Birger sidder i sin kørestol og er godt gal i skralden. Han har tobakssovs hele vejen ned over hagen, og hans stomipose skulle have været tømt for længst. Den er helt udspilet ligesom hans kinder, som er ved at antage en let violet kulør efter hans efterhånden tre kvarters lange anstrengelse for at holde sig.

Han glor olmt hen på den nærmeste plejer, men han er ligesom det resterende personale på Frydenminde fuldstændig tabt for omverdenen. For halvanden time siden bænkede de sig blandt beboerne og indstillede deres fulde opmærksomhed på 28-tommerskærmen i Tv-stuens ene hjørne. Ikke én gang har blot én af dem rejst sig for at ulejlige sig med at servicere de ældre.
   Det danske fodboldlandshold spiller, og det lader til, at den generelle antagelse er, at lige netop dén slags begivenheder sætter verden i stå og i hvert fald en stopper for de ældres behov.

Med et indigneret grynt lader Birger dem dog forstå, at det har været en grel fejlantagelse.
   "For fanden da også!" udbryder Plejer-Palle, som var en svingende fuld spand hverdag pludselig blevet hældt ud over hovedet på ham. "Pisse-Birger har igen sprunget sin pose."
   En fæl odør fylder hurtigt Tv-stuen, og plejerne nødes til at handle.
   "Ååh for syv Søren da også. Så lad os da gøre, som vi plejer," vrisser Heine. "Men for... Straffesparkskonkurrencen starter om fem minutter. Godt. Kommer I to andre herop, så vi kan få det afgjort?"
   De fire plejere sætter sig i en rundkreds og kigger determineret på hinanden. "Sten, saks, papir." "Okay. Du slipper Nis," siger palle. Så må vi se, om du trækker det korteste strå igen Heine." "Sten, saks, papir." "Næ du slap sgu. Så er der bare os to tilbage Villy."
   De to kraftige og lettere tyndhårede mænd stirrer trodsigt hinanden i øjnene. "Der er to minutter, til de går i gang igen Palle, og jeg nægter fandeme at misse afgørelsen. Det er ottendedelsfinalen ved VM det her!" "Jamen så knæk og bræk tykke." "Sten, saks, papir." "Aah for hulen da også," hvæser den velvoksne Villy og rejser sig modvilligt.
   Flere af de gamle er begyndt at rykke uroligt på sig, efterhånden som pølen af urin og ekskrementer har udvidet sig og med faretruende hast nu nærmer sig deres fødder. De forsøger at løfte benene men har ikke kræfter til at holde dem oppe i længere tid ad gangen. Nogle få begynder at græde, og en del brummer misfornøjede.

Villy kommer tilbage med en spand og en moppe, som han stiller i det ene hjørne. Så går han hen til Birger, der nu sidder helt stille med hovedet lidt på skrå. Han tager fat i hans kørestol og triller ham ned til hans værelse i det fjerneste hjørne af hjemmet. Inde på værelset stiller Villy Birger midt på gulvet.
   "Nå Birger. Jeg kommer tilbage og vasker dig, så snart jeg har set, om Danmark går videre."