Monstrene kommer. Hver eneste nat. De står udenfor med fakler. De skriger, brøler og hyler. Jeg kan ikke forstå, hvad de siger. Måske siger de slet ikke noget. Ikke andet end de dyriske lyde.
   Jeg kravler forbi et af vinduerne. De må ikke se mig. Jeg vil ikke have, at de ser mig, men de ved godt, jeg er her. Mine skørter slæber hen over det ru stengulv. Jeg kan høre det, når der kommer flænger i. Mor ville blive vred, hvis hun så det. Hvis hun kunne se det...
   Vi havde engang store tæpper til at ligge på gulvene, men da de kom, pakkede mor og far det hele sammen i et rum uden vinduer. Det var vi nødt til. Monstrene kastede fakler gennem vinduerne de første gange.
   Jeg kan stadig lugte røgen og se flammerne for mig. De var orange. Samme farve som himlen får lige ved daggry. Jeg har ikke set daggryet længe. Hver nat er monstrene her. Om dagen gemmer de sig i skoven. Når jeg sidder i skjul i en skygge og kigger ud, kan jeg se dem bevæge sig rundt mellem stammerne. De ved, jeg ikke tør flygte om dagen. Hele vejen rundt om borgen er der bart land. Kun et par få træer. Der er ingen steder, hvor jeg kan gemme mig. Jeg er nødt til at blive og håbe på, at der kommer nogen og hjælper mig. Monstrene har været her i tre uger. Borgen ligger så isoleret, at der nok ikke er nogen, der ved, at noget er galt.
   Jeg er kommet forbi vinduet og sætter mig nu med ryggen op mod muren. Den er kold, og de skarpe kanter skærer sig ind i min krop. Jeg er ligeglad. Jeg er ligeglad med det meste. Næsten. Et sted inden i mig er der en gnist af livsvilje. En gnist, der ikke vil lade sig slukke. Den forsøger hele tiden at finde på måder, hvorpå jeg kan undslippe. Vi prøvede en gang at flygte. Mor, far, Jason og mig. To uger var gået. Vi var alle udmattede af sult. Værst var det for min lillebror. Han kunne ikke gå længere. Hans øjne var tomme. Det var nok mest på grund af ham, at vi så desperat ville væk.
   Mine forældre fandt på en frygtelig plan. Jeg hadede den og gjorde alt for at snakke dem fra det, men de ville ikke høre. Så jeg kunne ikke gøre andet end at følge med mor og Jason om til den lille, næsten skjulte dør mod syd. Imens gik far om til porten. Da han lod sig falde gennem et lille vindue på første sal ved siden af porten, brølede monstrene så højt, at vi kunne høre det. Mor fjernede bjælken foran døren, slog låsen fra og løftede Jason op i sine armene.
   "Åben den, Sarina," hviskede hun til mig. Hurtigt adlød jeg. Udenfor var natten sort. Jeg kunne knapt skelne jorden fra himlen. Mor hastede ud. Hendes skørter brusede omkring hende. Da jeg ville følge efter, greb et eller andet fat i min kjole. Jeg var lige ved at skrige, men så opdagede jeg, at det bare var slåen, der havde fået fat i noget af mit skørt.
   Jeg pillede forsigtigt silkestoffet fri, så der ikke kom flænger i, og da jeg vendte mig om igen, var verden blevet levende. Mørke skygger kom strømmende til. Højt over hovederne holdt de fakler, der lyste omgivelserne op. De havde narret os!
   Jeg så, hvordan de omringede mor. Hun krummede sig sammen om Jason, hun hvæsede af dem og snurrede rundt i et forsøg på at holde øje med alle. Jeg var som forstenet. Jeg kunne ikke andet end se på, at de flåede Jason ud af mors arme. Han reagerede ikke. Arme og ben flagrede i luften, som om han var min gamle kludedukke, den jeg ikke havde set i adskillige år. Hun skreg og rakte ud efter ham.
   I det flakkende lysskær så jeg monstrene løfte deres våben og støde dem ind i deres kroppe. Først da udstødte Jason nogle lyde. Han lød som en såret dyreunge. En svag jamren, et gennemtrængende hvin og så intet. Mor skreg ikke mere. Jeg vidste, at hun ikke ville give dem den fornøjelse. Den eneste lyd, hun kom med, var, da hendes livløse krop faldt ned mellem benene på dem. En dump lyd.
   Måske udstødte jeg en klagende lyd. Jeg ved det ikke, men de vendte sig pludselig om mod mig. En del af mig ønskede, at de ville slå mig ihjel. De havde allerede dræbt hele min familie. Far havde ofret sig i forsøget på at redde os, men de havde narret os. De holdt ikke kun til foran porten. De havde omringet hele borgen. Vi var løbet direkte i armene på dem.
   En del af mig ville dø, ja, men en anden ville leve! Og det var den del, der snurrede rundt, sprang ind gennem åbningen, mens de udstødte et pludseligt, samlet brøl. Jeg greb fat i døren, smækkede den i og lænede kroppen imod den, mens jeg famlede efter slåen. Træet er ru, og jeg fik mange splinter i fingrene, inden jeg endelig fandt det kolde metal. Jeg skød låsen for i sidste sekund.
   Der lød et brag, da de kastede sig mod døren. Heldigvis er døren tyk, og den dirrede ikke engang ved deres anstrengelser. Jeg bøjede mig ned, samlede bjælken op og fik den sat på plads. Derefter flygtede jeg længere ind i borgen.
   Jeg har været alene i en uge nu. Sulten er blevet værre. Jeg har forsøgt at stille den med vand. Jeg har drukket flere liter, fyldt mavesækken, men forgæves. Min krop bliver hele tiden svagere. På et tidspunkt var jeg så desperat, at jeg slog en rotte ihjel... og spiste den. Bagefter havde jeg kvalme, og kun en smule af min sult var forsvundet. Jeg er stadig desperat. Jeg ville gerne dræbe flere rotter, men jeg kan ikke ramme dem, når de stikker hovederne frem. Jeg har kastet alt muligt efter dem, men jeg er for svag og de for hurtige.
   Jeg tør ikke sove længere. Måske lykkes det dem endelig at bryde ind, mens jeg ligger og sover. Og jeg vil dø kæmpende. Om dagen gemmer jeg mig i kælderen. Den er mørk og fugtig, men jeg føler mig tryg. Ovenpå er værelserne tomme. De minder mig alt for meget om, hvad der er sket. Ingen ting er, som de var. Mor, far og Jason er døde. Jeg er helt alene. Ensomheden er lige så slem som sulten og trætheden. Jeg er begyndt at snakke med mig selv, med skyggerne og med malerierne. Da monstrene kom, bar jeg dem ned i kælderen. De forestiller den familie, som boede her før. Der er kvinder, mænd, børn og hunde på malerierne. Jeg har stillet dem op af en væg. Jeg kravler rundt på det kolde gulv, mens jeg snakker til dem. Snakker om alt muligt.
   "Mor ville blive frygteligt vred, hvis hun så min kjole. Tror De ikke?" spørger jeg høfligt en smuk kvinde, der sidder på en stol med vidunderlige broderier. Hun stirre henført ud i luften. Jeg fortsætter:
   "Hun ville også blive aldeles forfærdet, hvis hun vidste, at jeg ikke har badet i ugevis!" Jeg slår en høj latter op. Den er skinger og ekkoer gennem kælderen. Forfærdet holder jeg inde. Stirre blindt ud i mørket, mens jeg lytter. Men murene er tykke, og ingen lyde slipper ud.
   "Vi må nok hellere være stille alligevel, Er De ikke enig?" hvisker jeg og piller ved mine skørter, der er forrevne og beskidte. Kjolen var ellers så smuk engang. Det var min yndlings.
   Jeg kravler hen til et lille maleri af en hund. Jeg lægger fingrene mod dens malede ryg. Lærredet er hårdt, og malingen skaller, men jeg forestiller mig, hvor blød pelsen må have været. Jeg kan ligefrem mærke, hvordan mine fingre glider gennem den varme pels. I tankerne slår jeg armene om hunden og begraver ansigtet ved dens hals. Så skubber jeg den hårdt væk.
   "Gå med dig, dumme køter!" hvæser jeg og slæber mig hen til et billede af en mand.
   "Far?" klynker jeg. "Du sagde, at her var sikkert! Du sagde, at vi kunne være i fred her!" Jeg hulker og tørre mig under næsen. Den dag, hvor vi flyttede ind, står tydeligt i min hukommelse. Mor var så glad. Far var stolt.
   "Vidunderligt, ikke?" sagde han, mens han førte os rundt i den mørke have. "Den nærmeste landsby ligger ganske vist lidt langt væk, men det er sikkert kun en fordel."
   Mor snusede til roserne og lo til ham.
   "Jeg elsker det!" sagde hun.
   Jason sprang rundt og forsøgte at kravle op i et træ. Far trak ham ned igen og kastede ham op i luften et par gange.
   Det var en smuk nat. Månen var stor og rund. Gylden som honning.
   "Jeg er sulten, far," sagde jeg og sørgede for at holde lidt op i skørterne, så de ikke blev beskidte.
   "Jamen, så lad os spise!" havde han leet. Det var virkeligt et festmåltid. Vi havde spist og spist. Der var så meget at tage af. Bagefter var vi flyttet ind.
   Min tunge glider hen over mine tørre læber, og jeg synker med besvær. Pludselig ved jeg, at jeg ikke kan mere. Det skal slutte. Jeg kan ikke endnu engang se natten ende og dagen begynde. Før daggry skal det være ovre.
   Min beslutning giver mig kræfter, og jeg rejser mig. På en eller anden måde finder jeg vej til trappen, kommer op af den og bevæger mig gennem værelserne, indtil jeg står ved et vindue. Glasset er borte for længst. Kun et par skår ligger på gulvet.
   Jeg kigger ud. Små orange pletter viser mig, hvor nogle af monstrene er. Andre gemmer sig i mørket. Jeg kravler op i vindueskarmen, sidder på hug et stykke tid og stirre ud mod horisonten. Endnu er natten fuldstændig sort, men med mit indre ur ved jeg, at solen snart vil stige. Daggryet nærmer sig.
   Så springer jeg. Der er langt ned, men det er længe siden, at højder har kunnet skade mig. Jeg lander lige bag en af monstrene. Jeg overrasker ham. Det kan jeg se, da han snurre rundt. Rædslen stråler nærmest ud fra hans øjne.
   Jeg hvæser, blotter mine tænder og inden han når at reagere, har jeg slynget armene om ham og begravet tænderne i hans hals. Et halvkvalt skrig undslipper ham. Jeg bider hårdere, kvæler lyden. Han spjætter ganske svagt, mens jeg grådigt drikker. Blodet er varmt. Jeg suger, synker, suger, synker. Det styrker mig. Kræfterne vender tilbage.
   "Her!" lyder pludseligt et råb. "Hun er her!"
   Jeg slipper mit offer, han falder livløst til jorden. Jeg træder hen over ham. Mørket bliver levende. Jeg kan høre løbende fødder.
   "Dræb hende!" En mand kommer løbende. Han svinger med en fakkel. Jeg snor mig væk fra den og lader så højre arm skyde frem. Mine fingre lukker sig om hans strube. Jeg klemmer til, et overrasket gisp undslipper ham. Han taber faklen, og med begge hænder griber han om min. Han forsøger at vride den væk, men forgæves. Jeg borer fingrene ind i hans kød. Han kæmper endnu hårdere, mens han udstøder halvkvalte skrig. Blod strømmer ud over min hånd. Så kaster jeg ham bort. Der lyder rallende lyde fra hans ødelagte strube.
   Jeg slikker langsomt min hånd, mens jeg betragter de andre. De har omringet mig. De skriger, brøler hadefuldt. Jeg smiler venligt til dem og sutter med nydelse blodet af fingrene. Jeg kender dem. Hver og en. Jeg har besøgt dem om natten sammen med min familie, når de sover. Langsomt gået over trægulvet for derefter at falde ned på knæ ved deres senge. Lyttet til deres puls i halsen, har følt blodet rulle gennem deres åre, før jeg gennembrød den tynde hud og spiste.
   "Lad os få det overstået," siger jeg. Tiden er ved at være knap. Jeg træder et skridt frem og lader blikket glide over deres ansigter. En ung mand træder frem. Hans ansigt er som sten. Slet ikke som den nat, hvor han lagde sig til at sove ved siden af sin yndige brud. Og heller ikke da han vågnede op ved siden af hendes kolde krop.
   "Gør det," hvisker jeg og stirre ind i hans øjne. En snerren undslipper hans stramme læber, og han løfter sit våben, og med stor kraft støder han til.
   Pælen bore sig gennem silkestofferne, flænser mit kød og finder vej til mit hjerte. Det hjerte, der ikke har slået de sidste 75 år. Jeg vakler, mine hænder griber fat om enden af pælen. Jeg ser ikke på dem. Menneskene. Deres hadefulde skrig er forstummet. Eller måske er det mig, der ikke længere kan høre? Jeg stirre frem. I horisonten kan jeg skimte daggryet. Lyset er svagt, men vokser hurtigt. Skærende lyst.
   Jeg nåede det! Det er ovre før daggry.
   Et smil flakser over mit ansigt, mens mine knæ giver efter for mig, og jeg styrte til jorden. I min mund kan jeg stadig smage det varme blod. Snart er jeg død. Igen. En sidste tanke finder vej gennem mit kaotiske hoved.
   Er der mon nogen, der begræder en vampyrs død?