"Se mig!" udbryder den lille dreng. Drengen føler sig overhørt, forbigået, og værdiløs. Den lille dreng føler, og tror på at han ingenting kan stille op, og at alle kigger den anden vej, på trods af at han forsøger at finde værdi, hvor han står, og i hvad han kan - men ingen ser det, og ingen ser ham, ud over mig.

"Se mig, og hør mig!" nærmest snerrer den lille dreng, som føler at hele verden synes helt tom for forudsigelighed. Den lille dreng føler, og tror på at ingen observerer hans talenter, og at ingen faktisk investerer ressourcer og tid på at lytte, det gør kun jeg.

"Se mig, hør mig, kram mig, elsk mig, og i skal alle beundre mig, og misunde mig!" råber den lille dreng, nærmest febrilsk imod sin omverden, som synes langt højere end ham - faktisk er de så højt oppe, at de ikke engang ville kunne høre, se, eller mærke ham - hans eksistens, selv hvis de ville - det kan kun jeg.

Den lille dreng har længe forsøgt at finde mening med at være til. Den lille dreng har i lang, lang tid kæmpet for at søge det forudsigelige - det som synes komfortabelt og hjemligt, samt rart, varmt og kærligt. Han har aldrig oplevet den, forudsigeligheden - når noget er kontinuerligt, og vedvarende. Den lille dreng skuffer sig selv, han forventer egenskaber af sig selv, som aldrig kan erkendes. Erkendes som i forstås, begribes, og fattes om. Den lille dreng forsøger, prøver på at kæmpe for, og rive efter simpel håndtérbarhed i tilværelsen som han finder så svær at gribe om i sine små, små hænder.

Den lille dreng er til stede, den lille dreng er værende, og eksistentiel. Den lille dreng er 1.78 i sin højde, og han bruger 43 i sko - den lille dreng har efterhånden en del alderstegn - og han har mørkebrune, samt grove og voksne skægstubbe i ansigtet. Den lille dreng, er mig.

- Kasper