Lad det være sagt med det samme: Min og krop og jeg har ikke ligefrem det bedste forhold til hinanden. Gennem årene har vi kørt en on-going fight mod hinanden.
Som barn kunne jeg godt lide at bevæge mig meget – løbe rundt, spille bold, sjippe m.v. Min krop hånede mig ved at fjerne enhver form for koordineringsgen, så jeg altid var den, der faldt over egne ben, blev valgt sidst til boldspil, og faldt om med sorte prikker for øjnene og lungerne fem meter henne ad asfalten efter femminutters løb. Hvis den endelig tillod mig en form for sejr – som rent faktisk at gribe en bold i stedet for at dukke mig for den (eller få den i hovedet!), eller komme over målstregen før tiden udløb, kunne jeg være sikker på at forstuve hånd, fingre eller fødder i forsøget, så der alligevel var lidt malurt i bægret.

Da jeg blev elleve år hånede den mig ved at give mig bryster. Ikke sådan nogle bh-krævende nogle, som de fleste jævnaldrende havde, men sådan nogle små pipette/gajol-agtige pinligheder, der hverken var enten/eller. Jeg kæmpede mig ned i diverse (alt for små) sportstoppe, der var meget på mode i de år, så flæsket kunne fordele sig som en jævn pølle rundt om kroppen – og især i armhulerne – så jeg stadigt kunne beholde mit barnlige udseende.
Til gengæld var vi meget enige, hvad menstruation angik – ikke noget for mig! Jeg skulle fandeme ikke rende rundt med en Nettopose mellem benene hver måned og lege kvinde – nej, tak! Da jeg overskred mit femtende år, begyndte min mor at være meget nervøs for, hvad der dog VAR GALT med mig! Veninder havde for det meste ondt af mig. Jeg selv nød det og lullede mig ind i illusionen om evig barndom uden voksenproblemer og stillingtagen til noget som helst. Hvis jeg var til læge – uanset om det drejede sig om halsbetændelse eller brækkede tæer – kunne jeg være sikker på at få stillet spørgsmålet: "Hvornår var sidste menstruation?" – som om, når man først menstruerer, har hele verden krav på at kende til ens cyklus – når svaret faldt om, at jeg stadig ventede på den FØRSTE af slagsen, blev der straks slået et kig i journalen med sidekommentaren: "Og hvor gammel er det, du er nu?"
Da første gang indtræf, hånede min krop mig ved at gå totalt i selvsving og gøre mig sengeliggende. Måtte på andendagen konstatere, jeg ikke kunne rejse mig pga. smerter og råbte: "HJÆLP!!" inde fra mit værelse, indtil to styks meget uroligt udseende forældre stod i døren og spurgte, hvad jeg havde taget? Da de fandt frem til, det var smerter faldt spørgsmålet prompte: "Kan du være gravid?!" Nej, jeg var ikke gravid. Jeg følte det bare som om, jeg havde fået sat hele underkroppen af uden bedøvelse.

I niende klasse fik vi en dag leveret et spørgeark fra en gruppe, der var ved at foretage en undersøgelse om unge og deres selvværd. Vi skulle bl.a. svare på, hvilke tre ting, vi bedst kunne lide ved vores krop. Efter at have gnasket en halv blyant i mig, mens jeg grublede mig frem til mine MINDST udelikate områder, kom jeg frem til ’Mit hår’, selvom jeg egentlig syntes det var for langt (føler mig amputeret bare frisøren kapper en halv centimeter selvdødt hår af!) og glansløst, ’mine negle – når jeg ikke har hvide luftstreger under’ og ’mine øjne – når jeg ikke er træt (for så skeler jeg)’.
Den dag i dag ville jeg nok stadig svare nøjagtigt det samme. KAN bare ikke lære at holde af hudlapperne med ribs på, der hænger dér og grinagtigt gør det ud for bryster. Eller mine ben, der kun er kønne, når jeg er stærkt undervægtig. Eller min mave, der ligner en omgang bolledej, man ligeså kan opgive. Mit ansigt, der i ren hån har dannet ægte ’Find’-profil – et fuglenæb! Min næse, der hopper, når jeg snakker og griner (skal altid høre for den fucking tud!), eller min røv, der har formået både at være flad OG firkantet ... Og så vil jeg slet ikke nævne alt det andet!
... Men okay – kan faktisk godt lide mine læber og mine tænder (selvom de er skæve!). Selve munden er dog for stor. ØV!

Jeg misunder virkelig de kvinder, der er i stand til at have selvtillid nok til at betegne sig selv som ’smukke’, ’sexede’ m.v. Hvis jeg forsøger, lyder det altid som en dårlig joke. Gad f.eks. godt have Fyldepennens Anastasias selvtillid. Tænk at vide, hvornår folk glor af beundring – jeg bliver altid totalt noia og leder febrilsk efter et spejl for at konstatere, jeg har salat mellem tænderne, en bussemand på kinden eller en fugleklat i håret. Føler altid, folk glor lettere overbærende – som på en hund, man mener, bør aflives. Og hvis fok kommer med komplimenter, tror jeg enten, det er en joke eller bliver så befippet, jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med mig selv.

I dag har jeg så endnu en dag, hvor min krop har besluttet sig for at håne mig totalt. Ikke nok med, den flipper fuldstændig ud pga. vejrskiftet, så jeg render rundt i konstant krampe og med en hørm af eukalyptus (fra smertestillende creme) efter mig. Næh, nej – da jeg vågnede i morges, havde den også besluttet sig for at udsætte mig for noget, jeg i første omgang troede var en koppeepidemi, men senere fandt ud af blot var et bumseangreb. Det er sgu lige før, mine bumser har bumser! Selv i øret – øret!!
Endnu en ’behagelig’ overraskelse ventede, da jeg sneg mig op på badevægten, der tillod sig at påstå, at jeg har taget to og et halvt – 2½!! – kilo på, på to dage! Jamen, selvfølgelig – det må da klart være den halspastil jeg spiste i går! *Fnys* Fik lyst til i ren arrigskab at sluge et glas afføringspiller, men der skal sgu ligesom noget ind den ene vej, for at komme ud den anden. Så nu nøjes jeg med at lukke lort ud her i stedet.

Kan mærke, det ikke er en dag som i dag, jeg skal begynde at shoppe på nettet. For min selvtillid kommer IKKE til at ligge i et par fede jeans fra Diesel (der sikkert også bare får min røv til at syne endnu mere firkantet!). Og min selvtillid kommer heller ikke til at ligge i højt ønskede handsker fra Burberry.

Og der kommer IKKE på magisk vis til at gå penge ind på kontoen før den første. Og hvad fanden kan man erhverve sig for syv kroner og toogtres øre?

... Bortset fra et par lakridspiber, der sikkert bare vil hævne sig i morgen?