Så så man lige ALFen lege rask! ... Hvilket nær havde ført til den visse død for kæresten, hunden og jeg.

Havde en overfed, men meget anstrengende dag i går! Skulle 'tidligt' op til morgentime på VUC kvart over ti, så allerede otte femten fløj (læs: Kravlede!) jeg ud ad sengen for at nå at komme til at se nogenlunde frisk ud, spise morgenmad, lukke Phoeba-vapsen ud og smøre madpakke. Det var meningen, Heino skulle møde mig til store-shoppingtur, når jeg havde fri, så af hensyn til mit fastfoodboykot, smurte jeg madpakke (følte mig totalt tredjeklasse-agtig!), da jeg vidste, Heino ville forlange pizza og fritter til at bløde op for det faktum, at jeg havde tiltænkt at bruge alle hans dejlige penge. Det er også okay – jeg skal bare ikke have noget.

Dagen startede fint, selvom jeg var noget busted, da jeg ikke havde sovet meget den nat. Flipper altid totalt, når jeg ved, jeg skal tidligt op dagen efter. Tænker at nu skal jeg sove ... og spænder så totalt i hele kroppen og tæller vækkeurets sekundviser. ”Nu er der gået ti minutter ... Nu SKAL jeg sove ... Fik jeg vasket mine jeans til i morgen? ... Kan jeg overhovedet have dem på til den hvide bluse? ... Måske vil det se bedre ud med cowboynederdelen til ...?” Og er jeg den eneste, der er så totalt underlig, at jeg er NØDT TIL at vide, hvad jeg skal have på dagen efter, før jeg går i seng om aftenen? Og ikke nok med det – har et eller andet totalt flip med at mit undertøj helst skal matche i farven til det, jeg har på – selvom ingen kan se det. Accessories af enhver art skal selvfølge også passe i farvekombinationen – must be a girl thing! Desuden kan jeg kun have undertøj på, hvor bh og trusser matcher. Ved ikke hvorfor, men ellers går jeg hele dagen og føler mig som én, der har taget bukserne forkerte vej på.

Nå, kom da ud ad døren – med matchende undertøj og outfit. Fik også vækket Heino nok til at fortælle, at nu gik jeg, og vækkeuret var sat til ham.
På historieholdet er vi blevet stærkt reduceret efter ferien. Er omkring fjorten elever tilbage – var toogtredive, da vi startede. Til gengæld er der kommet lærestuderende på – fedt! To lærere til fjorten elever. Det er ligesom lidt svært at gemme sig så! For tiden har vi projekt om Cubakrisen. Er sammen med Mossie og Fålock. En stor fordel, da vi kender hinandens arbejdsvaner samt svagheder og styrker.
Mossies: Positiv: Stor viden. Negativ OG positiv: Pernittengryn med detaljerne. Udelukkende negativ: Bliver let hidsig og irritabel.
Fålocks: Positiv: Endnu større viden. Negativ: Men tendens til at tale, når man prøver at læse eller tænke.
Lines: Positive: ...? ... Come on, there’s gotta be someting ... nope ... Jo! Er altid velklædt og velduftende – også mandag morgen ... Og har altid orden i noterne! Negative: Et gabende hul mht. historisk viden, hvilket er ret uheldigt i denne sammenhæng. Forsøger stadig at skjule det for vores lærere – lad os kalde den faste ’Mortensen’ og den anden ’Lillebror’. Har stærkt på fornemmelsen, de snart vil fatte mistanke, og undre sig over, at forældre med god viden kan få barn, der er tomhovedet. Bør måske tilfældigt flette ind i samtalen, at jeg som barn slugte en tepose, der forårsagede iltmangel til hjernen, hvilket af og til medfører anfald af total mangel på hukommelse – især om historiske emner? ... Nah, den lugter lettere opfundet ikke? Men det er sgu svært med to lærere, der er så ivrige for at lære fra sig – man vil sgu ikke skuffe dem med, at intet sidder fast. Det er jo ikke deres skyld. Har bare meget svært ved at ophidse mig på grænsen til det seksuelle, hver gang talen falder på analysering af historiske kilder. Er der ikke en slags lov mod sådanne mennesker? Det kan da ikke være tilladt at vandre rundt som historisk opslagsværk, når andre har svært nok ved at huske, hvad år de er født!
Nå, når det er sagt, så imponerer de mig sgu. Mortensen er akkurat lige så stor en detaljefreak som jeg selv. Retter folk, når de vil ’spørge om et spørgsmål’. Var sgu lige ved at kysse ham, da han rettede den formastelige, og fortalte, at spørgsmål, er noget man STILLER! Forleden, da han udleverede noget materiale, ville han ’bare lige påpege, at han IKKE havde glemt punktummet i s efter Harry S Truman, men at der ikke er et, da det ikke er forkortelse af et navn, men blot et s, Truman indsatte, fordi han syntes, det lød bedre.’ Salighed! Der er virkelig andre end mig, der tænker sådan! Sidder altid og tæller fejlene, når jeg læser materiale igennem – resultat: Må læse alt to gange.
Lillebror er derimod med til at live det hele lidt op. Der er noget helt rørende over, hvor begejstret han bliver, når han fortæller. Og så er det altså lidt sjovere at høre delingen af Polen mellem Hitler og Stalin omtalt som ’den hemmelige lokumsaftale’ end ’Den ikke-offentlige del af Hitler/Stalins ikke-angrebspagt’.

Efter VUC skulle jeg mødes med Heino på P-pladsen. Men der var selvfølgelig ingen Heino! Ringede hjem, og fik et forsovet spørgsmålstegn i røret. Havde sovet fra vækkeuret. Den mand er sgu heller aldrig, hvor han skal være! Endte med at køre med hjem med Mossie og Fålock. Mens Heino var i bad, luftede jeg Phoeba og satte hende af hos mine forældre. Allerede dér havde jeg ligesom opbrugt min kvote for skridt, der ikke gør ondt. Til Rønne skulle vi dog. Fik købt nye – og meget dyre – vinterstøvler. Mens vi vandrede rundt og osede i en tøjbutik kom sælgeren fra skotøjsbutikken flyvende. Hun var kommet til at snyde os for hundrede kroner – som vi fik tilbage sammen med en gratis impreneringsspray. Hvor mange ville lige have gjort det? Hun kunne uden videre have stukket pengene i lommen.

Syv forretninger og MEGET ømme fødder senere, beslutter jeg mig for at efterlade Heino alene på pizzeriaet, mens jeg går i Netto efter yoghurt, mysli og tandtråd. Pizzastedet er totalt raseret efter invadering af fjorten/femtenårige skoleunger, der også fyldte hele torvet. Der så meget ulæks ud, og jeg er ret sikker på, at stedet var blevet lukket, hvis der var kommet inspektion! Da jeg skal over torvet for at gå i Netto – første gang den dag uden Heino ved hånden - råber de skide skoleunger sgu efter mig! ”Hey, hey, der er hun igen!! Hey, du – det er anden gang i dag, du gi’r min kammerat rejsning!” HADER at blive råbt efter. Blev så befippet at jeg vrikkede om tre gange før jeg kom i ly i Netto – stort set uden værdigheden intakt. Ærgrede mig derefter over, at jeg ikke havde svaret noget i retning af: ”Det er da altid rart at vide ... i betragtning af, jeg har været mand!”, mens jeg gjorde stemmen dyb. Er bare ikke god til den slags og har aldrig været det. Hader også, når jeg bliver tjekket ud. Føler mig som afklædt sexobjekt og får lyst til at sparke hårdt i nosserne på enhver mand i nærheden.

Om aftenen gik jeg med Heino op for at hente Phoeba igen. Ved, han har godt af at fået gået, som det er nu og vil gerne støtte ham i det. Mine fødder var dog efterhånden så ømme, som en røv må være, hvis man har en byld og går med g-streng! På vejen slog vi indenom Mossiemomo for at tigge om hjælp til at ligge mine nye bukser op.
I den forbindelse kunne jeg godt lige tænke mig at vide: Har jeg bare ufatteligt små ben (VED godt, jeg ikke er høj – men jeg HAR altså lange ben i betragtning af min højde!) eller laver designerne UDELUKKENDE tøj til kvinder, der er énfemogfirs og vejer halvtreds kilo?! (Og hvor gør den slags kvinder af deres tarme? Jeg mener: De kan sgu da ikke være bag det stramme maveskind!). Tror aldrig, jeg har været ude for at kunne hoppe i et par bukser, der ikke skulle lægges op.

Bagefter besluttede vi os for at kigge forbi det hus, vi lejede, da vi første gang flyttede ’rigtigt’ (boede ulovligt et halvt år) hjemmefra. Det ligger på en lille sommerhusvej, der fører ned til en spejderhytte og små marker. Det er den mest bedårende lille rute, som Morten og jeg af og til gik, det år vi gik til spejder. Da Heino aldrig havde gået ruten før, besluttede jeg mig for at vise ham den – big mistake!! Det viste sig, at den længere nede var groet fuldstændigt til OG gik gennem en privat have, så vi endte med at sidde fast mellem torne, vildtvoksende græs og væltede træstammer, mens det var ved at blive pænt mørkt! Til sidst fik vi dog viklet os fri og – meget flove – sneget os gennem haven og ud på offentlig vej.

Da vi nåede hjem, var mine fødder så utilfredse, at jeg næste ikke kunne få støvlerne af. Var hævet til elefantstørrelse og gjorde *AVS!*, så jeg måtte sidde med is på under ”Vild med dans”. Da det var slut, var mine fødder så bedøvede af kulden, at jeg – dum som jeg er – gik med på den korte hunde-lufte-rute med Heino og Mossie.

Vågnede nogle gange i nat og skulle tisse, men kunne dårligt humpe ud på toilettet. Slugte nogle comp og Ibuprofen og daffede i seng igen. Vågnede så klokken atten (jeps! Du læste rigtigt, klokken seks, AFTEN), fuldstændig desorienteret.

Det er meget fedt at lege rask engang imellem. Det er bare ikke så fedt, når man vågner dagen efter og opdager, man IKKE er det!