Valentinesdag nærmer sig med hastige skridt, og overalt får man smidt reklamer for blomster og vammelt store chokoladeæsker i hovedet, mens mega kort med en småladden engel i ble huserer på hylderne. Og så er det jeg spørger: Hvor er mine feminine gener? Er mit ene x-kromosom blevet skizofrent og tror, der er et y-kromosom, så det underminerer enhver romantisk følelse, som hver en kvinde (åbenbart) bør have, eller hvad sker der? I hvert fald kan jeg ikke oparbejde den dér følelse, som alle kvinder synes at emme af for tiden. Man kan ligefrem se tankeboblerne over deres hoveder, hvori der står: "Mon jeg får tyve langstilkede roser og en æske fyldte chokolader i år, eller er han fedterøv som sidste år og nøjes med det halvvisne karsebundt fra Netto og en omgang flade kattetunger? (Tør han?)"

Men jeg er ligeglad. Jeg er så inderligt ligeglad, at det er nærved skræmmende. Skal Heino gøre mig glad, må han hellere tage opvasken end diske op med champagne og blomster.

Og nu jeg tænker over det, har det stort set altid været sådan. Jeg er bare en lille smule mindre kvinde på lige dét punkt. Det der med at huske fødselsdage, bryllupsdage m.v. er bare ikke mig. Og slet ikke min egen bryllupsdag! Jeg kan aldrig huske den præcise dato, og om det er juni eller juli, kan jeg heller ikke huske. Årstallet kan jeg tælle mig frem til, fordi jeg kan huske min far blev tres samme år og blev fejret, mens jeg sad og kedede min røv i laser i Gråsten og følte mig meget snydt. Og jeg ved, min far er født i ’43 – så tag dén: Vi blev gift i 2003! *Læg mærke til lyden af anerkendende bifald!*

Til gengæld kan jeg altid huske, at Heino og jeg begyndte at komme sammen fredag d. 13. februar 1998. Enhver, der nu sidder og tænker: "Aha – de fandt sammen til en valentinesfest!", må jeg desværre skuffe. Det var et rent tilfælde, og jeg kan kun huske det, fordi 13 er mit lykketal, og at datoen står i vores forlovelsesringe. Selve Valentinesdag blev da heller ikke fejret med mit nye scoop. Derimod sad jeg sammen med en håndfuld andre kvinder hos en alternativ behandler, den ungarske Katalin, og lærte maleteknik og mediterede, mens røgelsespindene gjorde luften tyk og tung. Og mine tanker om denne, min første kæreste (af yderst fornuftige årsager, listet af mig selv, tæller *beeep* ikke med som egentlig kæreste) svælgede da heller ikke så meget i det romantiske, som om det faktum, at jeg nu endelig ville få fred for klassekammerater, veninder m.m., der blev ved at prikke til mig og forlange forklaring på, hvorfor jeg ikke havde en kæreste – for nu havde de da et håndgribeligt bevis på, at det havde jeg.

I starten af vores forhold prøvede jeg dog at leve op til prototypen af en kvinde, stærkt pacet frem af min yderst feminine veninde. Med hende som guide blev der de første år købt nuser valentines-, fødselsdags- og julekort, men da hun begyndte at føre mig ind i det univers der hed "månedsdagsgaver", var jeg i den grad ved at brække mig, så det projekt blev hurtigt droppet.

For mig var de romantiske stunder i vores forhold mere lig med de stunder, vi tilbragte i den parkerede Plet (en udtjent Opel et-eller-andet fra syttenhundrede hvidkål) på en øde parkeringsplads ved stranden. Her sad vi og hørte natradio, pimpede Stroh og kæderøg Gallouise, der kunne krybe ud ad vinduessprækken, der til gengæld lukkede lyden af bølgeslag ind. Imens snakkede vi om alt mellem himmel og jord, og her hentede jeg al den romantiske inspiration, jeg havde brug for. I disse stunder, var det tilladt at glemme den tyske oversættelse, der ventede derhjemme, med afleveringsfrist mandag, samt de to biologirapporter og tre naturfagsrapporter, der var long time overdue og tanken om forældre, der evt. ventede oppe med hævede øjenbryn og vibrerende næsefløje, forvandt lige så stille. Så kan den blebrugende putto godt pakke sammen med al sin pladderromantik!

Men nuserhygge, fodmasage og kæleri giver mig knopper! Jeg hader at ligge i ske og blive holdt om – føler jeg bliver kvalt, og at Heino "klistrer" – I need my space! I starten af vores forhold var det okay, i mindre doser ad gangen anyway, men i dag, efter ni år sammen, er det ikke længere videre fedt. Kys og sex er fint, men nus og romantik – nej tak. Det eneste jeg, mærkeligt nok, stadig godt kan lide er at gå hånd i hånd med min kæreste. Det føles rart og trygt uden at det bliver for vammelt.

Så nu kommer det spændende spørgsmål: I morgen er det Valentinesdag, så hvad skal jeg der? Svaret er ganske enkelt: Mødes med de andre "piger" i læsegruppen og diskutere alt andet end romantik.

Men i aften kan det da godt være at kæresten, i dagens anledning, får lov at ligge lidt tættere end han plejer.

... I hvert fald, hvis han husker opvasken!