Randers banegård by night. Fryser og skutter mig under den tynde sommerjakke. Bevæger mig gennem forårsskumringen og alle dens lyde og går gennem glasdøren ind til ventesalen. Mine stiletter laver dumpe, klikkende lyde mod klinkegulvet. Lydene giver et svagt ekko i den rummelige sal. Jeg suger indtryk til mig. For jeg elsker banegårde, specielt sent på aftenen.
   Jeg har lige været på besøg hos en ven, som bor inde i midtbyen. Lyden af den høje musik, som vi har spillet hele aftenen, dunker stadig i mine ører ... en efterklang som finish på aftenen.
   Luften omkring mig er stadig fuld af musik. Den følger mig hjem. Sætter farten lidt ned på vej gennem rummet som en måde at få tonerne til at sætte sig bedre fast i min erindring. Sanser i takt med mine bevægelser. Har det som om jeg svømmer gennem et rum af lyd. Salen er oplyst. Hvide vægge, skakternet, sort...hvidt gulv, projektører i loftet. Her er kun nogle få mennesker: En lille gruppe skater...unger, et gammelt ægtepar, der ser forvirrede ud og tilsyneladende ikke er vant til at køre med tog, og en spritter, der befinder sig halvt siddende, halvt liggende op ad væggen henne ved billetautomaten i en uvis tilstand et eller andet sted mellem søvn, rus og død. Og så et kærestepar på min alder, der står viklet ind i hinanden i den modsatte ende af ventesalen, henne ved siddepladskerne ved siden af DSB...kiosken. De hvisker mellem kyssene. Indiskret aftenliderlighed. Fyren ser ok ud ... han ligner lidt en jeg var sammen med på Hatten engang. Eller måske lidt min eks Nicolaj. Det kommer an på, hvem man gider at associere til.
   Jeg stiller mig op ad væggen længst inde i ventesalen og nynner sagte et gammelt Suede...nummer. Checker looket i glasdøren, der fører ud til perronerne. Holder min smøg på en overlegen måde mellem læberne. Adspredt. Konkluderer, at jeg ser situationsbevidst og fjern ud på samme tid. Udstråler undergrund som jeg står dér i udtrådte converse...sko, sorte fløjlsbukser og min kropsnære unisex læderjakke, der er lynet halvt ned, så man alligevel ikke bliver i tvivl om, om jeg er af det ene eller det andet køn. Jeg har tjavset, kort, mørkt hår, der går lidt ned over øjnene. I mit ene øre sidder en smagløs, grøn, retro...style ørering, der skriger sig iltert tilbage til 80'erne. Jeg ser lidt hærget ud, for jeg er forholdsvis bleg og tynd, og mine øjne er tegnet kraftigt op sort kohlstreg. Det gør ingenting, for jeg kører min stil igennem. Og min mission med mit look er, at det ydre skal udstråle det indre, og dét kommer til mig helt af sig selv. Jeg er uforbederlig. Sådan casual og livsled på den fede måde.
   Jeg skodder cigaretten mod skakbrætgulvet med foden. Der er 20 minutter til mit tog kommer. Skal altså tilbringe yderligere 20 minutter i provinsen, inden jeg for alvor begiver mig derud, hvor de små forstæder anonymt overlapper hinanden ... altså der hvor jeg bor. Vel a mærke dér hvor bor, indtil jeg finder den rette mulighed for at komme væk.
   Slasker lidt rundt i salen på må og få. Har ikke noget imod ventetiden, indtager sultent den tyste nattestemning. Checker mobilen. Kalle har skrevet. Fair nok. Besvarer beskeden mens jeg får øjenkontakt med fyren ovre ved DSB...kiosken. Han har front mod mig mens han omfavner kæresten ... hendes ansigt vender den modsatte vej. Jeg smiler skævt og skyder et hemmelighedsfuldt blik hen til ham. Han leger med ilden, gør han. Snart åbnes døren ud mod gaden og en chik med glat lyst hår kommer ind. Uægte blondine. Stemplet! Hun vrikker påtaget meget med røven, mens hun går. Mainstream...attitude, for meget make...up og Vero Moda...tøjstil. Nike...kondisko og splinterny Nokia mobiltelefon. Tydeligvis inderligt fokuseret på ydre ting. Jeg har en 3310. And I dont care!
   Min irritation over blondinens tilstedeværelse får mig til at glemme fyren med kæresten. Der skal så sandelig være plads til enhver form for stereotyp personlighed her på stedet, men blondinen har simpelthen en kvalmende upersonlig présence. Hun svajer forbi mig og går ind i DSB...kiosken.
   Og efter at have set yderligere på hende, finder jeg kraftedeme ud af, at jeg ved, hvem hun er, og at hun har været sammen med Nicolaj, min eks. Alle har været sammen med Nicolaj. Jeg har ingen grund til at tænke tilbage på vores forhold som værende noget særligt. Er bare et nummer i rækken.
   Heldigvis er jeg et af de første numre. Han var sammen med mig, før han for alvor begyndte at gå til den med alle de andre. Han mistede først sine selektionsevner efter at have lagt i med mig i det halve år, som det nu engang blev til. Men jeg føler mig anonym nu, når jeg tænker på, hvor mange jeg har dét tilfælles med, at jeg har været sammen med Nicolaj. Nogle i mit sted ville måske føle sig direkte misbrugt, men jeg er ikke typen, der føler mig misbrugt. For mig er følelsen af anonymitet værre end følelsen af at være blevet misbrugt. Det værste ved det hele er alle de forskellige typer, som Nicolaj har været sammen med. Selvom han har en karismatisk udstråling, er han åbenbart fuldstændig forladt for smag. Alle typer er gennem de sidste par år faldet for hans charme, hvilket har medført, at Nicolaj har kneppet alt fra yuppie...blondiner til hippier til sådan nogle som mig, der prøver på at være mig selv. Og på den måde tilintetgør han os på den måde alle sammen, for når vi alle sammen har været sammen med ham ... så er vi jo bare numre i rækken. Vi mister vores individualitet, og vi bliver ufrivilligt sammenlignet af alle de folk, der står lidt ude i periferien og agerer tilskuere.
   Blondinen spankulerer ind i DSB...kiosken og efterlader mig stående tilbage med en tom fornemmelse indeni. Fornemmelsen af på få sekunder at have fået flere års dybe fortrængninger kylet brutalt i hovedet. Det er ikke så nemt som det lyder at glemme sin eks, og det er endnu sværere at holde erindringen om ham ud.
   De negative ting ved Nicolaj er nemme nok at forholde sig til: Hans skødesløse kommen sammen med alt og alle, hans grimme cardigans, hans selvcentrerenhed, hans mangelfulde taleevner ... den evige tavshed. Specielt det sidstnævnte har på overfladen hjulpet mig med at bygge et værn af aversion op, som skulle have haft til formål at forhindre min længsel efter ham i at stige op igen.
   Vi talte stort set aldrig, når vi var sammen. Når vi mødtes, udvekslede vi per rutine et par ord om, hvad der var sket i dagens løb, om vejret, om ligegyldige ting. Men jeg husker ikke én eneste lang, vedkommende samtale mellem os. Derfor fatter jeg egentlig ikke, hvorfor jeg stadigvæk tager mig selv i at tænke indfølt på ham ... jeg har jo egentlig aldrig kendt ham. Jeg ved ikke noget om hans holdninger, hans fremtidsvisioner, eller hvad han syntes om eller ikke syntes om. Så snart vi var kommet hjem til ham, og jeg havde smidt min jakke i entréen, var det som om, at vi bevægede os ind i en sfære af stumhed. Han førte mig ind på sit værelse, og den sex, der hurtigt kompencerede for verbal kommunikation, var fra hans side nærmest kynisk direkte og totalt personlighedsløs. Jeg har dyrket sex med en persona uden tilhørende skygge! En tom skal krop uden et indre. Han elskede på en ihærdig, strømlinet måde. Ikke et ord sagde han til mig, ikke et eneste kompliment, ikke en eneste ordre. Han så mig ikke ind i øjnene. I stedet var det nærmest, som om han under samlejet ... i den proces, hvor to mennesker normalt er aller tættest på hinanden ... lukkede sig inde i en uigennemtrængelig kuppel. Derinde forekom det mig nærmest, som om han kæmpede en kamp ... med sig selv. Han så ned mod gulvet, vendte hovedet bort. Hans vej mod klimaks var ikke tiltagende nydelse, det var et forsøg på virkelighedsflugt, en måde at slippe udenom alle de samtaler om følelser, piger stræber efter at have med deres fyr. I starten prøvede jeg at trænge igennem kuplen, men snart fandt jeg ud af, at det var umuligt, og at jeg opnåede det modsatte ved at prøve. Jeg blev trukket med ind i hans eskapistiske univers. Når han var kommet, var vi begge usammenhængende dele af en fjern frygt mod hverdagen, der strømmede tilbage mod os.
   Bagefter skulle jeg altid hjem, og det var først i toget på vej mod forstaden, at jeg blev klar i hovedet igen. At elske med ham var som at lade sin bevidsthed glide ind i et mystisk, abstrakt, fortættet univers uden lyd, ord og mimik. Han havde en hermetisk indvirkning på min tankefunktion. Aldrig har jeg mødt en fyr, som kunne få mig til at miste grebet om mig selv i så høj grad. Måske skyldtes det sorgen over at jeg ikke kunne lære ham at kende, så jeg kunne få os begge to ud på den anden side af den lukkethed, vores forhold og hele hans verden var baseret på. Jeg var to forskellige mennesker i ... og udenfor hans selskab. Eller også var jeg kun menneske, når jeg havde ham på afstand. Jeg har aldrig været så sygeligt forelsket som jeg var i Nicolaj, men samtidig har jeg heller aldrig ... hverken før eller siden ... mødt en fyr, der havde så sygelig en indvirkning på mig. Han skræmmer mig stadig. Og måske er det også derfor, at han stadig fascinerer mig.
   Jeg har altid søgt mod det outrerede. Og måske var det netop det uforklarlige ved Nicolajs opførsel, som fikserede mine tanker omkring hans person. Jeg synes i hvert fald stadig, at det er spild af menneske, når jeg ser ham være sammen med alle de små dumme køer, som han lægger ned for at få fysisk afløb for alle spændingerne i sin krop. Jeg ved, at han er et interessant menneske, men jeg plejer altid at have flair for at finde ind til nerven af spændende mennesker ... afsløre, hvad de står for. Jeg elsker folk med lig i lasten. De plejer heller ikke at være bange for at åbne sig for mig. Det er måske fordi jeg er lidt avantgarde selv. Og jeg er åben overfor nye impulser. Jeg har oplevet meget shit, og intet kan skræmme mig ud over Nicolaj. Han få mig til at føle mig pinefuldt utilstrækkelig, fordi jeg ikke kunne hjælpe ham, mens vi var sammen. Hjælpe ham med at komme ud af det, jeg ikke vidste hvad var, men som jeg vidste tyngede ham. Han udstrålede udækket omsorgsbehov. Kan slet ikke huske hans stemme, kun blikket i hans øjne. Et dybt, sørgmodigt blik.
   Blondinen kommer ud fra kiosken igen et par minutter senere, og det går op for mig, at jeg har stået og ventet på hende. Jeg vil se hende igen; prøve at læse hende og spore mig nærmere frem til, hvad fanden hun er for én. Jeg vil gerne forstå, hvad Nicolaj ser i typer som hende ... intetsigende, streight typer. Jeg kan tyde hendes kropssprog, hendes bevægelser virker mekanisk æggende, rutinesensuelle. Hun er et produkt af sin tid, sin anonyme skæbnefødsel, hele vejen gennem facaden og ind til skindet.
   Men måske håber jeg egentlig mest af alt på at genopleve små dele af Nicolaj ved at se på hende. Hun står jo på en måde i forbindelse med ham, ligesom jeg selv gør. Og her forsvinder lidt af min fjendtlighed faktisk unægtelig, selvom jeg ikke har lyst til at indrømme det overfor mig selv. Vi er mange fragmenter i hans kærlighedslivs fortid. Har lyst til at gå hen at sige et eller andet til hende ... ikke noget spydigt, nærmere noget søgende. Måske spørge, om hun stadig har kontakt med Nicolaj. På en måde tvivler jeg på det. Han har ingen grund til at huske hende frem for mig. Jeg er trods alt sådan én man på en måde husker. Jeg føler mig pludselig knyttet til blondinen på en mærkelig fjern måde. Savner opklaring af hendes skæbne ... ligesom jeg savner Nicolaj. Hader ordet "savne" ... det lyder så patetisk, men føler en form for smerte, der bekræfter, at nuet er fuldt af fortrængt men indgroet savn.
   Kan pludselig alligevel huske, hvordan Nicolajs stemme lyder: korte, men sprøde sætninger, fulde af blød lyd og tænksom fjernhed. I det samme kommer et tog susende ind på perronen som et kæmpestort metaldyr, som i ét nu fortærer stilheden. Infernalsk larm skærer sig målrettet gennem rundingerne i mine ører og besætter omgående mine trommehinder som en sygdom. Blondinen forlader ventesalen og stiger op i en af vognene. Jeg følger med ud på perronen. Togets hvide krop gennembryder natten med sin kontrastfarve. Pludselig sanser jeg, at der har dannet sig en kreds af liv omkring mig. Nyankomne rejsende strømmer forbi mig og forsvinder straks igen bag mig. En fløjte hyler. Mæt efterlader metaldyret stedet bag sig efter sin hærgen og lader mig tilbage i nyfalden stilhed. Jeg føler mig konfus. Fryser. Sætter mig ned på en bænk, skutter mig og trækker jakken tættere om kroppen. Ser mig omkring og blændes af røde signalers blinken. Synker en klump. Og så foregår resten faktisk næsten mekanisk.
   Mobiltelefonen føles glat og kold i hånden. Den tidlige forårsvind bider i læberne. Finder frem til Nicolajs nummer, har det stadigvæk gemt i telefonbogen. Tager en dyb indånding. Ringer op. Der er stille omkring mig. To unge mænd taler dæmpet på perronen overfor mig, men i min bevidsthed sanses kun telefonens "dut, dut, dut". Det isner ned ad ryggen. Hvis han ikke tager telefonen, ved jeg, hvordan tomheden kommer til at føles. Er lige ved at græde. Smækker på. Ringer op igen. Det røde togsignal skifter til grønt. Min ansigt blændes af neonlys. En stemme bider i samme nu fat i min trommehinde, trænger som et lyn gennem min bevidsthed, gennemborer mit hoved til eksplosionspunktet, jeg skræmmes næsten:
   "Hallo, det er Nicolaj!"
   Stemmen er som jeg husker den: fuld af blød lyd og tænksom fjernhed. Jeg svarer ikke med det samme. Stemmen gentager sig, og jeg overrumples af fortidens affektion. Kommer i tanker om, hvem jeg stadig er, og præsenterer mig stille. Navnet klæber sig fast i den tætte luft:
   "Hej. Det er Maj. Jeg aner ikke hvorfor jeg ringer."