Iført den hvide hospitalsskjorte sidder jeg på sengen og stirrer blankt ud gennem den plettede rude.
   Jeg har trukket benene op under mig og betragter et gammelt ægtepar i hospitalets have. Arm i arm vandrer de på den nyrevne grussti langs med de udsprungne rododendroner.
   Kvinden trækker lidt på det ene ben, og da de når til en lille bænk støtter manden hende, mens hun forsigtigt sætter sig. Med en lille anstrengelse rykker hun lidt til siden og gør plads til, at også han kan sætte sig. Han lægger armen om hende og aer nænsomt henover hendes glatte hvide hår.
   De taler sammen og ser i deres bevægelser og gestik ud, som om de har brugt hele livet på at lære hinanden så godt at kende, at de aldrig støder ublidt ind i hinanden. I de ti minutter jeg betragter dem, er de hele tiden opmærksomme på hinanden. Når den ene taler, lytter den anden, og når den ene bevæger sig, trækker den anden sig lidt væk og gør plads. Sådan afpasser de på trods af deres gamle stive kroppe hele tiden deres bevægelser efter hinanden og ser trods det hvide hår og stokkene ved deres side nærmest ungdommelige ud i deres smidige hensyntagen til hverandre.

Med en klump i halsen retter jeg blikket mod døren til mit værelse og stirrer med tomme øjne ufravendt mod den i ti minutter. Endelig banker det på, og dørhåndtaget bliver trykket ned. Men bevægelsen er helt forkert. Frem for at svinge op så de gamle hængsler synger, bliver den i en træt bevægelse skubbet op, og en sygeplejerske i hvid kittel træder ind.
   "Hun er desværre også blevet forhindret i at besøge dig i dag Josef. Til gengæld har doktor Lassen tid til at tale med dig allerede om fem minutter."
   Fem minutter senere sidder jeg på doktor Lassens kontor. Værelset er spartansk møbleret og på den ene væg hænger en abstrakt sort/hvid tegning. Den gådefulde klat forestiller ikke rigtig noget. Måske to deforme svaner, der har vendt deres fjerede bagpartier mod hinanden og lader hovederne hænge melankolsk ned foran sig.
   "Ja Josef. Det ser jo ud til at skride fremad," siger doktor Lassen. "Du lader til at have gjort dig fri af fortidens hændelser, og jeg tror snart du er parat til at blive udskrevet igen.
   Det ville nu også være synd andet. Du er jo en flot ung mand, og der skal også nok være en sød pige til dig derude."