Jeg kan huske en kvinde. Hun stod på gaden under den varmende sol. Det var tæt på ækvator. Hun talte uafbrudt, som en grammofonplade, der kørte baglæns. Omkring håret havde hun et farvestrålende tørklæde, hvorunder håret var gemt. Fluerne sværmede om det hun solgte. Netop fluerne mindede mig om alt det, jeg havde forladt i det kolde Danmark. Jeg forstod ikke meget af det, hun sagde, så hun tog blot min hånd og førte mig ind i et hus næsten uden vinduer. Bagved huset lå der en have, hvor der var skygge. I haven var der smukke blomster og grønsager. Pludselig tog hun det farverige tørklæde af og hendes mørke kraftige hår foldede sig smukt ud. Nu var intet sikkert mere og alt kunne ske. Tæt på ækvator tog jeg hul på et nyt syn af svimlende dage, hvor der kom flere og flere farver på tilværelsen.