Siden skolen og kor er startet igen, har jeg haft så travlt, at alt andet har stået på stand by, selv (gisp!) Fyldepennen.

Der er sket en ting dette skoleår, der har overrasket mig. Jeg er nemlig (let’s face it) blevet GAMMEL.
Det startede sådan set allerede første skoledag ... Jeg er startet på historie, da filosofiholdet ikke blev oprettet. Igen i år går jeg på samme hold som min mor, der også er ’chauffør’. I år er Bibelot også med på vognen, så jeg får i hvert fald ikke hjemve! ;) Mine forældre sætter sig på en af ’fedterøvspladserne’ helt oppe ved kateteret og jeg opdager – hjælp – at jeg ikke har nået imod det; faktisk foretrækker jeg at sidde der! Man hører bedre, ser bedre og har bedre lærerkontakt. På bagrækken kan man meget lettere glide væk i spekulationer om alt muligt andet end lige historie, og hvorfor det nu var, at der i 200 e.v.t. blev inflation i romerriget.
Anden gang jeg bemærkede, at noget var ændret, var forleden, da godt otte (af de ’unge’) elever pludselig begyndte at sive ud ad døren – alle syntes at have fået en akut blærebetændelse eller et anfald af myldrebæ (måske dårlig mad i kantinen?) og nu sker det … Først ryger øjenbrynene helt op under parykken, dernæst (gisp!) kommer det forurettede ansigtsudtryk; jeg kan mærke, hvordan det breder sig, men jeg kan bare ikke standse det og lidt efter kommer det – fingeren, der placere sig på læben og det forurettede "shhh" hvisler ud.
Tredje tegn på min begyndende alderdom kommer, da jeg en fredag aften putter mig i sengen allerede kl. 21:00 og finder min historiebog frem, for at hyggelæse i den (tilmed de tre første kapitler, vi end ikke har for). Jamen, hvad sker der?! For jeg kan da vel ikke – i en alder af 25 – være ved at blive voksen og fornuftig ... vel?

Et tegn på at jeg dog stadig besidder en vis portion barnlige karaktertræk viser sig derimod (stadig) rent økonomisk. Heino er begyndt på Sundheds- og sygeplejerskolen og ryger, fra og med januar, på SU. Lige da vi var ved at have penge mellem hænderne (mand, hver gang vi startede en ny måned, havde jeg rent faktisk overskud, og vi snakker ikke om 100 kr. eller 500 kr. Vi snakker måske 5000 kr.!) og nu, nu skal vi til at være fattige igen – æv!
Heino er allerede begyndt projekt "vi skal være voksne og fornuftige og spare". Han har også en lang liste over bøger, der skal indkøbes og pludselig er der ikke længere penge til pizza lørdag aften, leje af film, den bluse jeg bare MÅ HAVE, Whiskas til kattene i stedet for Nettos billige bras m.v. Og alt dette sker selvfølgelig i takt med, jeg skulle have fornyet min vintergarderobe!
Nå, men kvindelist han man vel. I hvert fald fandt jeg denne her drop dead fede bluse, jeg bare måtte eje. Jeg har fundet den fedeste internetside, hvor jeg efterhånden køber stort set alt mit tøj, og det fede er, at jeg aldrig har det samme på som alle andre. Det kan så kombineres med mit mere kedelige H&M-bras. Men min fede bluse kostede altså 440 kr. plus porto, så det var udelukket. Men så fandt jeg jo på, at jeg kunne droppe min elskede Coca Cola.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er total colaafhængig. Og her snakker vi ikke Superbrugsens eller Netto kopisnask, nej vi snakker Coca Cola light eller Pepsi Max. I gennemsnit drikker jeg to-tre liter dagligt, og Heino har for længst opgivet at afvende mig. Så vi indgik et kompromis: Kunne jeg droppe min cola for Nettosprøjtet (eller vand) og dermed spare sammen til min bluse, var det OK.
Indtil videre går det fint. Jeg har i dag tømt min 16. flaske – kun 41 igen! (Keep up the good work …)

Til kor gælder det om at klemme balderne sammen. Vi er startet på Haydns "Theresienmesse", og mand, det er svært at følge med. De fleste kan noder – hvilket jeg ikke kan – til gengæld lærer jeg hurtigt. Så med masser af træning, og tungen lige i munden, går det lige.
Til gengæld ventede et chok, da vi startede op igen. For hvem troppede op første dag efter ferien andre end frk. Smatso?
Da mine forældre for 19 år siden overtog apoteket, arbejde frk. Smatso der. Allerede før vi flyttede herover, indsendte hun en klage til Apotekerforeningen om, at hun ikke ville have min mor ansat. Hun havde aldrig mødt hende, men apoteket havde – efter hendes mening – aldeles ikke brug for en ’medhjælpende hustru’. Så kunne det være nok så lige meget, at min mor rent faktisk var farmaconomuddannet og måtte opgive sit job på Sjælland, men på apoteket måtte hun ikke komme.
Min mor ventede pænt på, at der blev en stilling ledig på apoteket, før hun startede. Dernæst tog hun de arbejdsopgaver, ingen andre gad have: Skibskisterne, at stå i skranken, gå i banken, sidde med regnskabet m.v. Desuden var hun ikke fuldtidsansat, men det var lige meget for Smatsoen.
Da det blev december, kom Smatsoen til min far og sagde, at personalet ville sætte stor pris på, min mor ikke kom med til den årlige julefrokost. Senere, under et møde på apoteket, kiggede hun på min mor, der sad på den anden side af bordet for frk. Smat, hvorefter denne sagde: "Jette, du minder mig om en syvgangsfødende so bagfra – sådan som du drikker, æder og horer!"
Og det er blot en brøkdel af de episoder, hun forfattede ... Til sidst fyrede min far hende, selvom det blev en dyr affære og lykkeligvis har vi undgået frk. Smat siden, men hvem kommer tromlende ind ad døren den første dag?
Siden da har hun forsøgt at yppe kiv og provokere, men vi negligerer hende fuldstændig, hvilket vist tirrer hende ganske forfærdeligt. De sidste par gange er hun dog ikke mødt op.
På søndag har sopranerne stemmeprøve (og selvfølgelig, selvfølgelig (!) er hun sopran!). Vi krydser fingre, tæer og alt, hvad der ellers kan krydses, for at hun ikke møder op. Hvordan slipper man af med sådan en parasit?

Men frk. Smatso er ikke den eneste fra skummel fortid, der har stukket sit afskyelige hoved frem her på det sidste. Det er åbenbart rigtigt at én ulykke sjældent kommer alene. I går var min mor og jeg til foredrag i Åkirkeby med Benthe Danneskiold-Samsøe fra Frederiksberg Hospital. Kvinden, der i sin tid stillede min diagnose. Fantastik empatisk menneske og dygtig læge. Gigtforeningen herovre havde fået arrangeret et foredrag med hende, hvor hun skulle snakke om Fibromyalgi og den nye biologiske medicin, man kan give (ledde)gigtpatienter.
Vi kørte herfra i god tid. Det var en dejlig lun aften, og selvom jeg var dødtræt og havde f***ing ondt, var jeg glad for, jeg var kommet af sted.
Da vi kører ind på parkeringspladsen, kører en bil op ved siden af os, dørene åbner og hvem andre end ’Lars Larsen’ træder ud? Hu-fucking-ra ... NOT!
Med et alt for pænt ord er Lars Larsen bolighaj. I dunkel fortid lejede Heino og jeg os ind i en af hans lejligheder. I godt tre år boede vi i lejligheden, og der var ikke de store problemer, før vi skulle flytte derfra igen.
Da vi flyttede ud af den gamle lejlighed, havde vi den på papiret to måneder endnu (vi havde tre måneders opsigelse), men Lars Larsen låste sig ind, fjernede alle gulvtæpperne og gik ud og købte nye tæpper til 400,- kvadratmeteren. I alt en regning på godt 14.000,- Men her stoppede gildet ikke! (Det ville jo ikke være sjovt ...). Han købte nemlig også maling, træplader, hyrede arbejdskraft, og fanden og hans pumpestok, og sendte regningen på næsten 20.000,- (og det er vel og mærke, når han havde modregnet indskuddet!) til os.
Da vi flyttede ind, var lejligheden ikke sat i stand, og han skrev under på alle de fejl og mangler, vi listede. Samtidig måtte han ikke låse sig ind i lejligheden, når vi stadig betalte for den. Så vi nægtede at betale!
Og nu begynder det morsomme ... Manden begyndte derefter at kime os ned nat og dag. Heino havde fået et vikariat ude på Rønne Apotek, så det var mig, der tog telefonen første gang, han ringede. Han bad om at tale med Heino, hvortil jeg svarede, at det kunne jeg ikke hjælpe ham med, da Heino var på arbejde! Derefter sagde han gudhjælpemig, at det var løgn, for Heino var jo ikke længere på apoteket! Jeg svarede dertil oplysende, at det var han da så sandelig, han var bare ikke på ALLINGE Apotek længere. Derefter brummede møgdyret utilfreds og spurgte, hvornår Heino kom hjem, for mig ville han åbenbart ikke tale med! Jeg svarede, sandfærdigt, at Heino havde fri 17:30, hvorefter han sagde pænt farvel. Klokken 17:30 ringede han igen. Jeg kunne dertil berette, at godt nok kører vores Skoda hurtigt, men det ville vist være mere end ulovligt, hvis den kunne komme fra Rønne til Allinge på under et minut.
De følgende uger – ja, faktisk hele december – havde vi ham i røret mindst en gang om ugen. Desuden ringede han ikke kun en gang pr. dag! Vi kunne ikke rigtig finde ud af, hvad det var, han ville. Han ville vidst nok have os til mundtligt at tilkendegive, at vi ville finansiere bebyggelsen af hans nye private Kronborg, men det ville vi jo ikke!
Samtidig græd han snot over, at vi havde taget vores opvaskemaskine med os fra den gamle lejlighed (det ville også være underligt, hvis vi tillod os det, ik?), selvom vi fortalte, den var røget på losseren fordi den var kaput – men manden ville åbenbart se liget, før han godtog dén. En skam, at vi ikke lod det stå, så han selv kunne have fået fornøjelsen af at køre væk med lortet.
Han mente, at den skulle være blevet stående, eftersom han havde betalt for elektrikeren, der installerede stikket til maskinen. Vi sagde så, at stikket havde vi jo ikke taget med os – nye lejere kunne selv installere en maskine, hvis de ønskede det. Vi havde selv betalt såvel maskinen som vvs-manden, der satte den til.
En søndag morgen kulminerede hele affæren. Han stod frisk og frejdig på vores dørtrin og ringede på klokken halvt ti om morgenen. Han havde en lille morgengave med – en regning, som han ville have, vi skulle betale inden tre dage. Det var søndagen før jul, og jeg tør vædde på, at den lille mide kun gjorde det for at ødelægge vores jul! Vi tog en kopi af hele lortet, og sendte det hele – inklusive vores historie – til Lejernes Landsorganisation (LLO). Samtidig skrev vi til Lars Larsen, at vi havde skrevet til dem. Vi forklarede, at pengene for hele herligheden, kunne han godt se i vejviseren efter! Samtidig bad vi om vores indskud tilbage og skrev, at vi ikke ville betale husleje for januar, da vi ifølge loven ikke var forpligtiget til at betale, da han var trængt ulovligt ind, da han var inde og fjerne tæpper.
Nogle dage senere tog vi op i lejligheden for at tage billeder af hans istandsættelse, så vi kunne dokumentere den. Men da vi låste os ind, ventede en lille overraskelse: Lejligheden var gabende tom! Ingen fine tæpper, ingen hvidtede lofter, intet ny tapet, ingenting! Så den regning han havde sent os, havde været det rene eventyr! På regningen var der skrevet 40 arbejdstimer af 250,- ind! Men der havde aldrig nogensinde været nogen og lave en skid! Samtidig kunne vi se, at gulvtæppet havde skjult store fugtskader, og at der var et kæmpe svampeangreb i entreen! (Min læderjakke blev for resten også ædt af mug, da den hang i skabet. Ligeså et par dyre lædersandaler, jeg kun nåede at bruge en sæson, før de døde den bitre svampedød)!
Men nu var der da virkelig noget at tage billeder af! Min far blev næsten hel høj, da han susede rundt og legede fotograf i lejligheden. Min farfar, som har haft mange job – hvoraf fotograf blot var et af dem – havde ikke undladt at lære min far en ting eller to, så hele lejligheden blev fotograferet med rette lys og indfaldsvinkler, så den tog sig rigtig godt (eller dårligt!) ud.
Næste kapitel på hele balladen foregik lige efter nytår, hvor både Heino og jeg lagde os med influenza. Da klokken var hen ad 22 om aftenen, og jeg sad og klaprede tænder med 40 i feber, ringede ... ja, gæt hvem! Det vil sige, sådan set var det mandslingens kone, der havde pustet sig op, og sad og råbte og skreg. Heldigvis var det Heino, der tog telefonen, så det var ham, der fik blæst trommehinden ud! I baggrunden kunne han høre, at Lars Larsen selv sad og råbte til konen, hvad hun skulle sige. Til sidst blev det dog en grad for pinligt og ynkeligt, så Heino fortalte, at nu lagde han altså på, mens hun stadig havde et gran af anstændighed tilbage. Dagen efter måtte vi ringe til Teledanmark og bede om nummerviser, så vi kunne sortere deres opkald fra.
Nogle måneder senere fik vi svar fra LLO. Ud fra deres brev kunne man næsten se, at de havde korset sig, da de læste, hvor dum manden havde været. Han havde overtrådt stort set samtlige paragraffer i lejeloven! De sluttede med at skrive, at vi ikke var forpligtiget til at betale husleje for januar måned, og at vi skulle have hele vores indskud tilbage. Hvis vi ikke fik dem, kunne vi lægge sag an!
Desværre nægtede manden stadig at betale, hvorefter LLO sendte sagen til Huslejenævnet på Bornholm, der skulle afgøre tvisten. Hyggeligt nok er Lars Larsens fætter med i det nævn!
Sagen blev sendt ind i februar og i juni havde vi stadig intet hørt. LLO rykkede på vore vegne flere gange Huslejenævnet for en afgørelse, dog uden at vi hørte noget.
Det hele endte – lykkeligt nok – med at vi ikke alene fik vores tilskud tilbage, slap for januars leje, men også fik penge tilbage for for meget betalt varme.

Så det er vist klart for enhver, at vi ikke var glad for at se ham, og han ikke var glad for at se os! Dengang vi fik installeret opvaskemaskinen, spurgte vi pænt om lov med den begrundelse, at jeg pga. min sygdom ikke kunne vaske op i hånden. Med en opvaskemaskine ville Heino blive lettet betydeligt, da han så havde det mindre at koncentrere sig om. I et svar til LLO havde Lars Larsen skrevet: "... Da lejerne efter eget udsagn ’ikke magtede at vaske op i hånden’ ..." Jeg følte mig så vred og latterliggjort, som om han ikke regnede min sygdom for noget som helst. Og nu var manden tvangsindlagt til at lytte til et ettimers langt foredrag om den sygdom (HA!).
Senere har hans kone fået leddegigt, så nu er han i Heinos situation, og jeg fryder mig ved tanken om Lars Larsen rendende rundt med forklæde og støveklud i hånden!
Jeg kunne ligefrem fornemme, hvordan han i pausen var ved at kløjes i sin æggesandwich, fordi jeg sad bag ham og sendte hadefulde øjne. Jeg tror, den voksede i munden for hver ny bid, han tog ...
Alt i alt blev det en god aften. Danneskiold fortalte, at hun altid kunne bruge fib-patienter til forsøg. På den måde bliver man undersøgt i hoved og *BIP*. Foreløbig vil jeg dog betakke mig. Min medicinering fungerer okay, og jeg vil ikke have pillet ved den og have erstattet den med medicin, der muligvis ingen virkning har.
Ud over foredraget om Fibromyalgi, fik jeg også nogle oplysninger om biologisk medicin, som jeg kan bruge til min roman. Det sparer mig for mange timers tilfældig research, og må siges at være en sikker kilde.

Nå, det var så lidt af en opdatering på mit liv gennem de sidste måneder. Men da jeg ikke har fået ordentlig søvn de sidste mange dage, og har en masse på programmet til og med onsdag, bliver jeg nødt til at få noget søvn nu ...