret. Halv syv! Hun fløj op af sofaen. Daniella ville komme hjem ved syvtiden. Der skulle chokoladen ligge på sin plads på køkkenbordet. Ude i entréen stoppede hun op. Havde hun ikke smidt jakken på gulvet? Det mente hun ellers bestemt, hun havde. Hun var kommet træt hjem, så kom ham fra Jehovas Vidner, og så, jo, hun havde da smidt jakken på gulvet. Hun åbnede skabet, og der hang den pænt på sin bøjle. Hun måtte være træt. På med jakken og af sted. Hun småløb gennem de våde gader ned til butikken. Fra den ene orange lyskegle til den næste. Hun havde aldrig været begejstret for mørket, slet ikke når det samtidig var vådt og koldt. Så ville hun hellere sidde hjemme i sin hyggelige sofa. Der ville hun også gerne sidde lige nu, men hun var nødt til at skaffe en ny plade chokolade.
   Hun stod et øjeblik og overvejede, hvor mange plader hun skulle købe. Hun endte med tre. Så var der en til at erstatte Daniellas, en de kunne hygge med i aften og en til en anden gang. Det var altid rart at have en plade chokolade liggende. Selvom hun sjældent havde haft en liggende mere end et par dage, men det var svært at lade den ligge, når den var så fantastisk. Hun skyndte sig op mod kassen. Der var selvfølgelig kø, men den var heldigvis ikke så lang. Hun stillede sig op bag en dame med en lille pige. Pigen begyndte næsten i samme øjeblik at plage sin mor om chokolade. Først sødt og indsmigrende, men da det ikke virkede, blev hun mere insisterende og til sidst helt hysterisk. Hun sukkede. Hvorfor kunne folk dog ikke opdrage deres børn ordentligt eller lade være at tage dem med ud at handle? Og som om det ikke var nok med den hysteriske unge, begyndte manden bag hende at ruske hende i skulderen. Hun bad ham stoppe og forsøgte at vride sig ud af hans greb, men han blev ved. Til sidst vendte hun sig irriteret og opdagede chokeret, at det nu pludselig var Daniella, der stod bag hende. Pludselig gik det op for hende, at hun var hjemme. Hun var faldet i søvn i sofaen.
   "Mor," sagde Daniella skuffet, "du har spist min chokolade.
   Hvorfor har du spist min chokolade?"