En anden verden
   Anna snurrede rundt, og sne begyndte at falde, men det så hun ikke. Det var som om denne kappe havde taget alle hendes tidligere bekymringer væk.
   Hvornår havde hun været så glad, kunne hun ikke huske, men hun var også ligeglad, mens hun dansede rundt. Alligevel måtte hun stoppe, da hun blev svimmel og satte sig ned. Hun så på den smukke lydløse sne, der blev oplyst af et par gadelygter. Himlen var hvid nu, og pigen rejste sig. Hun var nu sulten, så hun slog hætten over hovedet og gik mod en fin kro, hvor hun normalt ikke ville turde gå ind. Det gjorde hun nu. Kappen gav hendes mod, og der var ingen i krostuen, så hun gik om bag disken og fortsatte gennem en dør, hvor hun så en trappe. Hun gik ned af den, da en mand pludselig kom op nede fra. Hun holdt op med at trække vejret og stod helt stille. Hendes mod havde forladt hende som hendes ånde. Men manden så hende slet ikke. Han gik forbi hende, da hun var så lille, at de begge kunne være på gangen, selvom han var en stor mand. Han bag et forklæde, der vist oprindeligt var hvidt, så Anna regnede ud, at han måtte være kroens kok.
   Hun skyndte sig helt ned, og stod nu foran en dør, som hun lidt tøvende gik igennem. Et oplyst køkken med alverdens retter og dejlige dufte overvældede hende. Men der var tjenere og andre kokkepiger dernede, og hun blev først bange, men disse folk så hende heller ikke.
   Hun gik forsigtigt hen til den nærmeste bord, hvorpå der stod en andesteg, og hun rakte ud efter et saftigt brunt lårben, og hun håbede ikke, at de kunne se hendes hånd, der ikke var dækket af kappen. De så den vist ikke, men da hun ville tage om låret, kunne hun ikke. Hendes hånd gik lige igennem, og hun gispede.
   Hun gik hurtigt hen til et andet bord med frugter, men heller ikke disse kunne hun tage om. Var hun blevet et spøgelse. Hun tog en hurtig beslutning og slog kappens hætte bag over. Godaften, sagde hun med rystede stemme til folkene, men ingen reagerede. De gik blot forbi hende og passede hendes arbejde. Nu blev hun rigtig bange, og løb ud af køkkenet, og på vej op af trappen, kom kokken igen imod hende. Hun kunne ikke nå, at komme uden om ham, så hun gik lige igennem. Hun stod på den mørke trappe i chok. Hvad var det dog, der var sket? Hun græd, mens hun løb op og ud i krostuen. Hun mærkede pludselig, at hun ikke frøs, og hun havde heller ingen sult mere, så hun besluttede sig for, at hun nok var død, og det var sådan det føltes, at være et spøgelse.
   Hun gik udenfor igen, og hun ville tage kappen helt af, men knappen ved hendes hals ville ikke gå op, selvom hun prøvede sit bedste. Hun lagde pludselig mærke til, at hun ikke havde sit sædvanlige tøj på, men en smuk rød kjole, sorte støvler, der passede og hvidt undertøj og underkjole. Hun havde også rent hår i en fletning med et rødt bånd, og Anna var sikker på, at hendes brune hår aldrig havde strålet sådan før. Hun havde også pludselig små sorte læder handsker på, og hun så sit spejlbillede i et butiksvindue. Hun var smuk med den store kappe, der nu passede hende perfekt, så måske var det ikke så slemt at være død alligevel. Hendes grønne øjne skinnede af fryd. Men vent! Hvis hun var død, havde hun vel ikke et spejlbillede? Hun tænkte forvirrede tanker, mens hun gik rundt i byen. Hun var ikke træt, men det overraskede hende nu ikke.
   Solen stod op, men den var blot et svagt skær gennem de hvide skyer, der havde efterladt dynger af hvidt puddersne over alle byens tage og gader. Lygtemændene gik og slukkede lygterne mens gaderydderne sled med deres skovle.
   Hun gik ind i et finere kvarter i byen, hvor sorte kareter stod med stærke heste spand foran. Anna gik hen til en af dem, og hun rørte forsigtigt hesten på mulen, og den så hende. Det var hun sikker på, så hun grinede og klappede den fornøjet.
   Hov, unge frøken. De må passe på. Hestene kan godt bide. Anna stod og måbede foran en meget ung kusk i en fin sort frakke og med høj sort hat. Hvem kaldte han frøken? Det kunne da ikke være hende. Og han kunne se hende!
   Øh, undskyld, fremstammede hun spagt og gik halvt bakkende ind på fortovet, hvor hun næsten stødte ind i en meget fin dame, der havde sin lille søn ved hånden. Damen smilede faktisk til hende, og hun smilede igen.
   Hun kunne mærke kulden igen, men hun var varmt klædt på nu, og hun var lidt sulten, men det var ikke slemt. Træthed troede hun aldrig, hun skulle føle igen. Hun havde masser af energi.
   Hun gik lidt, og så begyndte hun at fælge efter en gruppe børn på en elleve eller tolv, hendes alder. De var nok på vej i skole. Sådan en havde hun aldrig været i, så af ren nysgerrighed gik hun efter dem. Hun gik dog ikke lige bag dem, for hun ville helst ikke tale med dem. De ville høre hendes stemme og vide, at hun ikke var som dem. Det var hun sikker på.
   Børnene gik af en sti mellem de fine huse indtil de kom ind til byen igen, hvor skolen lå lige over den store hovedgade. En ung kvinde fulgtes med dem. Hun var ikke særlig stor, så Anna så hende først nu. Hun havde et underligt udseende, og hun måtte komme fra et andet land, vurderede Anna, da hun kom nærmere og så kvindens skrå øjne og gullig kulør.
   Hun ledte børnene over vejen, og Anna fulgte med.
   Kvinden så tilbage på hende, da de alle var kommet over, og de andre børn så også på hende nu.
   Hvem er du? Spurgte en lyshåret dreng, og Anna blev lidt forlegen, da hun sagde sit navn.
   Er du ny? Spurgte en mindre pige, da den unge kvinde gik igen. Anna nikkede, og pigen, der havde rødt hår og fregner, præsentrede sig som, Margrethe. Det var hendes barnepige, den underlige kvinde, som kom fra et land, som hun kaldte Japan. Anna havde ingen ide om, hvor det land lå, men pigen var ikke så overrasket. Hun sagde, at hendes forældre var meget fine og havde rejst i mange lande, som andre danskere kun havde hørt om.
   De gik inden for i den store skolegård, hvor Anna aldrig havde set så mange før samlet før. Hun spekulerede på, hvordan de voksne kunne holde styr på dem alle.
   Margrethe ville stille Anna spørgsmål, men før hun nåede at fuldføre en sætning, kom en fin gråhåret herre ud fra to store egetræs døre, og stod på tre trin, der førte ind i skolen. Alle børnene forstummede, og andre mænd og kvinder kom ud.
   Da stillede de forskellige børn sin i mindre grupper og i lige rækker. Anna blev forvirret, og stillede sig fint ved siden af Margrethe.
   Hvad sker… Margrethe tyssede på hende, da en ældre herre kom hen til deres gruppe. Han havde en lang pind i hånden, mens han gik rundt og så på dem alle. Anna blev vred på sig selv. Hvorfor skulle hun også finde på at tage med i skole? Hun kunne jo ikke engang bogstaverne.
   Herren stoppede foran hende, og hun så ned på sine fine støvler og den nedtrampede sne.
   Se på mig, sagde han mildt, og hun så frygtsomt op i hans lyseblå øjne, der ikke så spor vrede ud.
   Hvad er dit navn? Anna svarede, men hun undlod at sige sit efternavn først. Da han spurgte efter det, tænkte hun, at hun måtte finde på noget finere end Kjær.
   Øh, Daní fik hun sagt, mens hun frydede sig over, at hun var kommet i tanke om et navn, som hun engang havde hørt en smuk frue på gaden kalde sig.
   Åh, så Frøkenen er fransk? Anna sank en klump i halsen og vidste ikke, hvad der gik af hende, da hun nikkede og så ned.
   Okay, og jeg kan ikke se, at du har medbragt dine forældre. Åh, men du må op på rektorens kontor og indskrives, så kan du komme tilbage til klassen, sagde herren, og gik fra gruppen. Margrethe smilede til hende.
   Er du virkelig fransk? Det er min onkel også! Anna lyttede ikke helt efter. Hendes opmærksomme blik fulgte herren, som nok var klassens overlærer.
   Han var gået op til herren på trappe trinet. De andre elever var på vej ind sammen med deres lærere. Så vinkede han Anna derop. Hun var frygtelig nervøs, da hun alene gik den lange vej hen til de to på trappetrinet.
   Nå, så du er Anna Daní, sagde herren, der måtte være rektoren. Han hed Hr. Sørensen og rakte en hånd ud mod hende. Hun håbede, at hendes hånd igen var normal og kunne gribe hans. Det kunne den heldigvis. Hun var åbenbart kun magisk om natten.
   Annas lettelse svandt hurtigt, da manden pludselig sagde noget til hende, som hun ikke forstod. Hun skulle vist svare, og med et lille håb nikkede hun bare, og heldigvis var det rigtigt, og hun åndede lettet ud, da hun gik med han ind. Klasselærer gik tilbage til sin klasse.
   Hun måtte styre sin forbløffelse over skolens indgangs hal, som var så smuk, at hun troede, at hun var på et slot. Der var blå tæpper på væggene, højt cedertræs loft, smukt brunligt stengulv, man kunne spejle sig i og en bred snoet trappe lige frem.
   De to drejede mod højre af en kort gang med mange portrætter på væggene. De mange fine mennesker måtte være lærer, vurderede Anna, da de kom til en sidste dør forneden af gangen. Der var der et guldskilt, hvorpå der stod: Hr. Sørensen, Rektor..
   De kom ind i et stort rum, som Anna tænkte måtte være et slags bibliotek. Hun havde aldrig været i et før, men her måtte hele verdens bøger da være. Hun så måske lidt overdrevent nysgerrigt rundt.
   Ja, det er jo ikke så meget, men det er nu engang mit kontor. Kan frøkenen lide det? Anna nikkede flovt og så ud af det eneste vindue, der var. Lette gennemsigtige gardiner dækkede det halvt.
   Nå, men vi må få dig indskrevet, men selvfølgelig må vi også møde en af dine forældre. Rektoren satte sig ved et skrivebord, og Anna gik også derhen. Hun sagde ikke noget. Det eneste, der gik gennem hendes tanker, var hvornår hun kunne se sit snit til at stikke af. Det her var alt for kompliceret for hende. Det kunne kun gå galt.
   Hvad er din fars navn? Spurgte rektoren, der havde taget et blankt stykke papir frem og sad parat med en fyldepen. Anna var ikke sikker på, hvad han ville skrive, men hendes fantasi havde ikke rigtigt nogen bud på et navn. Hun tøvede, da det bankede på kontorets dør.
   Ja, vær’sgo, sagde rektoren med lidt irritation i stemmen.
   En mand trådte ind, og Anna kunne ikke lade være med at stirre på ham, for selvom hun havde set fine pæne herre før, havde hun aldrig set så flot en mand i sit liv.
   Han var høj, havde en sort frakke, en sort hat, som han tog af, mørkeblå øjne og sort bryn og hår. Han havde så smukke træk, at Anna bare stod helt paf og kikkede beundrende på ham.
   Goddag, sagde han høfligt og bukkede let, før han spurgte om noget, der helt slog benene væk under Anna.
   Kommer jeg for sent til min datters indskrivelse?
   Deres datter? Spurgte rektoren, selvom Anna kunne høre det samme spørgsmål udtalt i sine tanker.
   Ja, Anna. Jeg skal nok skrive under på deres papirer, men Anna kan ikke begynde i dag, selvom det var planen. Hendes mor er på sin dødsseng, så jeg er bange for, hun må være hos hende. Anna havde aldrig hørt en voksen lyve så overbevisende, og rektoren troede det hele. Han skrev hurtigt på sit papir, som Annas angivelige far så skrev under på.
   Han tog Anna ved hånden, og hans greb var hårdt, næsten for hårdt. Han var måske vred, selvom Anna ikke vidste hvorfor. De sagde farvel og forlod kontoret med rektorens oprigtige medlidenhed med den opdigtede kvindes sygdom.
   Da de kom udenfor skolen igen nærmest trak han hendes tværs gennem skolegården. Hun kunne næsten ikke følge med hans hastige skridt. Hun var også ved at falde flere gange, da sneen gjorde brostenene på fortovet udenfor glatte.
   De gik over den befærdede hovedgade og ned af en gade, som Anna ikke kendte. Hun forsøgte at spørge ham, hvem han var, men han svarede ikke. Han så vred og målrettet ud, mens han gik.
   Anna kom til at tænke på, at han jo kunne være ejeren af kappen. Men hvorfor tog han så ikke bare den af hende?
   De gik videre ned af andre gader, indtil Anna var sikker på, hun ikke ville kunne finde tilbage til en gade hun kendte.
   Endelig stoppede de foran en dør i en lille beskidt og tarvelig gade, hvor manden bankede på tre gange. Så ventede de lidt, før en person, en ung kvinde åbnede den.
   De kom hurtigt ind, og så slap herren Annas nu følelsesløse hånd.
   Hvad sker der? Spurgte Anna bange og så sig om i det lille køkken, som hun stod i. Det mindede om hendes mors. Den unge kvinde, havde gyldent hår og en pæn men ikke fornem grønkjole på og et forklæde. Det var let at dufte, hun bage brød.
   Hvad sker der, Alfred? Du skulle jo bare finde kappen i en lille pige. Hvor er Lusianna? De ignorerede Anna, der blev mere og mere bekymret.
   Jeg ved det ikke. Ungen havde kappen på, og jeg ved virkelig ikke, hvordan hun har fået den fra Lusianna. Måske har hun stjålet det, sagde manden og så olmt på Anna, der tog til mægle igen. Jeg er ingen tyv! Jeg løb ind i en person, og da jeg så mig om, lå kappen foran mig, vrissede Anna sandfærdigt.
   Alfred, som herren åbenbart hed kom hende nærmere, og Anna bakkede indtil hun stødte mod en væg. Han tog hurtigt fat om kappen, da han brølede af smerte. Kappen havde brændt ham.
   Hvad er det dog du gør? Du ved da, at man ikke kan tage kappen fra den ejer, udbrød kvinden og skyndte at hente vand fra et kar til hans hånd. Han satte sig ved det lille køkkenbord, og kvinden, der hed, Cilla, bad Anna sætte sig også.
   Anna satte sig lidt modvilligt overfor Alfred, der sad med hånden i en lille lerskål.
   Jeg kan ikke se, hvorfor du har fået kappen. Et barn har aldrig før fået den. Han talte nok mest til sig selv end til Anna, vurderede hun.
   Måske er hun moden nok, bemærkede Cilla, men Alfred så bare mistroisk på Anna. Han havde set noget, som han ikke kunne forklare, og Anna havde lige så lille en ide om, hvad der gjorde hende speciel.