Generelt kører alting rigtig godt for tiden. Der er så meget at glæde sig til i løbet af de næste tre måneder, at jeg render rundt med et lalleglad smil det meste af tiden.

I næste uge er der vinterferie og Heino har, utroligt nok, også hul i kalenderen, så vi kan foretage os noget sammen for en gangs skyld.

Fredag kommer lillebror hjem på forlænget weekend, skønt.

I starten af marts har vi stemmeprøve med efterfølgende fest. Den store koncert vinker også faretruende i horisonten, og selvom jeg føler mig uforberedt, glæder jeg mig også som et lille barn. Efter koncerten er der ligeledes hyggekomsammen.

Til april venter to store projekter, bl.a. har skæbnen hvisket mig i øret, jeg muligvis kommer på Københavnertur og kan komme på genvisit hos lillebror.

I maj kommer Christiansøturen, som jeg også glæder mig som en sindssyg til. Eneste 'but' er økonomien. Med Heino på SU ser fremtiden ikke videre lys ud, rent økonomisk, og et hotelophold på 900,- kan godt få de nervøse trækninger frem!

Men alt i alt: Lyse måneder (i dobbelt forstand) vinker forude. Det er så humør-ass kicking, at jeg næsten ikke engang kan være fortvivlet, selvom min krop for tiden er umulig og har fået mig til til at gå i bro med krampeanfald - dog kun med et smerteniveau på syv ud af en skala på ti. Så det kunne være værre.

Endnu en ting giver mig dog en lettere deprim følelse for tiden - igen: Min krop! Heino har endelig fået sorteret i alle vores digitale billeder, så jeg kunne få lagt dem ned på min puter. Men oh ve, oh skræk: Hvordan f*** er det dog, jeg render rundt og ser ud? En hel nat lå jeg vågen og tænkte med gru på de daldrende mormor-arme, høgenæsen, den firkantede og halvflade røv (hvordan?!), bildækkene ... ja, generelt den mærkelige måde min krop er sammensat på. Et billede Heino har fanget af mig bagfra, hvor jeg i undertøj står foran spejlet og lægger makeup, gjorde mig endvidere bevidst om, at man tydeligt kan se min skæve ryg. *Hmf* Skal i hvert fald ikke optræde offentligt i badetøj nogensinde igen!

Det hele bliver værre af, at slankekuren driller, og jeg de sidste to måneder kun har tabt ét kilo - og efterfølgende har taget 400 gram på. AAARGH!!! Frustrationerne flagrer i takt med alle dellerne! Jeg mener: Hvordan? Hvor-fucking-dan?! De sidst fire dage har jeg levet af Grany Smith æbler (mellem tre og fire dagligt) samt ét stykke grøntsagslasagne med fedtfattig mornay- og tomatsauce.

Jeg havde store planer om at genoptage mine cykleture, men det er midlertidigt udsat pga. kramperne, der kun gør mig i stand til at gå på badeværelset og - en times tid efter pillerne er indtaget - i køkkenet efter vand og æbler. De sidste to dage har jeg trampet rundt som en zombie i ucharmerende Nusernattøj (men okay for et par dage siden kunne jeg slet ikke have tøj på, fordi det gjorde for ondt) og heksehår. Jeg har haft for ondt til at komme i bad; kan ikke have, at vandet fra bruseren hamrer mod ryggen, det føles som søm, der borer sig ind. I aften har jeg dog besluttet mig for, jeg skal i bad, uanset, hvor ondt det måtte gøre. Kan ikke længere klare det fedtede hår.

... Ak, ja - mit hår. Endnu en ting til akut-listen. Det trænger i den grad til en omgang farve; striberne, der så så kække ud, da jeg fik dem lavet i august, hænger sørgeligt ned ad ryggen, mens den øverste del af håret er en blanding af leverpostejsfarve og lortebrun. Men hvordan jeg skal få overtalt Heino til at bruge penge på frisøren (kunne ikke drømme om at farve det selv!), er spørgsmålet til én million. For ret beset har vi dem ikke.
Det trænger efterhånden også til at blive klippet, men dels er der slet ikke penge til det og dels er jeg ikke kommet mig over august, hvor der blev klippet tyve centimeter af. Det er endelig ved at nå ned til taljen igen (det længste af det i hvert fald) og jeg skal aldrig mere have kort hår. Det er altså bare ikke mig.

Ellers synes jeg også, at visse personer på Fyldepennen tér sig kropumuligt for tiden. "De tre 'vise' mænd" og ditto damer går helt i selvsving for tiden, og man undrer sig over, hvorfor nogle personer åbenbart skal sables ned i deres glæde. Jeg skal i hvert fald ikke have lagt nogle debatstreng ud foreløbig - og slet ikke om, hvor glad jeg er, for så ender det da bare med, at at dosen af lykkepiller skal forhøjes mærkbart. Måske man skulle lave en Fyldepenneudgave af TV2s "Syv sure mænd" kombineret med en kvindelig udgave, eksempelvis med navnet: "Hysteriske hyæner"?

Nej, af og til er Fyldepennen et farligt sted at færdes - i hvert fald i personlige opgangstider ... de kan hurtigt vende til nedgang.