Det var vist H.C. Andersen, der fik en lille fjer lavet til fem høns. I dag kan man uden gensplejsning, men med lidt moderne teknik få et enkelt andedun lavet til et helt træk gæs, om det skal være, hør blot her.

- Vi skal CE(1) certificeres lød parolen i november 1993, sådan ca. midt i måneden, og det betyder at CE mærket skal indføres i alle vore manualer.
- Ingen problemer, stik mig sådan et mærke, så scanner jeg det ind i bøgerne og så er den potte ude. Det var et kedeligt møde, men så røg bomben og det blev pludselig meget interessant:
- For at sælge vore maskiner fremover skal alle manualer være oversat til det sprog, man taler i det land man eksporterer til - indenfor EU altså. De der ligger udenfor EU er det lige meget med, de kan bare tage og lære Engelsk om nødvendigt med Slagelseaccent.
Det lød meget let, hele vor dokumentation til maskinparken skulle lige oversættes til 10 sprog, de var i forvejen på engelsk. Vi kunne vel selv klare det danske og måske endda det tyske, men hvad med spansk, græsk etc.? Jeg greb knoglen og ringede til et bureau, som jeg havde hørt kunne den slags:
- Altså æhm, jo selvfølgelig kan vi det, men æh altså den, der kan tage stilling, er her ikke lige i øjeblikket, ku' jeg få dig til at ringe igen lidt senere.
- Jo, fint, det haster ikke, det er bare ca. 220 sider, der skal oversættes på rekordtid, så hvis du forstår. Damen forstod, ja hun gik så vidt som til at bede om et telefonnummer og lovede at ringe retur.
Det skete naturligvis aldrig, men det havde jeg heller ikke ventet, så jeg havde allerede hyret et andet firma i Jylland:
- Indfødte oversættere, alle akademikere naturligvis, der sidder i deres hjemland og laver jobbet, ingen problemer, og naturligvis kan vi nå deadline heller ingen problemer, bare kom med stoffet så hurtigt som muligt, hvem trykker det etc. etc. Der var total fod på det hele.

Stoffet skulle lige redigeres, det var ikke svært at regne ud, at en oversættelse til EU sprog ville koste sådan ca. 15-20 kr. pr. ord på discount, dertil kom lidt redigering. Af tidshensyn havde jeg bedt om at få stoffet sat op som originalen, og det ville de gerne gøre for os. Totalomkostning en halv bondegård med tilliggender.

For at gøre det billigere lavede vi en lyn redigering af stoffet og fik så meget tekst som muligt erstattet af billeder, så det færdige resultat endte med en lille letlæselig sag på ca. 22 sider plus en anden lille let sag på blot 11, alt der ikke var totalt nødvendigt for at opfylde CE kravene blev flyttet over i servicemanualerne, der ikke behøvede at være på et lokalsprog, men kunne nøjes med engelsk. Der er altså ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for et eller andet.

Stoffet blev sendt til bureauet og så ventede vi, og sandelig, lidt efter lidt kom oversættelserne retur og blev forberedt til trykning. Det var meningen, at alle oversættelserne skulle være i én bog, da det kunne være svært at styre, hvor de forskellige maskiner gik hen. En spansk manual skulle jo nødig havne i Tyskland, selvom vi alle var i den Europæiske Union.

Trykkeren ville gerne have alt til trykning midt i december senest, men det stod snart ganske klart, at det kunne oversætterbureauet ikke rigtig klare, de havde faktisk regnet med, at tingene trykkede sig selv uden tidsforbrug, så ved juletid måtte være godt nok. Den misforståelse blev hurtigt ryddet af vejen. Bureauet var stadig optimistisk, alt ville være klart før jul, og trykkeren ville have rigelig tid til at trykke mellem jul og nytår. Det var vistnok ikke med i trykkeriets beregning, men de gik dog med på spøgen.

Alt stoffet var nu inde på nær en græsk og italiensk oversættelse, alt andet var i orden og sendt videre til os, og checket så godt det nu lod sig gøre. Vi kunne ikke læse korrektur på alle disse sprog, men vi kunne dog kontrollere om illustrationerne stod på de rigtige steder i teksten og se om overskrifterne så rigtige ud, og det gjorde de. Bureauet checkede, hvor de græske og italienske oversættelser var blevet af og erklærede, at de var sendt, hvorfor havde vi ikke fået dem?
- Ja, men det havde vi altså ikke hit med nogle nye pronto, noget udenlansk havde vi lært.

Der gik en dag, deadline nærmede sig med en hastighed som et krydsermissil.
Bureauet ringede:
- Æhm, damen, som skulle have klaret de to oversættelser, sad altså stadig i Grækenland og tampede løs på sin computer ha, ha, beklagelig fejl, men stoffet skulle nok komme til tiden.
- Ja men, så jag på hende, trykkeren er ved at få nerver, og der er gået sport i det her, vi skal have færdige bøger 2. januar.
- Ja men, det skal nok nås, vi gør hvad vi kan. Kort tid efter ringede bureauet og meddelte at manuskriptet var sendt med kurér fra Grækenland, og vi fik det såkaldte airway bill nummer og fly nummer - alt var lykke, det var ved middagstid den 19. december og firmaet lukkede den 20. kl. 12. Der burde ikke være problemer, kurérservice plejer at kunne levere alt muligt, hvor det skal være på rekordtid, bare man betaler for det, men det var juletid og drillenisserne var på spil.

Bureauet kom på tråden igen: Flyet fra Athen skulle have mellemlandet i Bruxelles, men kunne ikke komme ned på grund af tåge, så det var omdirigeret, hun ville holde mig orienteret. Jeg har ikke meget forstand på flyvning, men det foresvævede mig, at et passagerfly engang landede på Snoldelev International Airport i tåge, der var så tæt, at piloten efter landingen bad om at blive hentet ind til lufthavnsbygningen for han kunne ikke se jorden fra cockpittet. Nå enfin, de var åbenbart ikke så go'e i Bruxelles som i Snoldelev, og det skulle så være dem tilgivet, sikkerhed først - tak.

Næste melding:
- Flyet er nu landet et eller andet sted i Belgien og to lastvognstog kører nu mod Danmark, den ene har dit manus med.
- Fint manner, der er check på det, lad mig få kurerfirmaets telefonnummer. Det er sent den 19. december. Jeg så i ånden to 40 tons lastvognstog, der dundrede nordpå ad tågede, isglatte veje i tykt snefog, mens chaufførerne desperat piskede på hestene klar over sagens alvor. Hvorfor det skulle være et 40 tons vogntog, der skulle transportere mine 30 A4 sider ved jeg ikke, men når de kom fra Grækenland var de måske hugget i marmor og så var sagen jo unægtelig en ganske anden. Jeg ringede til trykkeren:
- Sagen bøf, jeg får stoffet til tiden og sender det direkte til dig, så kan du hygge dig med det mellem jul og nytår, de grinede sygt dernede, jo, men der var gået sport i det her, det skulle klares.

Næste melding, denne gang fra kurérfirmaet var knap så opløftende:
- Vi har mistet forbindelsen med det ene lastvognstog, vi ved ikke hvor det er i øjeblikket, vi tror nok, det er det med dit manus.
- Nå, jeg troede ellers kun 40 tons lastbiler forsvandt sporløst i Norditalien, men selvfølgelig Lüneburger Heide har da vist også huset nogen, der kunne lide vejfarende på deres helt specielle måde.
- Vi skal nok holde dig underrettet.
- Fint.

Endelig lidt i 12 den 20. december kom det forløsende budskab:
- Vi har dit manus skal vi bringe det til Slagelse? Nej tak, I får min hjemadresse, jeg skal lige checke indholdet, og I kan alligevel ikke få det herned før firmaet lukker, så skal jeg ekspedere det videre til trykkeren.

Der kom ikke noget manus før den 23., så stillede min nabo med en tyk kuvert:
- En eller anden har afleveret en fed konvolut inde hos mig, mens vi har været væk, der står din adresse på.
-Tak skal du ha', det er sgu da egentlig meget godt ramt Athen - Gadstrup og så kun 10 meter ved siden af, men der er også gået rimelig meget arbejde ind i mellem.

Jeg checkede indholdet og sendte hele molevitten til trykkeren, der havde stoffet færdig til 2. januar. Tilbage står blot at melde, at de første maskiner, der skulle bruge manualerne, gik på hold 2. januar på grund af tekniske problemer og først forlod fabrikken i slutningen af januar, men det er en helt anden historie, som H.C. Andersen sikkert ville have sagt.