Det larmer ude i nattens stilhed. Endnu engang. Ligger i sengen og lytter til musikken, latter og pludselig en bil der drøner rundt på marken. Ved jo godt hvem det er: Det er de nye i byen. Min mor og far er slet ikke glade og har ikke budt dem velkommen. Ligesom de andre i byen heller ikke har. Selvom de er flyttet ind på hoveddgaden, i et af de flotte murmestervillaer - så er de jo anderledes end os. De ser anderledes ud og de opfører sig bestemt mærkeligt. Rygterne går at de har slanger! Det tror jeg ikke helt på - men alligevel er jeg lidt bange. De har 2 store sorte Newfoundland hunde, som trækker en vogn hen til købmanden. Sanne og jeg så dem den anden dag, da vi var på vej til købmanden for at købe cola bolsjer. Den nye slags slik, som kilder så dejligt stærkt i munden.
   Min mor og far hvisker om dem, og Sanne siger at det gør hendes forældre også. Men vi synes det er ret spændende med dem. Noget nyt i vores kedelige parcelhus forstadsby. Vi leger tit på den tilgroede mark bag vores hus. Min mor siger vi ikke må gå helt hen til den anden ende af marken for der er en dyb brønd derhenne hvor en pige engang druknede. Vi kan nu ikke lade være med at gå derhen. Men vi ser kun blommetræer og brændenælder, og de høje kastanietræer som vi klatrer op i og ridser vores navne i barken med Henrik's dolk.
   Vi lister hen til deres hus og have, men vi tør ikke kigge ind over hækken. Vi kan lugte bål og brænde, og der er stille musik og snak.

Det er den første skoledag. Endelig 7. klasse og vi er nu de ældste på skolen. Der er kommet en ny pige i klassen. Hun hedder Betina, som mig. Med et T, siger hun og griner. Hun er smart og har flot langt lyst hår. Vores klasselærer Fru Henriksen beder hende om at fortælle om sig selv. Hun bor på hovedgaden, hos de nye. Sammen med hendes mor og der er ingen far. Men til gengæld bor de mange i huset. Det er et kollektiv. Det har jeg aldrig hørt om før. I frikvarteret møder vi en dreng, der også bor i kollektivet. Han ser sød ud. Han hedder Kenneth. og går også i 7. klasse, i vores parallelklasse. Betina spørger om vi skal være sammen om eftermiddagen efter skole. Det er alt for spændende så jeg siger selvfølgelig ja. Ja da.
   Jeg skynder mig hjem fra skole så jeg hurtigt kan komme hen til Betina. Huset er hvidt og stort, og der roder på trappen med sko og gummistøvler i alle mulige størrelser. Betina griner, smiler og siger hej. Hendes mor kommer ud til os i køkkenet og hilser. Bag hende står Kenneth. Mit hjerter slår et ekstra slag og jeg kan mærker min mave kilder.
   Betina viser vej op på loftet hvor der er 2 værelser i den ene ende - et til hende og et til Kenneth. Det hele er meget meget spændende og anderledes end jeg er vant til. De bor 4 voksne sammen og 5 børn. Betina fortæller at hun ikke kender sin far, men det gør ikke noget da alle de andre mænd i kollektivet er som fædre til hende. Kenneth bor sammen med sin far og lillebror, men ser sin mor i weekenden. De voksne er allesammen så søde og rare. Der er et klaver i fællesstuen hvor een af mændene spiller melodier som jeg ikke kender.
   Hver eftermiddag er jeg hjemme hos Betina. Mest for at være sammen med hende, men jeg er stormende forelsket i Kenneth, så enhver chance for at se ham er stort.
   Der er en pladespiller i stuen. Vi hører "Born to be Alive" og Beatles for fuld drøn og med vinduerne åbne. Vi laver tit mad selv i køkkenet eller henter slik og chips hos købmanden. Pengene får vi bare af een af de voksne.
   En eftermiddag foreslår Betina og Kenneth at vi skal lave telefonfis. Det har jeg aldrig prøvet før så jeg vil helst ikke. Det er ikke mange år siden vi fik telefon. Vi fik den af mormor og morfar. Hele familien bor i Jylland og da min mor's søster døde kunne min mormor ikke få fat i os, og måtte finde en nabo med telefon så de kunne få fat i mor.
   Men vores telefon må kun bruges i nødstilfaelde - jeg tror ikke engang jeg har nogle telefon numre.
   Betina og Kenneth ringer til alle mulige telefonnumre og siger alt muligt fis og sjov. Vi griner. De siger jeg også skal gøre det men jeg vil ikke. De vil have jeg skal ringe til vores købmand og sige en bestilling på en masse varer og fortælle at det er fra plejehjemmet. Jeg vil ikke! Betina og Kenneth griner sødt af mig men jeg slipper.
   Vi er sammen næsten hver eftermiddag i mange uger. Vi laver mad på bål i haven. Griller pølser og snobrød. Og vi sover på gamle madrasser i haven, rundt om bålet, med to store hunde ved fødderne - mens vi kigger på stjernehimlen og undres over hvor stor verden og himmelrummet er.
   Betina og Kenneth er som bror og søster og man kan mærke de har et specielt forhold til hinanden. Min forelskelse er svær at skjule og een eftermiddag på Betina's værelse konfronterer hun mig og vil vide om jeg elsker ham. Det ved jeg ikke - elsker er ikke et ord jeg sådan bruger. Men hun kan selvfølgelig se på mig at jeg er stormende forelsket. Hun bliver lidt fornærmet. Siger at hun troede vi var venner! Og spørger om jeg kun kommer hos hende for at se Kenneth... Det er jo ikke rigtigt - og alligevel kommer jeg da hjem til hende også for at se Kenneth. Jeg gør hvad jeg kan for at overbevise hende. Hun går ud af værelset for at gå på toilettet nedenunder. Jeg hører puslen i værelset ved siden af - åh nej, Kenneth har været der inden hele tiden og sikkert hørt hele vores samtale. Han kommer ind på Betina's værelse. Jeg mærker mit hjerte slå hårdt. Jeg sveder i hænderne. Han kommer hen mod mig og smiler. Tager en tot af mit hår imellem sine hænder og smiler igen. Og går ud af værelset. Jeg er ved at besvimme af alle de følelser der strømmer gennem mig. Betina vender tilbage. Hun er glad og smiler - og siger at hun er okay og at vi selvfølgelig stadig kan være veninder. Vi krammer hinanden.

Sidst på efteråret bliver hele klassen inviteret til fest i kollektivet. Betina fortæller om alle festplanerne. Vi skal danse og høre alt det nye discomusik og rock. Der er lavet fest rum på første sal og festen slutter til midnat. Jeg plager og plager mine forældre om jeg må komme med - alle de andre fra klassen kommer jo også.
   Jeg har fået nyt tøj og nye sko. Lilla smækbukser med lyserød bluse under, 2 tørklæder lilla og lyserød snoet sammen - og skoene er med hæl og ligner gummisko. Jeg krøller mit hår med min mors krøllejern så jeg får een tyk krølle pølse i hver side af hovedet. Jeg vil gerne ligne hende den lyshårede fra ABBA for hun er så smuk.
   Musikken drøner ud af højtalerne, højt og larmende. Hjemme hos os hører vi kun radio, søndagen går med Giro 413 og alle de danske populære sange. Vi har ingen pladespiller i vores hus men mit højeste ønske til min konfirmation er et musikanlæg med indbygget forstærker og båndspiller.
   Der er mørkt og lummert oppe på loftrummet og luften er tyk af sved og forventninger. Vi danser og danser, allesammen i en stor klump. Betina har lært mig nogle dansetrin som er mere moderne end at bare hoppe rundt. Godt hun fik lært mig det - jeg føler mig smart og in. Pludselig kommer der en stille sang - en sjæler - og uden at jeg nærmest opdager det kommer Kenneth og tager min hånd. Jeg kan dufte hans shampoo - grønne æbler. Han er højere end mig så jeg lægger hovedet på hans skulder og vi vugger frem og tilbage til den stille sang. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre da sangen er slut men Kenneth tager mig i hånden igen og nærmest trækker mig ind på hans værelse. Der er mørkt og koldt, så jeg får kuldegysninger og ryster lidt. Jeg ved jo godt hvad der kan ske nu. Jeg har ikke kysset en dreng før. Sådan rigtigt. Kun da jeg var yngre og mine forældres venner's søn Kim lokkede mig med salmiak lakrids hvis jeg gav ham et kys. Og hvem siger nej til Spunk lakrids.
   Kenneth trækker mig ind til ham igen og duften af ham vil ingen ende tage. Det føles som om jeg står i en stor grøn æbleplantage. Jeg kan høre musikken fra den anden side af døren - "Kvinde Min" med Gasolin. Og endelig kan jeg mærke hans læber mod mine læber. Et koldt og fugtigt kys. Det føles rart men også ret mærkeligt at mærke en andens mund mod min mund. Vi kysser igen og igen.
   Pludselig åbnes døren med et brag og ind kommer stort set hele klassen grinende og hujende. Jeg bliver lidt flov - men også stolt. Jeg er den første i klassen til at blive kysset. I hvert fald hvad jeg ved...
   Vi nærmest løber ud af værelset og fortsætter med at danse og danse, hele aftenen.
   Kl 12 skal vi gå hjem og alle de voksne fra kollektivet står på trappen ved hoveddøren og sørger for at vi alle går hjem. De er glade, smiler og de ryger cigaretter alle sammen.
   Det føles som om mit indre er i brand. Jeg er så glad og lykkelig. Det må være sådan det er at være voksen. I hvert fald teenager...Åh jeg kan ikke vente med at komme til at se Kenneth igen. Forhåbentlig snart!
   Søndagen går langsomt. Jeg kan ikke vente til det bliver mandag og almindelig skoledag - og jeg kan få et glimt af Kenneth.
   Søndag aften hører jeg "Tværs" med Trine Bryld. P4 på P1. Det er først her i 7. klasse jeg er begyndt at høre det. Det er lidt pinligt overfor mine forældre at jeg hører det, da der jo bliver ringet ind om alle mulige spørgsmål - om kærestesorger, sex, forældreproblemer og sådan noget - men hvor skal jeg ellers lære og forstå alle de tanker jeg går og har. Det er ikke sådan noget jeg snakker med mine forældre om. Jeg hører om steder i København som Christiania og Vesterbro, hvor jeg aldrig har været - men også om hash, menstruation, BZ'ere og unge der ringer ind med forskellige slags problemer.
   Jeg tænker længe over om jeg nu er blevet kæreste med Kenneth. Ved man hvornår man er blevet det? Skal man spørges? Eller skal jeg selv spørge ham? Det tør jeg i hvert fald ikke!

I skolen ser jeg kun et hurtigt glimt af ham i frikvarteret. Drengene spiller fodbold i skolegården. Han løber forbi mig og sender mig et smil. Alle pigerne sidder på bænkene og kigger på drengene og vi hvisker. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Jeg er lykkelig men samtidig også i vildrede. Var det starten på at blive kærester eller var det bare et kys? Betina griner lidt af mig. Hun har selvfølgelig kysset masser af drenge før. Jeg spørger hende forsigtigt om hvad hun synes. Hun ved det ikke men foreslår at jeg må snakke med ham selv. Jeg tør ikke men skriver en seddel til Kenneth om at mødes, som Betina kan aflevere til ham når hun kommer hjem.

Dagen efter mødes vi i den lille skov der ligger mellem skolen og købmanden. Jeg er nervøs for om der er andre derhenne og om nogen ser os, men vi er alene.
   Kenneth virker stille og trist, men han tager min hånd og holder stramt fat i den den. Vi sætter os på en væltet træstamme og jeg stirrer ned i skovbunden og på mine gummisko. Mit hjerte banker så hårdt at jeg er lige ved at tro det hopper ud af halsen på mig. Jeg kan mærke der er noget galt. Kenneth fortæller mig at han skal flytte. Til et andet kollektiv på Fyn. Fyn...? Fyn er jo langt væk, det er der vi sejler til med færgen når vi skal besøge familien i Jylland. For mig kunne det lige så godt være i Rusland, så langt væk er det. Kenneth krammer mig hårdt og jeg kan dufte hans hår igen - æbleduften. Den duft vil altid minde mig om ham.
   Han forsikrer mig at hvis han var blevet boende så havde vi allerede kommet sammen, som kærester. Jeg kan mærke tårene brænder sig på bag øjenlågene og de er svære at holde tilbage. Det er sådan det føles den svære kærlighed, som så mange ringer og fortæller om i Tværs.
   Vi aftaler at vi kan skrive sammen. Måske besøge hinanden. Men inderst inde ved jeg jo godt at det ikke kommer til at ske.
   Pludselig styrtregner det og et tordenvejr, uventet for årstiden, er lige over os. Jeg er bange, for man må jo ikke være ude i tordenvejr og slet ikke være under træer. Men Kenneth holder om mig og jeg føler mig tryg i hans arme. Vi bliver drivvåde men det gør ikke noget. Han tager mit ansigt imellem hans hænder, kigger mig dybt i øjnene og giver mig et fugtigt kys, der smager af salte tårer, regn og svagt af æbler. Bløde hænder der holder fast i hinanden og slippes langsomt. Jeg siger et forsigtigt farvel, vender mig om og jeg ser ham aldrig igen.

10 år efter flytter jeg hjemmefra. Jeg bor i murmestervillaen, som ikke længere er et kollektiv men 2 lejligheder. Min lejlighed er oppe under taget. Hele etagen er blevet eet åbent rum med køkken og stue i et, og bag en halvmur er mit soveværelse. Minderne, der har været gemt væk i lang tid, glemt af andre kærester og livets gang - vælter frem så snart jeg træder ind i min lejlighed. Minder om den store kærlighed og det første kys. Men også om et hus fuld af sjov og ballade, fester, rockmusik og bål i haven og en anderledes måde at leve på. En provokerende livstil som vi ikke kendte til på landet, en tryg men også fri barndom som børnene i kollektivet fik.
   Og som prikken over i'et opdager jeg i vindueskarmen et hjerte ridset ned i træet med bogstaverne B og K indeni.