Del 1
   Hun satte proppen i vasken og tændte for vandet. Nu skulle opvasken bare overstås, så skulle hun over i sofaen og hygge med sine to drenge og se film. De havde været ude og leje to film tidligere, drengene havde valgt en hver. Og de skulle have is. Det vidste drengene ikke endnu, det skulle være en overraskelse. Hun havde købt regnbueis, chokoladesauce og vafler. Begge drengene elskede regnbueis, især Marcus. Hun bad drengene komme og hjælpe med opvasken og fik med det samme et ja fra Daniel. Som forventet reagerede Marcus ikke med det samme, han var dybt optaget af legoklodserne. Hun kunne ikke lade være med at smile af det indimellem. Den dreng kunne bruge timevis på at sortere legoklodser. Han sorterede dem i størrelse og farve og fyldte gulvet med række på række af legoklodser. Og ingen andre end Daniel måtte røre dem. Han kunne til gengæld uden problemer sidde og bygge af dem, mens Marcus sorterede dem. De to drenge var så tæt knyttet til hinanden, som havde de været tvillinger. De havde altid haft en helt særlig kontakt til hinanden. Før Marcus begyndte at tale, var Daniel den eneste, der forstod at kommunikere med ham. Der var ingen der rigtig fandt ud af hvordan. Og det var ikke bare noget de troede. Daniel havde som den eneste en reel kontakt til Marcus. Det var også Daniel, der havde lært Marcus at tale. Lægerne havde opgivet ham, allerede da han var et par år. Ja, hun selv og drengenes far havde også opgivet. De kunne ikke få kontakt til drengen. Han så lige igennem dem. Reagerede hverken på lyd eller bevægelse. De havde været grædefærdige. Lægerne ville sende Marcus på en institution for svært autistiske børn, og de havde overvejet det. De havde endda været ude for at se på en institution, og det havde været et skræmmende syn. De havde forventet at se børn, der legede sammen, snakkede, løb omkring og den slags. Ligesom alle andre børn. Men i stedet så de børn, der sad hver for sig. Nogen med et stykke legetøj, andre sad bare og stirrede ud i luften. En pige gyngede febrilsk på en gyngehest, selvom hun så ud til at være 7 – 8 år. Flere af børnene brugte sut eller suttede på tommelfinger. Hun fik kuldegysninger af at se på dem. Hun ville ikke acceptere, hendes Marcus skulle være som dem. Ikke hendes lille dreng. De havde aldrig nævnt institutionen siden. De valgte at beholde Marcus hjemme. Og det viste sig at være et godt valg. Daniel var meget glad for sin lillebror og snakkede altid med ham, selvom det var en meget ensidig samtale. Det var i hvert fald, hvad de troede. Daniel stillede tit spørgsmål til Marcus og reagerede, som om Marcus havde svaret på hans spørgsmål. De havde troet, det bare var Daniel, der havde en god fantasi og forestillede sig, hans lillebror svarede. Men en dag havde hun bemærket, at Daniel rent faktisk kunne få øjenkontakt med sin lillebror. Herefter begyndte hun at lægge mærke til de små forandringer, der skete lidt efter lidt. En dag så hun Marcus smile, da Daniel som sædvanlig kom slæbende med den store kasse med legoklodser. Og pludselig en dag helt uden varsel havde Marcus bøjet sig forover, taget en klods i hver hånd og sat dem sammen. Hun var så lykkelig at hun fik tårer i øjnene. Det var hans første aktive handling. Men Daniel lod ikke til at bemærke det som noget nyt. Han snakkede bare videre og byggede på noget, der mest lignede et fly. Som tiden gik, blev Marcus mere og mere aktiv, han begyndte hurtigt at sortere klodserne i farver, satte dem sammen og skilte dem ad igen. Og så en dag skete det utænkelige. Daniel kom som sædvanlig slæbende med legokassen, og Marcus havde klappet henrykt i hænderne og sagt ’lego’. Det var hans første ord. Første gang hun hørte ham tale, og uden at tænke nærmere over det løftede hun ham op fra gulvet og krammede ham. Dette havde blot det resultat, at Marcus blev hysterisk og skreg ’lego’ af sine lungers fulde kraft. I flere år var det kun Daniel, der kunne få kontakt med Marcus, og han lærte ham meget. Han lærte ham at spise og drikke selv. Han lærte ham at tage tøjet af og på. Han lærte ham tilmed at tale. Den dag i dag var Daniel stadig den eneste, der kunne få øjenkontakt med sin lillebror, og de kunne stadig kommunikere på deres egen mystiske facon. Hun blev brat revet ud af sine tanker af telefonens insisterende kimen. Hun løftede røret, og allerede inden hun havde fået det op til øret, kunne hun høre sin lillebrors fortvivlede gråd.


Del 2
   Han startede bilen og kørte ud fra parkeringspladsen. Det havde været en fantastisk dag. Helt igennem fantastisk. Han havde netop fået en stor handel i hus. Han havde arbejdet længe på den og nu var brikkerne så endelig faldet på plads. Og han havde fået ros af chefen. Meget endda. Og bedre endnu; han havde luftet muligheden for en forfremmelse. Han havde håbet på handelen kunne skaffe ham en lønforhøjelse, men ligefrem en forfremmelse, det var mere end han havde turdet drømme om. Det var helt vildt. Bare tanken gjorde ham helt rundt på gulvet. En forfremmelse, ikke bare en lønforhøjelse, men en forfremmelse! Han skruede op for radioen og begyndte at synge med. De spillede en af hans yndlingssange, en af de gamle, så han gav den hele armen. Jo, livet var virkelig skønt. Og nu skulle han så hjem og fortælle nyheden til sin vidunderlige kæreste. Han kunne næsten ikke vente, glædede sig som et lille barn til at dele sin glæde med dejlige, skønne Anna. Hun ville blive så glad. Måske skulle han invitere hende ud at spise, det var længe siden. Ja, de havde faktisk ikke været ude at spise siden de havde fået Christoffer, deres lille guldklump. Han havde lige rundet de seks måneder og var jordens dejligste dreng. De havde længe snakket om at få et barn, og da han så kom til verden for et halvt år siden, var det som om himlen og jorden smeltede sammen og omgav dem med lykke. Det var det største øjeblik i hans liv, da han stod der med sin nyfødte søn i armene og forsigtigt lagde ham ned til den mest vidunderlige kvinde i verden. Fra det øjeblik var de ikke bare et par, men en lille familie. Det eneste, der manglede for at gøre livet perfekt, var at Anna ville sige ja til at gifte sig med ham, men han havde endnu ikke haft mod til at spørge hende. Han havde haft ringen et stykke tid nu, men det var svært at finde det rigtige tidspunkt. Han havde mange gange været lige ved, men havde så alligevel mistet modet. Måske skulle han gøre det i aften. Ja. I aften skulle det være. Han ville invitere Anna og Christoffer ud og spise og fortælle den gode nyhed om den forhåbentlig kommende forfremmelse. Fortælle om den store handel han netop havde fået i hus. Og så skulle det komme som ud af det blå. Uden optakt eller den slags. Han ville bare rejse sig, falde på knæ for Anna og fri til hende. Det ville komme som en stor overraskelse for hende. De havde aldrig snakket om at blive gift. De havde længe snakket om at få et barn inden de endelig besluttede sig for at forsøge, men ægteskab havde aldrig været på tale. Han vidste ikke engang om Anna ønskede at blive gift, men han ville tage chancen. Han elskede hende, han ville dele resten af sit liv med hende, og i aften, der ville han fri til hende. Han rundede det sidste hjørne, og et øjeblik efter parkerede han udenfor det lille murstenshus. Endelig hjemme. Han kunne næsten ikke vente med at se Anna igen, han savnede hende altid voldsomt bare de var adskilt i få timer. Han låste døren op og gik ind. Stillede skoene pænt i entreen, hængte jakken på bøjlen og stillede tasken ind i bunden af skabet. Han gik ind i stuen og kaldte på Anna, men fik intet svar. Måske tog hun sig en lur, det gjorde hun af og til mens Christoffer sov til middag. Han gik ind i soveværelset, og det syn der mødte ham, gjorde ham helt varm om hjertet. På sengen lå hans højt elskede Anna og sov med et smil på læben, og i hendes arme lå deres vidunderlige søn og sov så sødt og uskyldigt, som kun et lille barn kan gøre det. Han bøjede sig ind over dem og strøg håret væk fra Annas kind for at give hende et kys. Men i det sekund hans fingre strejfede hendes kind blev han bleg.


Del 3
   Hun hældte dem alle ud på bordet og begyndte at organisere dem på en sirlig række, samtidig med hun talte dem. Jo, der var hundrede i alt, men det skulle der jo også meget gerne være. Hun kiggede lettere vemodigt på den fine lige række. Nu skete det altså. Nu var tiden kommet. Og det skulle gøres ordentligt denne gang; ikke ligesom sidst. Hun satte noget beroligende musik på anlægget og lænede sig tilbage. Hendes hjerte slog så hurtigt at man næsten skulle tro det forsøgte at stikke af. Hun lukkede øjnene og gav sig hen til musikken. De bløde toner flød omkring hende og omfavnede hende som kun musik kan gøre det. Efter lidt tid var hun faldet så meget til ro, at hun med rolig hånd kunne løfte det store vandglas, der stod midt på bordet. Hun sank den klump hun havde i halsen, og begyndte fra en ende af. I starten var det ret hårdt, og hun var lige ved at give op flere gange, men nej. Ikke denne gang. Denne gang ville hun gennemføre det. Der gik heller ikke lang tid, før det gik nemmere. Som om hjernen slog fra og hænderne arbejdede selvstændigt. Da hun nærmede sig enden af rækken, begyndte hun instinktivt at tælle ned. 19, 18, 17, 16. Hun følte et øjebliks intuitiv glæde, endelig bevægede hun sig mod målet, endelig var hun på rette vej. 12, 11, 10, 9. Hun lukkede øjnene et øjeblik og nød musikken, bevægede sig let fra side til side i takt til musikken. Hun smilede. Hun kunne nu tydeligt se målet forude. 5, 4, 3, 2, 1. Så var det klaret. Hun var stolt af sig selv. Det var lykkedes for hende, efter alle disse år havde hun endelig nået sit mål. Hun rejste sig, glad og stolt. Det var som om alle sorger var forsvundet, verden virkede lys og klar. Hun gik nynnende ind i soveværelset. Hun dansede over mod babysengen i hjørnet og bøjede sig ind over sin seks måneder gamle søn. Han kiggede op på hende med sine store smukke blå øjne og smilede idet han så hende. Han var en skøn unge, glad og frisk og med et glimt i øjet som sin far. Hun kildede ham indtil han grinede over hele hovedet, løftede ham op og gav ham et langt og kærligt kram. Med et begyndte hun at føle sig lidt svimmel og fik en svag summen for ørerne. Hun lagde sig på sengen, løftede den stadigt grinende dreng op i strakte arme og legede flyvemaskine et lille stykke tid indtil hun lod ham lande på sit bryst med en lyd, som om flyveren løb tør for brændstof. Hun begyndte at føle sig konfus, følte det som om hun langsomt gled væk. Nu sker det, tænkte hun. Nu sker det endelig. Hun kyssede sin søn på panden, knugede ham ind til sig og lukkede øjnene.