Den mørkerøde kappe flyver over fortovet. I natten ses den kun, af dem, der ved, hvem den skjuler; dem der kender dens hemmelighed.
   Kappen flyver gennem byens indre gader og stræder. Den har et mål, som kun dens ejer ved, hvad er.
   Det er en stjerneklar og isnende kold novembernat, og kun få folk haster forbi kappen for at nå hjem i deres trygge varme stuer.
   Denne nat skulle være som alle de andre, hvor kappen havde været på et særligt ærinde, men denne gang for første nogensinde, skulle det hele gå galt. Én der ikke skulle se den; én der ikke burde kende til kappen skulle falde over dens hemmelighed.
   På en særlig gade mellem høje grå og mørke bygninger, stod en ganske særlig pige, som vidste noget, som de andre børn ikke gjorde.
   Måske var det derfor, hun denne nat stod ude på gaden og så ind af et frostbidt vindue.
   Hendes små kolde fingre rørte forsigtigt ruden i håb om den mindste smule varme, som hun ikke fandt. Lyset derinde lod hende se en lykkelig familie, eller sådan så den nu ud for hende.
   En far sad og røg på en pibe foran en lille brændeovn, og en lille pige med fine røde bånd i sine lyse fletninger sad for hans fødder og legede med en tarvelig men sød dukke.
   Pigen udenfor blev misundelig. Hun havde aldrig ejet sådan en, men hun havde ønsket sig en hvert år til jul. Hendes mor havde blot sagt, at de ikke havde råd, så julens magi og julemand var hurtigt forsvundet fra den lille pigens fantasi.
   Nu stod hun der og så, at en fyldig smilende kvinde kom ind i stuen med, hvad der lignede en skål med pebernødder. Åh, den lille pige kunne næsten lugte dem, og hun mærkede sin mave rumle.
   Hun begyndte at ryste, for hendes tøj og lille grønne sjal holdt hende ikke varm. Hun havde heller ikke gode støvler. Hendes storebrors var alt for store, og havde hun kunnet mærke sine fødder, havde hun nok grædt af smerten fra sine sår.
   Hun gik lidt frem og tilbage. Hvor skulle hun gå hen? Hun tænkte på sin familie, eller hvad der var tilbage af den. Hendes far og bror var nemlig begge døde i krigen, og nu havde der været nogle mænd og taget hendes mor til fattiggården.
   Pigen havde de ikke fundet, for hun havde gemt sig. Hun ville ikke derhen, for hun havde hørt, at de gjorde grufulde ting ved børn der.
   Savnede hun sin mor? Nok ikke så meget nu som tidligere, dengang hendes mor stadig var hendes mor, der havde talt med hende, set hende. Nu var hendes mor gået, og kun hendes tomme blik og forladte krop var tilbage, og intet den lille pige kunne sige eller gøre, havde kunnet bringe moderen til live igen.
   Hun hoppede lidt, da en stor dør blev åbnet, og hun fór forskrækket sammen. En ung kvinde længere ned af gaden tømte en skralde spand, før hun så over på pigen.
   Kom du hellere hjem! sagde kvinden halvstrengt, og pigen vendte sig og løb op af gaden. Hun vidste ikke, hvor hun ville løbe hen, men hun behøvede heller ikke tænke længe over det, før hun blev stoppet ganske pludseligt.
   Hun var løbet lige ind i en eller anden, og hun gik bagover. Det eneste hun så, før hun landede på sin bag, var en blodrød kappe.
   Hun rejste sig op igen, og gned sine kolde hænder, mens hun undskyldte. Da så hun, at det eneste hun undskyldte til, var den tomme luft. Der var intet menneske foran hende, men for hendes fødder lå den smukkeste kappe, hun nogensinde havde set. Hun tog den hurtigt op og slog den om sig, efter hun havde set, at der virkelig ikke var andre end hende ved vejkrydset.