"Biib", proklamerer den lille, hvide boks højt og tydeligt for hele verden og blinker i øvrigt for en sikkerheds skyld blåt et par gange. Døren går op, Birger sætter adgangskortet tilbage i venstre brystlomme og træder to skridt frem. Og "sviiip," hører han lige bag sig og fornemmer det svage vindpust, som døren sender mod hans ryg, idet den lukker igen. "Aah!" Han sukker dybt og mærker, hvordan skuldrene synker et par centimeter. Der er intet uvedkommende, der kommer ind ad den dør - det véd han.

Birger går hen til trappen og tager de otte skridt op til første repos - præcis otte. Og det er hensigtsmæssigt at starte med venstre ben på det første trin. Så passer det lige med at bruge det højre, når han fortsætter fra reposen og rundt op til 1. sal. Derefter er der blot nogle få meter hen til skrivebordet - og så er alting, som det skal være. På vejen hilser han naturligvis på sine kollegaer: "Godmorgen." ... "Godmorgen, Sonja." ... "Hej, Sofus." Han har ikke selv valgt, hvem han arbejder sammen med her på jobbet. Det er irrelevant, om de kan li' ham, og om han kan li' dem. Han kender dem stort set ikke, og de ikke ham. Skulle der komme konflikter eller antipatier - ja, så skal de blot løses. Og så er det jo ellers bare at komme videre med opgaverne. Hvor er det enkelt. Det er det samme med dem, han er i familie med. Dem har han heller ikke selv valgt. Men det er så også den eneste lighed!

Han trækker stolen ved skrivebordet ud og sætter sig. Den knirker en lille smule, lige nok til at skabe en hyggelig stemning, men ikke så meget, at det forstyrrer de andre på kontoret. Stolens sæde er blødt, men ryglænet fast og hjulende praktisk effektive, når han lige skal nå ringbindene i reolen bag sig eller forsyne sig med en ny blank papirblok fra nederste skuffe. Han mærker, hvordan en rationel og målrettet følelse samler sig i kroppen på ham, stiger op gennem rygsøjlen og videre ud i armene - helt ud i fingerspidserne, der finder deres vante pladser på tastaturet. Hvilken befrielse at være sluppet af med den tyngde af rådvildhed og resignation, han som regel oplever, så snart han vågner kl. 06:20 om morgenen. "Hvem skal vi invitere til din fødselsdag næste onsdag, skat?" "Hvorfor må jeg ikke få den tatovering, far?" "Stig skal altså have nye sko, inden der kommer en regnvejrsdag." "Skal vi ikke se at få bestilt den sommerferie, før der bliver udsolgt?" er nogle af de sætninger, der forfølger ham hele vejen til arbejdet.

Tastaturet føles let køligt og adlyder hans mindste tryk på tasterne. Alt han behøver at foretage sig, er et enkelt klik på dagens mail fra hans chef, der velvilligt har påtaget sig opgaven med at tilrettelægge, hvad han i store træk skal foretage sig de næste små otte timer. Formuleret i venlig bydeform, opstillet overskueligt og logisk prioriteret, afslører mailen dagens opgaver. Birger sender noget så usædvanligt som en taknemmelig hilsen til forhandlerne af September-forliget i 1899, der skabte rammerne for, at det i dag er Birgers leders opgave at udfylde arbejdsdagen med fornuftigt indhold. Birgers ansvar er alene at udføre, hvad han bliver sat til - det kan være, det kræver sine vurderinger, stillingtagen og for den sags skyld relativt vanskelig problemløsning. Men alt sammen inden for overordnede rammer, han ikke kan eller skal tage ansvar for. Han føler sig fri. En frihed han savner, når han i fritiden er konfronteret med langt vanskeligere livsbetingelser. Fritiden synes grænseløs og deform og foranderlig og ubehageligt levende - ikke som en varm krop, men som en vild drage, der spyr ild i alle retninger. Elsker jeg egentlig min kone, eller bliver vi blot sammen af gammel vane og bekvemmelighed? Vil det gå børnene godt her i livet? Hvordan har jeg det? Er jeg glad? Har jeg været min egen lykkes smed? Kan jeg finde ud af at blive gammel? Gud ved, hvornår jeg dør? Hvem, mon, der dør først? Hvad er meningen med tilværelsen? Tror jeg på Gud?

Men findes der kaos, uro og usikkerhed i hans liv, er det i hvert fald i øjeblikket forvist og afgrænset til fritiden. Og hvor er det genialt, tænker han, at vi har skabt et rum, en afgrænset tidsperiode, hvortil alt det besværlige kan isoleres. Sådan at han kan samle energi og mod og overskud til igen at forsøge at håndtere de mange udfordringer, der dér trænger sig på: Er det forsvarligt at lade Trine på ti cykle alene til svømmehallen? Skal man gå til læge med den slags smerter? Burde jeg i virkeligheden indberette familien i lejligheden overfor til kommunen? Alt det har han nu fuldstændig lagt bag sig; hans hjerne er lige nu principielt og efter overenskomst fuldstændig tom og klar til dagens opgaver.

Birger læner sig en anelse tilbage i stolen, kigger på dagens første opgave. Klik, og han er i gang. Klik ... klik ... og klik ... klik ... klik. Musens klik og tastaturets rytmiske, metalliske lyde bliver til sød musik i Birgers ører. Han falder ind i opgavens rytme. Bliver ét med den. Det er ham, der løser opgaven. Opgaven bliver løst af ham. Det er firmaets opgave. Det er ham, der løser opgaven. Han er en del af firmaet. Han er opgaven. Han er firmaet. Og han glemmer sig selv og glemmer fuldstændig, at han helt har glemt sig selv. Han flyder i med og bliver en del af denne store organisation af rationel målrettethed, der blot har dette ene simple formål at samles om: at tjene penge. Det er måske et relativt abstrakt formål, men det er let forståeligt, enkelt og fornuftigt. I modsætning til fænomener som lykke, mening, udvikling, samvær, relationer, som alle - når det ikke kan være anderledes - flagrer rundt i hans sind som en flok skræmte høns, og bliver underligt gummiagtige og smager af overkogt blomkål, når han forsøger at tage dem i sin mund.

I løbet af dagen vokser noget frem fra det bare ingenting i Birger. Det kan være svært at sætte navn på, hvad det er. Men han mærker det tydeligt i kroppen, når han sent om eftermiddagen går mod udgangen igen. Begyndende dybt under fodsålerne, op gennem kroppen og til et punkt lige over hans hoved, mærker han en styrke, en følelse af betydning, mening og ... ja, identitet. Han ved, hvem han er, hvor han kommer fra, og hvor han er på vej hen. Det giver mening. Men måske er det netop også denne overdrevne komfort, der gør ham svag og sårbar over for den mur af fremmedgørelse, han så godt som dagligt chokeres af, idet han træder ud af døren igen. "Sviiip," lyder det igen bag ham, og han føler det, som er det kun halvdelen af ham, der er kommet med ud. Selvom han går på betonfliser og senere asfalt, føles det, som om fundamentet under ham er usikkert og gynger, og han kan ikke undgå at lægge mærke til, at han ikke forstår, hvorfor solen skinner og fuglene synger. Hvorfor han selv og noget som helst andet eksisterer.

Birger er ganske enkelt ét af den slags mennesker, der ville være lykkeligere, hvis han blot havde de 5 % af hjernen, der er nødvendige for at klare dagen og vejen - de øvrige 95 % er blot til besvær. Herfra kommer alle de spørgsmål, han alligevel ikke får svar på. Her kværner alle de tanker, der forekommer ham fuldstændig ubegribelige og belastende. Det forstyrrer ham for eksempel at vide, at det kræver 7.000.000.000.000.000 cellers avancerede samarbejde i hans krop, for at han kan lægge adgangskortet tilbage i venstre brystlomme. Og han er lige ved at miste fodfæstet ved tanken om, at vi her på kloden drejer rundt om os selv med 100 kilometer i timen, samtidig med at vi sammen med solen drejer rundt i mælkevejen med 20.000 kilometer i timen, og det samtidig med, at universet udvider sig med 1.800.000 kilometer i timen. Forsøger han at få overblik og plan over de næste par timer, forstyrrer det ham, at Big Bang, som startede for 14.000.000.000 år siden, stadig er i fuld gang. Når han forsøger at samle sig sammen, føler han sig snigløbet af tanken om, at der intet såkaldt stof er at samle sammen - ned mod mikrokosmos finder vi alene tomrum, omgivet af partikler og holdt sammen af elektromagnetisk energi, og disse partikler består igen af tomrum, omgivet af partikler og holdt sammen af elektromagnetisk energi. Han bliver rundtosset, og hvad skal man med 100.000.000.000 hjerneceller, knyttet sammen af 5.000.000.000.000.000 forbindelsestråde, når de 2 kg fedtmasse alligevel ikke leverer nogle svar? Og trodser han dette vanvittige fysiske niveau og tvinger sig selv til mental samling, skal han gøre det i et rum, der alene er afgrænset af begreber som evigt og uendeligt.

Banale tanker og spørgsmål, de fleste af os en gang imellem stiller, og som vi finder interessante og spændende, måske ligefrem fascinerende. Men for Birger - den stakkel - er det virkelighed.