Uvilkårligt som om han intet mål med ævred havde, som om han dolkede ud i den tomme luft, lod han gang på gang kniven glide ind i hendes bløde kød, for blot at trække den ud igen og atter penetrere et af hendes unge krops udsatte punkter.
   Skæret fra månen faldt blåligt ind gennem Løvbjergs store ruder, hvor mellemrummene mellem de påklistrede plakater, som gjorde opmærksom på det fordelagtige ved at investere i ti pund pottemuld af mærket "Spagnum" til den nette som af 23,95 kr., tillod strålerne at trænge ind og bade gulvet i et koldt gennemsigtigt lys.
   Måneskinnet fik de to skikkelser til at antage et spøgelsesagtigt såvel som drømmeagtigt udseende. I en lang dvælende bevægelse førte den purunge knægt endnu engang den lange kniv tilbage til endnu et stød. Havde man været der, ville man straks have bemærket det ejendommelige ved hele dette bizarre optrin. På intet tidspunkt, ville man have tænkt om denne unge mand, at han var en koldblodig morder. Han virkede snarere, som det tilfældige offer for en andens vilje, som om hans hånd førtes af en anden.

Mandag D. 16/11 mødte 1. y på Gudsminde Gymnasium til noget af et chok. Ti minutter inde i første time bankede det taktfast på døren, og ind trådte rektor Willemoes. Han talte roligt, myndigt og med samme dybe medfølelse, som hvis han havde set sig nødsaget til, at give dem fri i den kommende latintime.
   "Det er med sorg i stemmen, at jeg må meddele, at jeres kammerat og lidelsesfælde her på stedet, Julie Brakstrand, natten til fredag var offer for et bestialsk mord."
   Ingen af eleverne fattede uråd, før budskabet var talt til ende. Ja selv efter at rektor atter var trådt ud af lokalet, havde lukket døren efter sig og med afmålte skridt var fortsat ned ad gangen, sad eleverne tilbage uden helt at have fattet det de netop havde hørt. Hurtigt gik det dog op for dem, og flere af dem brød ud i gråd ved visheden om, at en ven var blevet revet fra dem på denne vis. Mathias var dog en undtagelse.

Senere på dagen blev samtlige af gymnasiets 372 elever trukket ned i aulaen, for at modtage yderligere information om det hændte. Til lejligheden var en midaldrende betjent fra det lokale politi troppet op. Han beskrev, hvordan Løvbjergs souschef lørdag morgen på afstand havde set Julie ligge henslængt over pallen med juice. Indtil han kom helt hen til hende, var han overbevidst om, at hvad han så, blot var en af de unge medarbejdere, som havde været på vej hjem fra byen, og ved synet af sin arbejdsplads, havde fået den skarpsindige tanke at låse sig ind. Hun kunne derved have kortet hjemturen lidt af og ligeledes være sluppet for cykelturen på arbejde næste morgen.
   Det hændte, at dette skete. Dog var det ikke noget, der blev set på med milde øjne. Konsekvensen var som oftest et tydeligt aftryk på næste lønseddel, og i særligt grove tilfælde fyring.
   Da Han kom nærmere, blev det ham dog hurtigt klart, at det ikke just var, hvad han var vidne til. Alt liv havde grangiveligt forladt det livløse legeme, som var blevet dolket tre steder i maven samt et enkelt i brystet. Souschefen kendte ikke den myrdede pige, og politiet var hurtigt blevet underrettet.

Betjenten redegjorde overfladisk og særdeles skånsomt for mordet. Ligesom han hurtigt kom ind på, hvilke teorier politiet indtil videre var nødt til at bygge deres efterforskning op omkring. Det var tydeligt for enhver, at de langt hen ad vejen stod på bar bund. Det eneste som talte til efterforskningens fordel var, at gerningsmanden øjensynligt havde benyttet en nøgle for at komme ind, siden der ikke var blevet smadret ruder eller forurettet anden skade. Dette tydede på, at morderen måtte være en af forretningens medarbejdere. Dette gjorde betjentens tro på sagens snarlige opklaring så stærk, at han forsikrede eleverne om, at morderen inden for kort tid ville blive fundet og sat i forvaring på vand og brød.
   Mathias sad bagerst i lokalet og fandt ikke, at alle disse oplysninger havde den helt store nyhedsværdi. Desuden regnede han ikke betjenten for en skid. Hvad fanden bildte sådan en perfid nar sig ind, at tro at blomsten af Danmarks ungdom, han, var klodset nok til, at de skulle gøre sig nogen forhåbninger om at komme videre i sagen.

Sidst på dagen kom 1. y's klasselære "Svend" hen til Mathias og spurgte, om han ville påtage sig den triste tjans at underrette Mia om de tragiske nyheder.
   "Efter at have forhørt mig hos de andre fra klassen er jeg kommet frem til, at du, Julie og Mia stod hinanden nær. Derfor ville det lette mit hjerte, om du ville fortælle Mia hvad der just er hændt. Jeg formoder, at hun vil finde det mindst vanskelligt at høre det fra dig, siden du står hende og stod Julie så nær."
   "Joo det kan jeg vel nok, men først skal jeg altså hjem og lufte Sofus. Så kan jeg sgu altid klare det andet efterfølgende."
   Svend så på ham, overrumplet over den grad af apati, som han uden det mindste spor af skam gav udtryk for.

Tre timer senere da Mathias havde luftet hunden, og desuden fået presset en klipning samt indtagelsen af en halv nr. 17 fra "Kings spot" ind i programmet, var han på vej over mod Mia. Det var hendes mor, som åbnede.
   "Hej, Mathias, hvor er det dog forfærdeligt."
   "Nå, så I har allerede hørt?"
   "Ja selvfølgelig. Det har jo været på forsiden af alle aviserne."
   Det irriterede ham, at han ikke selv havde bemærket dette, da han var nede i byen. Han havde da godt nok, nu da han tænkte sig nærmere om, hørt frisørerne tale indbyrdes om et mord begået i Gudsminde. At det lige skulle have været mordet på Julie overgik dog hans fatteevne, og virkede i hans øjne en smule usandsynligt. Gudsminde var jo trods alt en by med hele 14.700 indbyggere plus det løse.
   "Nå ja for helvede. Det burde ham fjolset Svend da for helvede også have bemærket," mumlede han for sig selv. Han gik på moderens anvisning ind til Mia, som lå fuldstændig opløst af gråd på sin seng.
   "Hej," sagde han, "hvordan går det?"
   Mia vendte sig langsomt og så op på ham.
   "Her. Tag og tør øjnene du ligner jo pis," sagde han henkastet og smed et papirlommetørklæde hen til hende.
   "Hvordan kan nogen mennesker dog være så ondsindede?" snøftede hun halvkvalt.
   "Der er vel psykopater alle vegne. Der er ikke rigtig så meget at gøre ved det, vel. Men eftersom du allerede ved, hvad der er sket tror jeg, at jeg smutter videre."
   "Nej vent. Du ved vel, at hun var forelsket i dig, ikke?" Stadigt snøftende.
   "Næ, det gjorde jeg ærlig talt ikke," svarede Mathias, gik ud af døren og tog hjem.
   Mia lå tilbage og følte, at hun havde mistet to venner. Hvor var den følsomme Mathias blevet af? Hun græd bitterligt.

Hvorfor? Det blev aldrig besvaret. Måske var Mathias vidende om kærligheden, men magtede den ikke. Han havde gennem flere år gemt på en større hemmelighed end denne. En hemmelighed om sig selv. Han var anderledes end andre drenge, og det magtede han ikke, at Julie skulle finde ud af, da han havde låst dem ind I Løvbjerg, hvor han arbejdede i slagteren. Han havde givet hende forhåbninger, som han ikke kunne indfri. Forhåbninger som uvægerligt ville afsløre ham.