Smerten kom øjeblikkeligt væltende, hans hjerte tordnede som hvis det skulle eksplodere. Med baskende arme kæmpede han mod en usynlig, kold fjende. Så blev alt stille. Det sorte uendelige. Han kunne svagt skimte aftegninger af klippeloftet der strakte sig fremad. En luftboble sprang ud af munden på ham og han skubbede sig op til overfladen. Med armene klamrede han sig til kanten. Ekkoet af klaprende tænder spillede knoglemusik i grotten. Det her holder jeg ikke til meget længere, erkendte han. Han så igen over mod indgangshullet, men lod sig i stedet glide under vandet. Først var der ingenting, kun mørket. Så opdagede han noget længere fremme. Et lys. Kunne det være en grotte? Der var langt, længere end han nogensinde havde svømmet. Men det var den eneste mulighed, det eller gå tilbage.
   Han steg op for at samle luft og begav sig så af sted mod lyset. Opdriften puffede ham mod klippeloftet enkelte gange. Han nåede åbningen med overraskende meget luft tilbage, men med stive og ømme lemmer. Da han brød vandets overflade, kunne han kun høre sin egen vejrtrækning. Den var tung og hæsblæsende. Det var ingen grotte, kun en smal kile op mod en lille plet af hvid himmel. Det var så snævert, at kun halvdelen af hans hoved kunne være der og han blevet grebet af panik. Der var ikke mulighed for at svømme tilbage, han var allerede udmattet og kulden havde taget sin tørn. Han tog en dyb indånding og gik under igen for at finde en vej videre. Ingenting. Han tog mere luft til sig. Men mørket var det eneste han så. Han var rædselsslagen. Havde det ikke været for opdriften, var han for længst blevet slugt af dybet. Dør jeg her er der ingen som finder mig. Luft. Fyld lungerne. Med en beslutsom mine sank han for sidste gang under og svømmede. Videre. Han skyndte sig. Med hurtige bevægelser brugte han både sine arme og ben til at skubbe sig fremad. Han gav slip på tanken om at holde vejret og fokuserede i stedet på at skubbe sig fremad. Mørkedet omsluttede ham langsomt. Hans hænder forsvandt og snart var det ikke til at sige hvad der var frem og tilbage - men han fortsatte. Pludselig stødte hans ene hånd hårdt ind i klippevæggen og med en hurtig beslutning fulgte han den til højre. En trykkende følelse begyndte svagt at brede sig i hans bryst, og han gav slip på lidt luft for at udligne det. Langsomt begyndte det at gå op for ham, at han snart ville drukne.
   "Du var dernede i så lang tid. Jeg har aldrig set nogen holde vejret så længe," havde Tommen sagt. Tommen selv var kommet op nogle meter nede af søen, hvor der slet ikke havde været is. "Jeg holdt bare vejret," havde Asvan svaret. De havde omfavnet hinanden og grint. Jeg holdt bare vejret.
   Hans krop satte automatisk farten op. I vildskab kastede han sig nu af sted langs klippen. En dunkende smerte pumpede i brystet på ham, men han fortsatte. Havde han ikke været under vandet, ville tårer have sprunget fra hans øjne, for smerten var nu så intens, at selv ulvebidet virkede fjernt. Med ét fik hans højre arm fat om en kant, væggen stoppede. Asvan svingede sig rundt om hjørnet og til sin store forløsning var der et skinnede klart lys foroven. Han kastede sig opad, imens voldsomme kramper pumpede gennem hans krop. Han pustede alt luft ud i ren afmagt og i samme øjeblik hans ansigt brød vandets overflade sugede han frisk luft dybt ned i lungerne. I en sidste kraftanstrengelse løftede han sig op af vandet og lå rystende og gispede efter vejret. Han vendte sig og gylpede vand op. Luften der fyldte hans luger brændte - men en god smerte. Han lå der, rystende og gispende, i noget tid. Der var højt til loftet. Lange klippespyd pegede faretruende på ham og imellem dem skinnede lyset ned fra små huller og åbninger. Ingen af dem var store nok til, at han kunne kravle ud af dem og desuden var de for højt oppe. Han lå der længe. Indtil han stoppede med at ryste. Der var varmere her, men kun som sne kan føles varm i forhold til is. Grotten var langt større end den han var kommet fra. Den brede sø blev oplyst i et mørketurkist skær, som fik væggene til at funkle. Omkring ham steg klippespyd op fra jorden og stod som høje figurer, der kastede lange utydelige skygger. Der var flere veje at gå, indså han hurtigt. Han vred den tynde uldtrøje og forsøgte at forestille sig hvilken vej han var kommet fra. Hjertet bankede hurtigere da han genkaldte svømmeturen. Lige ud, og så til højre. Eller var det mere mod venstre og så til højre. Det opgav han hurtigt. En stor brun edderkop kravlede forbi hans fødder, tydeligvis ligeglad med hvad han var for en og hvorfor han var i dens grotte. Med en sten forsøgte han at ramme den, men forgæves, og så meldte sulten sig for alvor.

Vejen han valgte syntes til at starte med at gå mere opad end de andre. Det ændrede sig dog hurtigt og så gik den nedad, til højre og til venstre, nedad igen og opad endnu en gang. Det var nemmest at følge lyset, men nogle gange blev han tvunget gennem mørke passager, hvor han måtte mave sig fremad, med billedet af den brune edderkop i hovedet. Flere steder delte den sig og ofte måtte han undgå dybe kløfter, der så ud til at forsætte i en uendelighed mod jordens indre. Der var en tom stilhed, kun lyden af enkelte dråber og hans dybe vejtrækning gav genlyd, der blot mindede ham om ensomheden. Han fik efterhånden svært ved at løfte fødderne. Klippen var blevet kold og tør, med spidse småsten der prikkede og stak hans fodsåler, knæ og albuer til blods. Kulden var svundet hen i takt med, at temperaturen var steget, men ligeså var den mængde vand han kunne finde. Skiftevis stødte han på mørke og lyse passager. Lyset indgydede håb men mørket fratog det lige så hurtigt igen og snart var der kun en følelse af at være fortabt. Tiden gik langsomt, hvert et åndedrag efterlod ham nu gispende. Et kraftigt sug i maven sendte gulvet mod hans hoved og en serie af billeder strømmede forbi hans blik. Bjollnorr stod med ryggen til ham, Asvan greb hjælpeløs efter ham men kunne ikke nå. Den store kriger vendte sig og stod med et alvorligt udtryk og stirrede ham direkte i øjnene.
   "Undskyld," fremstammede Asvan gennem de sprængte læber. Bjollnorr fastholdt sit udtryk indtil han vendte sig og som tåge forsvandt. Asvan gispede højlydt. Hans ansigt var kun få centimeter fra klippegulvet. Med tårerne dryppende fra næsen så han Frekis krop blive kastet væk og knust af snetrolden, Tommen stod ligbleg bag dem med mørke render under øjnene og rystede på hovedet. En stemme, han huskede en stemme. En stemme, som havde vækket et opblussende had. Had til trolden, til Bjollnorr, til Freki, til sin far og døde mor, men ikke mindst til sig selv. Hvorfor kunne jeg ikke rede dem! Hadet og stemmen havde næret ham med styrke, umenneskelig styrke, nok til at slå trolden ihjel, og det havde han gjort. Men det var jo alligevel for sent. Fladt, sammenfaldet lå han der. Med rystende hænder, sammenkrybet for at holde på varmen. Han var bange og frygtede hvad der skulle ske.
   "Det er uretfærdigt," hviskede han for sig selv. De ord fortsatte, indtil han gav efter og forsvandt, ind i mørket.

(fortsættes)