... eller "En fest af løse håb"
- Steinbecks og Danmarks minoriteter og skæve eksistenser
I en tid hvor vi i Danmark forfølger minoriteter og forsøger at sætte mangfoldigheden på gaden, kan det være lærerigt at besøge John Steinbecks fiktive univers, der kærligt favner samfundets skæve eksistenser. Blandt andet nedrivningen af Ungdomshuset og den modvilje, som mange indvandrere her i Danmark mødes af, gør Steinbecks tolerance vedkommende som aldrig før.
Det karakteristiske ved Steinbecks "vagabonder" er, at de ikke nøjes med at overleve - de lever. Lever så det gør ondt på både dem selv og læseren.

I Steinbecks univers bliver der ikke givet megen plads til selvmedlidenhed og desillusion. De små håb om at få pigen, lidt bedre møbler eller lignende lever, og det er smerteligt at se, hvordan det gang på gang mislykkes at realisere dem, når pengene endnu engang ryger til endnu en gallon vin eller lignende småtterier. Håbet slukkes dog aldrig, og de uforløste drømme er netop, hvad der holder flokken af sociale udskud sammen.

I Dagdriverbanden følger vi Danny og hans venner, fra den dag de arver Dannys bedstefars to huse og frem til den dag, de begge er brændt ned til grunden.
Dannys lede ved overhovedet at være indehaver af fast ejendom, siver gennem romanen, og det er tydeligt, at livet som besidder ikke tiltrækker ham i samme grad som kammeratskabet og det frie liv som ubekymret drukkenbolt, charmør og dovenlars - kort sagt livet som dagdriver.
Den pludselige materielle rigdom bringer ikke andet end bekymringer med sig, og han ånder lettet op, da den efter en ordentlig abefest i bogstavelig forstand går op i lys lue.

I Et mægtigt gilde er hovedpersonen biologen Doc, der har forladt den dannede del af samfundet for at leve blandt mennesker, der ved deres simple værdier og livsførelse tiltaler ham. Disse mennesker tegnes især af en lille bande drivere anført af platuglen Mack. Banden bor nær havnen, der om morgenen vrimler af liv, når fiskerbådene losser deres fangst af sardiner ved konservesfabrikkerne på kajen. Resten af dagen ligger området dovent hen.
Om menneskene ved Cannery row skriver Steinbeck i bogens indledning: "De, der bor der, er, som en engang sagde, "ludere ruffersker, spillere og slubberter," hvad der vil sige det samme som alle mennesker. Havde han set dem fra en anden synsvinkel, ville han have sagt: "helgener og engle og martyrer og hellige mænd," og han ville have ment nøjagtig det samme." De fem mest centrale af disse slubberter eller helgener - nemlig Macks bande - præsenteres som "den lille gruppe mænd, som havde det til fælles, at de ikke havde nogen familie, ingen penge og ingen ønsker udover mad, drikke og tilfredshed ved tilværelsen. Men mens de fleste mennesker i deres søgen efter tilfredshed ødelægger sig selv og går glip af deres mål, nærmede Mack og hans venner sig roligt og ligesom tilfældigt den tilfredshed, de søgte, og sank blidt hen i den." Også i denne roman erhverver dagdriverne sig et hus. Godt nok tvinger de sig til det, ved på nærmest elskværdig vis at presse købmanden Lee Chong til at lade dem bo i hans lille hytte, som han alligevel ikke selv bruger. Men den lille bande lever her et godt liv uden for mange bekymringer og uden i udstrakt grad at ligge andre til byrde. Faktisk bidrager de til havnens koloristiske minisamfund karakteriseret ved excentrikere, fattigrøve og drukkenbolte.

Det er sjovt, at de små subkulturer i begge romaner, udfolder sig inden for rammerne af et hus, som dagdriverne kvit og frit har vundet brugsretten over. Om de har tiltvunget sig den eller fået den forærende er ikke så centralt. Husene er egentlig heller ikke så afgørende. Det er derimod det fællesskab, som de danner rammen om, og som Steinbeck såvel som samfundet omkring accepterer i mere eller mindre udstrakt grad.
Der stod vist også indtil for få uger siden et hus ude på jagtvej, hvor en flok skæve eksistenser i en periode fik lov til at høre hjemme. De havde endda fået huset - som en gave. Det er snart en gammel historie, og nu hvor én minoritetsgruppe er blevet fjernet fra landkortet, fortsætter det sanitære arbejde med at rense byen for andre ugudelige udskudsgrupper støt og roligt. Det er et ambitiøst projekt fra Faderhusets lille gruppe af religiøse entusiasters side, men troen flytter som bekendt bjerge - og om ikke bjerge så i hvert fald huse. Om det den derudover flytter ud på gaden er slubberter eller tværtimod helgener, det er op til den enkelte og hans synsvinkel at afgøre.

Så længe troen kun udgøres af rundt regnet 40 medlemmer, har den dog ikke større kraft, end at det har krævet en massiv opbakning fra den danske befolkning at få revet Ungdomshuset ned. Beboerne i nærområdet har ikke alle været utilfredse. Mange har ment, at det var rart med en smule kulør på Nørrebros i forvejen spraglede sammenrend af kulturer. Så gjorde det mindre, at det ind imellem støjede lidt, når der blev afholdt koncerter eller andre arrangementer. Men Danny og Macks venner holdt altså også fra tid til anden en lille fest i deres små hytter, uden omverdenen af den grund skejede helt ud. På Jagtvej var det også i mange år ok, at man holdt en lille fest. Pludselig mente naboerne - selv dem i Jylland - dog at det måtte stoppe.

En stor del af den befolkningsgruppe, der indædt holdt på, at Ungdomshuset burde ryddes, havde aldrig selv besøgt huset endsige været i direkte eller indirekte kontakt med det. En masse mennesker, hvis liv normalt ikke præges af politisk engagement og stillingtagen fløj pludselig op på barrikaderne og viftede med dannebrog i en allerhelvedes fart. Alt imens holdt de hinanden om skuldrene og sang alle de slagsange, de tryghedsisolerede småborgere gennem tiderne har ladet gjalde, når noget har forekommet så fjernt, at de har måttet anstrenge blikket og se rigtig langt ud over deres egen næsetip for at få bare en vag idé om, hvad det egentlig er, der foregår lige for næsen af dem. Som oftest har den udfordring været for uoverkommelig, så i stedet for at finindstille blikket, har hr. og fru Danmark bare skrålet videre, stoppet sig med citronhalvmåne og brokket sig alt hvad de kunne og lige så usagligt, som det syntes dem tilforladeligt.
Det er ikke en fjern tanke, at den massive modstand mod ungdomshuset, som pludselig blev vakt i helt almindelige danskere, som aldrig har været i nærheden af huset snarere var et resultat af massepsykologi end af ideologi. Det er altid rart at slå sig sammen nogle stykker og slå lidt på klassens sære knægt. Det får én til at føle sig som en del af gruppen, og når ham nørden så ikke engang er kagespisende, korpulent og svær at kanøfle men tværtimod en ranglet teenager med ring i næsen, læderjakke og akne - ja så skulle man da næsten være idiot, hvis man ikke gav ham en på trynen og leende dunkede kammeraterne i ryggen.

I en tid hvor rig som fattig har helvedes ondt af sig selv, uanset hvor godt det går, kunne vi lære meget af Steinbeck. Nok var han en håbløs slumromantiker, og det er tvivlsomt om tilværelsen som alkoholiseret udskud altid var ligeså fornøjelig at leve, som den for ham var at skrive om. Hans insisteren på at underspille de negative sider af det ludfattige liv og i stedet stille skarpt på de positive er dog utrolig livsbekræftende.
Han rammer et eller andet, der gør forbandet godt, men det gør altså også ondt, og selv hos en håbefuld sjæl som ham lurer sammenbruddet lige om hjørnet. I hovedværket Vredens druer anes det ikke blot. Den sociale katastrofe udstilles derimod nøgent og illusionsløst i skildringen af Oklahomas fordrevne fæstebønders søgen efter arbejde og dermed overlevelse i Californien. Det frugtbare land bugner her af rigdom og virker som et sandt paradis. De fordrevne bønder erfarer dog hurtigt, at de ikke får del i velstanden men tværtimod udnyttes som underbetalte daglejere. Den oprindelige befolkning beholder rigdomen, og de håbefulde indvandrere vælger de at internere i Sandh…undskyld, i små kummerlige lejre. Her bliver de gennet ind i en uværdig tilværelse som underbetalte frugtplukkere. Som residens bliver hver familie tildelt et lille rødt hus med fedtpletter på gulvet, et rustent komfur samt en lugt af fedt og sved.
Familien Joads gravide datter spøger sin mor: ""Skal vi bo her?" Ma tav et øjeblik. "Ja det skal vi," sagde hun omsider. "Det bliver ikke så slemt, når vi først har fået vasket det og moppet gulvet." Jeg holder mere af teltet," sagde den unge pige."
Drømmen om et bedre liv i den solrige stat formørkes for til sidst at udslukkes helt, og deres søgen efter arbejde ender som en desperat og udsigtsløs jagt på småpenge og dermed en usikker overlevelse fra dag til dag.

I et Danmark hvor snæversynet og kulden over for minoritetsgrupper og skæve eksistenser vinder frem, er det rart for en stund at kunne lukke virkeligheden ude og hvile sig lidt i den simultant lune og indignationsdirrende favn, Steinbecks altruistiske fiktionsværker fra 1930'erne udgør.