Gå Asvan! Ordene rungede på ny i hovedet og han tog sig til panden. Der var stadig ingen flugt fra Bjollnorrs desperate stemme. Skyggeagtige billeder af Bjollnorr og Freki, der blev nedkæmpet af snetrolden, flød omkring ham og gjorde det sværere at træde i det altopslugende mørke. Han forsøgte at huske hvor længe han havde vandret inden grotten havde vist sig, men kulden og det forfærdelige tankemylder tværede tiden ud i et. Enkelte buskadser og en lille plet af hvid himmel var stadig synlig ved begyndelsen af grotten. Solen er stadig oppe, tænkte han og sukkede. Men der vil ikke gå længe, så er jeg helt alene i mørket. Grotten han var flygtet ind i så ud til at være dyb, i mørket så den næsten ud til at fortsætte i uendelighed. Det ville passe mig fint. Bare at gå ligeud for altid. Lige ud i intetheden og langsomt glemme fortiden. En glat sten fik ham til at synke sammen. Tårerne væltede frem. Det ville ingen ende tage. Grottens ekko fik ham til at lyde som enkekonerne på en gravdag. Med knugede hænder slog han frustreret til en lille snedynge. Hånden ramte hård klippe og smerte sprang frem så enkekonerne på ny stemte i kor.
   Han stak hænderne i lommerne for at varme dem. De var allerede gennemfrosne, så det hjalp ikke meget. Der var en snoet genstand i venstre lomme. Bjollnorrs armbånd. Ligesom sneen, oplyste det sig selv i sin klare hvide farve. Det var et læderarmbånd, med fine indgraverede cirkler og snoede mønstre. En sidste tårer klemte sig ud. Armbåndet greb den i sin slanke hvide skal. Med besvær bandt han det rundt om håndledet og tog en dyb indånding med lukkede øjne. Da han åbnede dem igen føltes det, som hvis en summen eller hylen var forsvundet. Som hvis der ikke rigtig havde været stille før nu. Han vendte blikket omkring og følte sig med ét overrasket og bevidst om hvor han befandt sig. Flugten til grotten var sløret, som at genkalde sig noget fra en drøm. Var det en drøm? Gid det var så vel. Én ting stod klart, Bjollnorrs og Frekis død. Blot tanken, fik det til at trykke for brystet.

Timerne gik og ligeledes gjorde Asvan. Væggene stod forsat tættere og loftet pressede sig faretruende nedad. Enkelte gange stoppede han ved lyden af småsten der faldt. Der opstod en dyster følelse af at blive forfulgt, og mod sin vilje måtte han gentagende gange se sig tilbage, men der var kun mørke. Tørsten og sulten havde for længst meldt sig. Vand piblede ned langs væggene og det var en god måde at få væske på. Han var fortvivlet, dog af ubestemte grunde var det som om at grotten ledte ham på rette vej. "Væk fra Dragsoeb, væk fra døden," havde Bjollnorr sagt inden han døde.
   Det var blevet nemmere at færdes i mørket. I sorte tomrum smed han med småsten for at sikre sig, at der ikke var ingenting. Når stenene ikke afgav lyd priste han sig lykkelig for sin forsigtighed. Grotten var snart så snæver, at han kryb på knæ det meste af tiden. Han pressede sig gennem den snævre gang, som afslørede et lys forude og lyden af dryppende vand. Klippen rev i tøj og hud mens han skubbede sig frem. Med en kraftanstrengelse hev han sig ud gennem en smal sprække. Hulerummet han befandt sig i var på størrelse med hans værelse i Dragsoeb. Der lugtede som i borgens store kældere og køkkengange. Da synet havde tilvænnet sig, så han en tynd stråle af vand, som sammen med lys kom plaskede ned i et rundt vandhul. Vandet skinnede og glimtede og gav lyset en krystallignende effekt. Han bevægede sig derhen og gav sig forsigtigt til at drikke. Det var isnende. I vandspejlet så han sin refleksion klart og tydeligt. Det mørke hår var uglet og hans ansigt var smurt ind i mørkt størknet snavs. Refleksionen lignede mere en dæmon, som betragtede ham fra vandets dyb. Kuldegysninger. Han så på sine hænder og også de var dækket af den størknede masse, som i lyset afslørede et mørkerødt skær. Det tog tid at få af og kulden lammede fingrene. Han stak hele hovedet under overfladen og holdt det nede. Kulden var ubarmhjertig. Med åbne øjne stirrede han direkte ned i en mørk intethed, det fik ham til kaste sig tilbage og anslog et kraftigt ekko. Det er en kæmpe underjordisk sø, eller... et underjordisk hav.
   Asvan havde aldrig set havet, men han huskede søen. Søen for foden af bjerget, vest for Dragsoeb. Lyden af isen, som knagede og sprækkede. Tommen havde ikke villet gå længere ud, alligevel var Asvan fortsat. Han genkaldte sig Tommens øjne, de havde desperat tigget ham om at komme tilbage.
   "Kom nu og mærk! Se her! Den er slet ikke tynd herude," sagde Asvan og stampede hårdt på isen, så en tynd flænge bredte sig og som til hans lettelse afslørede, at den faktisk var tyk.
   "Koom nu Tommen," bad han. "Nu kaster jeg en gren og så henter du den! Eller, lad os se hvem der først når ud til den!" Tommen rørte ikke på sig. Han var fire eller fem meter tættere på bredden og nøjedes med at ryste på hovedet. Asvan kastede pinden, højt og langt - som altid. Den landede med et klonk. "Prøv at se, den gik jo ikke igennem."
   "Jeg gider ikke det her.. det er dumt og.. du burde ikke være så langt ude. Søen er ikke bundfrossen endnu," insisterede Tommen og begyndte at gå ind mod bredden.
   "Kooom nuuu, det bliver sjovt, giv det en chance," blev Asvan stædigt ved. "Du er tættere på den end jeg er, og se.. der er siv i isen ved dig. Du kan løbe meget hurtigere end mig med de siv!" Tommen havde ikke svaret, præcis som han aldrig gjorde, når Asvan blev for ivrig. Solen havde hængt lige over bjergtoppene den aften. Skuffet var han begyndt at løbe ind mod bredden. Hurtigere med faste afsæt indtil han var lige bag Tommen. Han hev fat i vennens skuldre og træk sig selv fremad med et håndende råb: "du for langsom!" Tommen væltede bagover og så kom lyden. Lyden, som kun kunne betyde én ting.
   Asvan åndede på sine kolde fingre. "Stakkels Tommen," mumlede han for sig selv, imens han rystede på hovedet. Vandet havde være lige så koldt som her i grotten. Først havde han stukket armen ned i det hul, som Tommen havde efterladt. Han havde råbt og banket på isen. Slået huller andre steder, men hans ven kom ikke op. Følelse af skyld fik ham til at dreje hovedet i væmmelse over sig selv. Hvordan kunne jeg dog være så dum. Men det var et uheld, det havde aldrig været hans mening at Tommen skulle falde igennem. Eller havde det? Ligesom dengang han havde fået ham til at gå på kul og brændt sine fødder. Eller da de bankede på kennelmester Amrons dør og han havde kastet en sten på døren i forvejen, så Tommen havde måtte løbe halvdelen af Cire igennem på flugt fra de frådende bæster. Det havde været sjovt. Asvan smilte men blev hurtigt alvorlig igen. Nej, han havde altid elsket Tommen - som en bror. Hvorfor skulle han ellers været dykket ned under isen efter ham. Vandet var isnende koldt, mørkt og grumset. De mange planter gik fra søbunden til isen og dannede en uigennemtrængelig skov af gullige og mørkebrune nuancer. Det eneste han havde kunne tænke på var, hvor hjælpeløs Tommen måtte føle sig. Det var ikke til at sige hvor længe Asvan havde været under vandet, men til sidst fandt han hullet i isen. Der stod Tommen. Drivende våd og med åben mund og udspilede øjne. Asvan omfavnede ham, "Tommen! Tommen! Du er i live! Hvordan kom du op? Undskyld!" Det eneste hans ven havde sagt var: "du... du.. du var der.. dernede i.. i.. så lang tid. Hvor..dd..dan?"

Med grundighed gav han sig til at søge rundt langs klippevæggene, men der var ingen mulighed for at forsætte. Nedslået satte han sig på det kolde klippegulv og stirrede tomt i retningen af det blanke vand. Fortvivlelsen væltede tilbage, som havde han kort glemt alt hvad der var sket og nu huskede igen. Ufrivilligt rystede han på hovedet og træk vejret dybt. Vandets overflade skvulpede blidt i takt med, at den blev brudt. Han tog mod til sig og satte sig på kanten for at løsne sine sko. Fingrende rystede og ville ikke gøre som han bad dem om. To blege fødder kom ud med hvert deres fugtige svup, dampende og fyldt med vabler. Med en dyb vejtrækning lod han sit ene ben glide ned i dybet, han vred sig af kulden. Det føltes som en håndfuld spidse nåle, der blev tværet på langs af den bløde hud. Det tog lang tid før benet vænnede sig til temperaturen. Hvad er det jeg har gang i? Asvan vidste ikke om han rent faktisk havde tilvænnet sig, eller om benet nu var gået hen og blevet lamt. Et lille vip med storetåren virkede betryggende. Hans blik søgte over mod den sprække han var kommet ind af - det ville være så nemt. At kravle tilbage. Ud gennem grotten, mod lyset, mod lydene og væk fra mørket og stilheden. Her var kun lyden af klippe og vand. Sten og is. Gå over bjergene, eller under. Du skal væk! Væk fra ham, væk fra Dragsoeb, væk fra døden. Bjollnorrs ord gav stadig ingen mening, hvorfor skulle der være død i min fars borg og hvem mente han med ham? Han gruede ved tanken om, hvorvidt han ikke allerede kendte svaret begge spørgsmål. Der havde i hvert fald været død i Dragsoeb. Bjollnorrs, Frekis og.. alene, havde han siddet morgen efter morgen ved det proppede morgenbord. Men Tommen var aldrig kommet, sådan som han ellers plejede. På fjerdedagen hørte han om sygdommen - lungebetændelse. To dage efter stod de så ved borghøjene og sænkede Tommens blege lig ned i jorden mens enkekonerne skreg og sang. Tommen havde ikke fået en gravhøj som de andre. Asvan havde tigget Bjollnorr om han ikke kunne overtale hans far. "Din far er konge og konger bekymre sig ikke om slagterdrenge. Han var måske din ven, men han var hans søn," havde Bjollnorr svaret mens han pegede på Tommens far, en fed mand uden hår. "Han teer sig ikke og forlanger, at hans søn bliver lagt i slægtskrypterne," Bjollnorr fnyste, "og det med rette. Han opfører sig som det er passeligt, noget som du også vil og skal lære.. hvis det da ikke allerede er for sent." Dén halve nat havde Asvan brugt på at hamre mod de kæmpe bronzedøre, der ledte ind til tronsalen. Men de var lukkede, nøjagtig som de altid var. Vreden blussede op i hans kinder. Det var hans skyld, at Tommen var død, havde Bjollnorr sagt: "Du gjorde ikke som jeg havde givet dig besked på. Isen er ikke bundfrossen og du bragte dig selv og Tommen i fare. Vær du blot taknemlig for, at det ikke er dig i den kiste. Desuden, Tommen blev begravet bedre end enhver anden søn af borgen. Lamont er benådet over, at hans dreng fik sådan en fin begravelse, og det skyldes kun, at han var din ven. Det er Tommen sikkert meget glad for." Mere havde Bjollnorr ikke ville tale om den sag. Han havde jo også haft ret. Isen var ikke sikker. Men Asvan var ikke blevet syg. Det var ikke ham, som var blevet sænket ned i jorden uden gravhøj, og ingen skulle sige, at han ikke gjorde hvad han fik besked på nu. Hans tænder klaprede. Væk fra ham. Væk fra Dragsoeb. Væk fra døden. Han gentog ordene højt: "Væk fra ham, væk fra Dragsoeb, væk fra døden."
   Han kastede sig forover og blev omslugt af det mørke vand.

(fortsættes)