Jeg har kunnet mærke det, siden jeg var til træffet - der for øvrigt bare var alle tiders!

Men den dér sælsomme følelse af at være ... ja, GLAD! For hver måned, der går, letter tågen mere og mere, og livet er blevet værd at leve igen. Det jeg aldrig havde turdet håbe på, er rent faktisk sket: Jeg er kommet ud af depressionen, jeg er glad igen! Så forelskelsen er ikke manifesteret i form af nogen, men i form af noget - livet.

Men ikke nok med det; jeg er holdt op med at gå at spekulerer over, hvor længe glæden holder denne gang, om det er et minut, en time, et døgn ... Jeg nyder det bare, nyder at være i glad, at være i live. Nu. HER OG NU!

Og selvfølgelig har jeg inderst inde vidst det noget tid, men det var først for nogle uger siden, jeg begyndte at lægge mærke til det. Jeg føler, jeg (endelig!) rider på en bølge af medvind – må den aldrig ende! c",) – For selvom jeg allerede i efteråret begyndte at få det bedre, var der hele tiden denne tvivl, denne angst – hvornår ville det gå ned ad bakke igen?

Det eneste "negative" ved den genfundne glæde er, at jeg ikke får tid til at skrive dagbog. Der er så meget andet, jeg liiige skal først. Men i det mindste får jeg skrevet alt muligt andet i stedet – bl.a. novellen til næste konkurrence herinde.

Men en lille update? Tja, der er egentlig ikke sket det helt store som sådan. Tingene går som de skal. I lørdags var store øvedag med koret. Vi mødte op på Olsker Skole klokken ti om morgenen. Efter syv timer med Haydn og diverse julesange (spøjst at synge allerede nu!) fik stemmen lov at slippe for yderligere pinsler. På det punkt kan jeg godt mærke, jeg ikke er så hardcore endnu – jeg synes selv, jeg bruger stemmen korrekt, men efter seks timer blev jeg altså hæs.

Aftenen fortsatte i hyggelig stil. Den utrættelige A. havde lavet lakseruller til de ca. 40 mennesker, der blev til spisning. Derefter var der traditionel julemiddag med and, rødkålssalat samt hvide og brune kartofler. Der var noget tid forinden blevet uddelegeret forskellige opgaver, således at forskellige personer skulle have f.eks. kartofler, ris ala mande eller lign. med. Bagefter fik de refunderet det beløb, de havde købt ind for. Det endte med at blive 70,- pr. næse, og det var så med middag samt kaffe og kage. Billigt sluppet må man sige.

Vores dirigent, der som altid var fuld af spillopper, rejste sig under middagen og begyndte at synge nogle vers af en sang, vi skulle gentage, mens vi klappede personen på den anden side af bordet i hænderne (egne hænder klappes sammen. Derefter slår man højre hånd mod genboens højre. Klap i egne hænder igen. Så venstre hånd mod genbos venstre. Klap igen, igen. Derefter håndflade mod genbos håndflade. Klap igen. Så krydses armene, således at venstre hånd slås mod ens egen højre skulder, og højre hånd mod venstre skulder. Så klap i hænderne og klap på lårene). Imens synger man: "Tro du nu ikke, du har mit hjerte vundet, bare fordi vi hinanden her fundet ...". Herefter satte han sig med et skælmsk smil ned og spiste videre, mens vi andre gloede uforstående på hinanden. Min sidemand og jeg blev enige om, at det måtte være for at teste, om vi stadig var ædru – dem der ikke kunne koordinere sang og klapperi var dumpet og ville få frataget bilnøglerne, så de ikke kunne køre hjem!

Men der var nu en mening med galskaben – altså, andet end at tjekke promillerne. Efter desserten tog han konen i hånden og trak hende ud på gulvet. Han bad os andre følge med. Kvinderne skulle stå på en linje og mændene en anden, overfor kvinderne. Mændene var nu ikke meget for det, men de fik ikke lov at slippe, da de var i undertal – enkelte kvinder måtte dog droppe stoltheden og lege mænd for en aften.

Nu blev sangene udvidet: Man skulle nu danne en bro ved at løfte armene over hovedet og flette fingre med genboen, mens man sang: "Nej, nu løber jeg min vej. Nej, nu løber jeg min vej – dette var en herlig leg og andet var det ej." Så skulle kvinden (hvorfor skal det altid gå ud over os?) løbe ned gennem alléen af hænder, mens rækken med kvinder trådte et skridt til venstre og fik ny partner. Sådan skulle man fortsætte, indtil man stod foran sin oprindelige partner igen. Indimellem var også en lille svingom, så der blev forbrændt lidt kalorier – og der er altså intet så morsomt, som at se kvinder i alle aldre (de fleste med et par promiller i blodet!) forsøge at løbe (lige!) gennem alléen uden at vælte hverken sig selv eller andre undervejs.

På den måde fik vi en rigtig hyggelig aften, og man fik snakket sammen med andre og flere end man plejer. Normalt snakker jeg kun med dem, der sidder i min umiddelbare nærhed (og ikke så meget, for man snakker jo ikke, mens dirigenten forsøger at lære eksempelvis tenorerne, hvordan de skal komme gennem næste takt af Haydn uden at komme galt af sted). I pausen sidder jeg altid ved det samme bord, så der snakker man stort set også med de samme mennesker – og så lang er pausen jo heller ikke.

I hvert fald blev det en rigtig god aften, og jeg ærgrede mig gul og blå over, jeg ikke var taget med på Sverigesturen i sommer. Jeg tror, de har haft det skide skægt – næste gang vil jeg ikke tænke over, om jeg nu kan klare det, om jeg får ondt, hvis jeg bliver for træt osv. Jeg vil bare tilmelde mig og tage med. Er glad for, jeg trods alt gjorde det med Fyldepennetræffet i sommer – tænk, hvis jeg ikke var kommet med (gys en tanke!). Der gik det op for mig, jeg kan mere, end jeg umiddelbart tror. Jeg hvilede mig, når jeg blev træt, og folk var så søde og tog alle mulige hensyn. Og ja, jeg fik da ondt – men man glemmer det lidt, når man morer sig og bliver helt høj.

Her i weekenden skal jeg have øvet bedre på Haydn og julesangene. Har været væk nogle gange (vejromskiftet mellem sommer og efterår er altid lidt problematisk for kroppen at acceptere), hvilket jeg godt kan mærke. Det samme med VUC – det er dog knap så stor en katastrofe, da jeg bare læser herhjemme. Men der er da lidt at indhente. Vi har lige efterladt Romerriget i fortiden og skal nu i gang med nyt emne. Jeg vil dog lige have læst hovedtrækkene i Romerrigets historie igennem igen – også fordi rygterne siger, jeg bliver udsat for test på mandag c",)

I morgen kommer Morten hjem på besøg for nogle dage – ved ikke helt endnu, hvor mange dage, men det skal der også være tid til. Så må Haydn og romerne passe sig selv i mellemtiden.