Jeg har aldrig mødt et så utaknemmeligt menneske som Severin.
   I en lille kvistlejlighed levede han helt alene og afsondret fra omverdenen. En sjælden gang skete det, at et menneske kom og bankede på hans dør. Så lukkede han smilende vedkommende ind og lod dem først komme ud igen efter at have nydt deres selskab i flere døgn i træk.
   Når han lukkede dem ud igen, var hans smil altid blevet afløst af en modløs grimasse.
   Det samme menneske kom aldrig tilbage og bankede på Severins dør, og Severin selv syntes at sætte en ære i aldrig at gå ud af sin lejlighed og ulejlige andre mennesker med sit selskab.