Alt er indsvøbt i sneens hvide tæppe.
Både det smukke og grimme
er nu smukt at se på.
Alle ujævnheder er glattet ud,
alt er smukt.

Over det hele lyser stjernerne,
som vil de se efter, at alt er i orden.
Måske nyder de bare synet?
At jorden lige nu
er så smuk, at se på.

Hvad er nu det?
Nogen kommer gående henover
sneens smukke ubrudte flade.
To voksne og tre børn, vandrer frem.
Hvad oplever de?

Opfatter de mon
skønheden omkring dem?
Eller bander de over sneen og kulden?
Stjernerne lyser for dem, følger dem nøje.
Hvad ser de?

Det mindste barn er en lille pige.
Pludselig - i et nu - sker der noget.
Hun oplever, at stjernerne hilser netop på hende.
Endelig er der én, der er åben for kontakt.
Stjernerne glæder sig.

Hun fatter at stjernerne
er hendes venner og fortrolige.
At både hun og de, er del af det samme univers.
Rækker hun hånden ud, kan hun nå dem,
de er der for hende.

Så lille hun end er, opfatter hun,
at alt i universet er en enhed.
Hun forstår at hvad der end sker
i hendes verden,
er hun en del af universet,
og det af hende.

Stjernerne glæder sig,
endelig er der én, der fatter,
at hun ligesom stjernerne er en del
af et helt og ubrudt univers. For hende -
var det et øjeblik - en evighed.