Lige efter, at fredag aften blev til lørdag, forsvandt Kenneth. Han fik vistnok et tip om et uheld på Helsingørmotorvejen. I hvert fald strøg han afsted i en fart på sin motorcykel, med promille og kamerataske. Nu stod Martin Mørk alene foran Rust og mærkede en begyndende svimmelhed, selvom han kun havde drukket to øl. Kenneth var egentlig en idiot. Han kunne finde på at smide en pille i vennernes drinks, bare for sjov. Martin gik de få skridt fra Rust til Sankt Hans Torv. Hans begyndende vrede blev hurtigt kvalt af en hvid tåge, som lagde sig over hans hoved. Benene eksede ufrivilligt under ham og han faldt om på brostenene, idet han passerede et ungt par. Pigen snublede over hans fod og begyndte at fnise. Manden stablede hende op igen og så på Martin. "Kom med, kom med," sagde han venligt. Øjnene var rødsprængte og virkede lidt fjerne. "Rafa, Ivana," præsenterede han, med bløde, spanske konsonanter. Ivana havde rødbrunt, opsat hår, uglet. En næsten gennemsigtig, hvid skjorte, med tydeligt kig til den hvide bh og en kort, dueblå nederdel. Højhælede sandaler, som hun spankulerede i med forbavsende sikkerhed, på trods af den påfaldende promille. Martin fulgte med. De fulgtes ad til en smal sidegade og et par etager op, tæt sammenslyngede; Ivana på hans venstre side, Rafa den højre.

Indenfor satte de sig på stuegulvet. Lejligheden var skrabet møbleret og ikke særlig ren. Rafa fnisede. Lidt spyt løb ud af hans mundvig. Martin sad og vuggede stille fra side til side. Bølger af svimmelhed skyllede ind over ham. Han mærkede en tynd palmestamme skyde ud af den øverste ryghvirvel og strække sig mod loftet. Vægten fra palmen pressede hans skuldre ned. "Ha..ha..har s-set?" Han prøvede at spørge dem, men tungen føltes alt for stor. Desuden var de to dybt optagede af en joint, som Rafa var i gang med at rulle, med langsomme, usikre bevægelser. Alligevel tabte han ikke så meget som et fnug af tobakken. Palmen foldede sine fjersnitdelte blade ud. Røde, orange og pink . 'Jeg ligner en fraggle', tænkte Martin og begyndte at le. Ivana og Rafa grinede også, mens de pulsede sultne på jointen. Martins latter tog til; det var som om han hørte både den og dens ekkoer og bagefter ekkoernes ekkoer, men i stedet for at blive svagere, voksede hvert ekko i styrke, til hans hoved blev så brølende, rødt og smertefuldt, at han bare ønskede han kunne dø.

Han hører ingenting, da han vågner. Så bliver der skruet op for hans egen, lidt for hurtige pulsslag, først i det højre øre, så i venstre. Han vender hovedet og ser ind i Ivanas øje. I tårekanalen sidder en spyflue. Den skinner grønt og gyldent, næsten på samme måde, som det jod marmor penslede hans sår med, da han var lille.
   Ivana har samme farve, som kogt medister. Livet er væk fra de matte øjne og kroppen ligger som en sæk knogler, som åndedræt og puls ikke længere holder sammen på. Martin rejser sig op på albuerne og spyfluen letter dovent. En hammer af smerte rammer ham i hovedet og trykker ham ned igen. Over ham hører han lette fodtrin på et knirkende gulv og farer sammen. Næseborene udvider sig og smerten i hans hoved bliver endnu stærkere. Så registrerer han en skarp lugt af urin, iblandet jern. Han sætter sig hurtigt op og må snappe efter vejret af smerte. Den pulserende hovedpine dunker, i takt med den hurtige puls. Martin tvinger sig selv til at se ned på Ivana. Nederdelen er trukket næsten op til trussekanten. Under hendes skød ligger en pøl af urin og afføring. Og blod. Gulvet hælder åbenbart, for det er løbet væk fra Martin, og breder sig ud fra Ivanas venstre side, størknet på overfladen. Da han rejser sig helt op, ser han globalkniven stikke ud af hendes armhule. Hun har snitsår på hænder og arme. Et langt, skråt sår hen over maven. Martin mærker en tavs eksplosion i maven og når akkurat ud til køkkenvasken, før han kaster op. En lille portion, i samme farve som cafe latte. Maven kramper sig sammen i rullende bevægelser, igen og igen, men mavesækken er helt tom. Martin tænder for det kolde vand og skyller noget af brækket væk. Tager et beskidt glas ved siden af vasken, fylder det til randen og tømmer det grådigt. Han kigger ud af vinduet, ned i en klaustrofobisk lille gård og træder et par skridt tilbage. Ser ned på sine hænder og arme. Der er et enkelt snitsår hen over håndryggen. Det er sprunget op og bløder en smule. Op af armene sidder et tyndt, rustfarvet lag, som om han har tørret blod af sig med en klud, men ikke været særlig grundig. Hovedpinen er aftaget en smule. 'Jeg skal rydde op', tænker han. Ser sig undersøgende omkring i det lille køkken. Det er slidt og gammelt. Hen over komfuret ligger et kokkeviskestykke. Martin samler det op og tørrer først glasset han drak af rent. Så tørrer han omhyggeligt vandhanen af. Han åbner skabet under vasken, finder en krøllet netto-pose og lægger indholdet fra vasken ned i den. Tre tallerkener i tre forskellige mønstre, to gafler, en kop, en teske og madrester; kartoffeltern, gulerodsskræller og løgskaller. Han bruger en karklud til at samle det sidste op fra vasken og lægger det ned i posen. Også det aftørrede glas. Åbner de andre skabe, ved hjælp af viskestykket. Finder en æske med latexhandsker og ifører sig et par. Ved siden af æsken står en flaske med glasrens. Han fisker et par handsker mere op af æsken og lægger dem i lommen. Så sprøjter han glasrens på og omkring håndtaget, på begge sider af køkkendøren og tørrer grundigt efter med viskestykket. Træder ud i gangen og hører en sagte snorken. Han trækker igen vejret hurtigere og sveden springer frem på hans pande.

Han lister frem mod lyden, angst for, at gulvet knirker, ligesom i lejligheden ovenover. Han sætter først tåspidserne i gulvet. Så lægger han forsigtigt vægten over på resten af foden, parat til at løfte den igen ved det mindste knirk. Langsomt arbejder han sig frem mod snorkelydene. Luften i lejligheden er varm og indelukket. Der lugter ikke af død i den lille gang. Døren ind til soveværelset står på klem. Indenfor er lyset dæmpet. Martin kniber øjnene sammen og skubber forsigtigt til døren. Så går det op for ham, at han er ubevæbnet. Han mærker igen de voldsomme dunk i hovedet og lister tilbage i køkkenet. Åbner skufferne, for at se efter våben; en kødhammer eller lignende. Så får han øje på knivene. De hænger på køkkendøren ud mod gangen. Urtekniv, universalkniv, brødkniv. Kokkekniven mangler. Det er den, som er begravet i Ivanas armhule. Martin griber fat om universalkniven og begynder sagte turen mod soveværelset igen. Da han står i døråbningen, bruger han tid på at vænne sig til det svage lys. Rafa snorker endnu. Martin krydser dørtrinnet.