I mange år lå den gemt mellem sten, skaller og andre skatte.

Nina strikkede. Det gik hurtigt. Strikkepindene klirrede. Arnold snorkede. Det lød som en sav.
   Og fra TV 'et stirrede nyhedsoplæseren dystert på dem.
   " I Arizona er flere køer lettet og flyver vægteløse omkring. Vi skulle have haft en rapport fra vores udsendte medarbejder, men den er ikke nået frem ..."
   Nina holdt op med at strikke.
   Det var frygteligt med de tyfoner og orkaner og hvad de kaldtes.
   De underjordiske var vist ved at være godt sure,
   Hun strikkede videre. Det var koldt, selvom det kun var sidst i september, så oldebarnet, Sofus, skulle have et halstørklæde,
   Billedet skiftede til Jesper Theilgård foran et kort over hele kloden.
   "En professor ved Århus universitet mener, at jordens gravitation er ved at forsvinde . I alle lande arbejdes der på højtryk for at finde en løsning ..."
   Ninas hjerne arbejdede også på højtryk. Strikkepindene var derimod tavse. De pegede på en professor med uglet hår og strålende øjne, der virkede gigantiske bag de tommetykke brilleglas.
   Om lidt udbrød der sikkert panik. Ligesom dengang med "Klodernes kamp" i radioen. Men det her var vist ikke bare et hørespil.

Nina var 7 år, da hun fik den. Og solen skinnede fra en himmel med lyserøde skyer. Oldefar var 77 og perlen trillede lidt i hans håndflade, da han åbnede sine krogede fingre, der havde holdt om den.
   "Er den faldet af oldemors halskæde?" udbrød Nina, for der var en fin,tynd tråd gennem perlen.
   "Vi har trukket den af," sagde oldefar og så sig omkring. Hun forstod at det her var en hemmelighed og var stolt."Det er en tidslåser," erklærede han, "et stykke krystal fra riget under Jorden, trukket på et hår fra halen af en enhjørning."

Hvor var det nu, hun havde lagt den?
   Stille for ikke at vække Arnold - og grublende fordi det var yderst vigtigt - åbnede hun en skuffe i chatollet. Der var den ikke. Så måtte den være i soveværelset.? I skuffen med alle de umage sokker? Der var bjerge af dem.
   Zaratustra gloede på hende. Svingede lidt med halen og kløede sin sortgrå pels med det ene bagben. Han lå på det blomstrede sengetæppe og hun troede, han gjorde krav på at blive der til hen mod midnat, hvor hun og Arnold plejede at gå i seng.
   "Jeg skal finde den," sagde hun vast .
   "Skattekisten er under garnnøglerne i kassen under sækken med tøj til Røde kors," sagde Zaratustra.
   "Tak," sagde Nina og åbnede skabsdøren, før det gik op for hende, at hun talte med sin kat.
   Møjsommeligt baksede hun den tunge sæk ud, placerede den på en stak bøger og gik ned i knæ, for at hale papkassen frem. Benene knagede og hun følte sig svimmel.
   "Du er gammel," mindede katten hende om.
   "Det er du også," småsnerrede hun.
   Den grånende kat blottede sine spidse tænder i et grin. Så slentrede den hen mod hende, rejste sig på bagbenene og gav sig til at rode med forpoterne i kassen,
   Den skrabede garnnøgler væk, mens den brummede noget om, at den ellers var vokset fra at lege med garn. Og så kom cigarkassen til syne.
   Nina greb den og åbnede den ivrigt. Varsomt tog hun om den lille perle. Jo, der stak stadig et hår frem af den. Alt var intakt.
   Hendes pegefinger fandt den lillebitte bule på perlen og hun gned håret mod det.
   "Lad os så komme af sted," sagde det grånende dyr. Han var vokset. Var så stor som en velvoksen, sibirisk tiger.
   "Du har ret. Jeg ER gammel," sagde han, "Hop op på min ryg, gamle kone, så tager vi til Underverdenen."
   Nina var ikke meget for at sidde på ryggen af en kat, men der var ikke rigtig andet for, så snart sad hun der alligevel.

Inde i stuen sendte de "Snestorm i Sahara," som Nina kaldte det, når skærmen bare flimrede. Arnold stod op. Stiv som en støtte. Stivnet i en bevægelse, måske på vej mod soveværelset.
   Ude på gaden rørte der sig ikke en vind og bladene lå helt stille. Biler holdt stille og midt på vejen stod en teenager med høretelefoner på. På fortovet stod en hund med løftet ben, En stråle urin pegede på en halvvissen rosenbusk.
   Gennem et vindue så hun en dreng sidde foran en computerskærn. En elver stod fastfrosset i sin pixelverden.
   "Det er vist det spil lille Sofus ønsker sig," tænkte Nina højt.
   "Det hedder "World of warcraft" og lille Sofus fylder snart femten."
   "Er du måske et oplysningskontor?! vrissede Nina.
   Katten strakte en pote gennem det åbne vindue, trykkede på en knap og ud kom en cd-skive, som han rakte til hende.
   Så satte Zaratustra farten op. Nina knugede skiven ind mod sin krop. I et rasende tempo nærmest fløj de af sted. Så sagtnede katten farten. Der var et dæksel foran dem. Katten åbnede det med tænderne.
   De susede nedad. Som i en rutchebane. Det kildede i maven.

"Hvad gør du her, menneske?" snerrede en hornet skabning.
   "Stopper jeres hærværk mod gravitationen!" sagde Nina.
   "Og hvordan har du så tænkt dig at gøre det?"
   Skabningen plantede en trefork i en revne mellem dem. Han lo.
   "Jeg har tid nok til at finde ud af det. Jeg er den eneste, der har tid."
   "Den eneste?" lo den hornede.
   "øh og så katten der - og øh - dig," rettede Nina og håbede inderligt, de kun var tre, der stadig havde tid.
   "Navnet er Satan," sagde den hornede.
   "Nåh? Jamen du ligner godtnok dig selv. Sådan som de fleste har malt dig. Jeg hedder Nina Knudsen og bor i Bælum."
   "Aha? Jamen så velkommen da, fru Knudsen. Har du lyst til at se lokaliteterne? Her kommer så sjældent mennesker med kød og blod. Ellers er her mange. Jeg mener, vi tre har jo tid. Jeg tror faktisk Jahve også er blevet tidløs. Hæ hæ. Nå, men det er ikke så sjovt, når det gælder alle andre. Vel?"
   "Nøh," mumlede Nina. Fristet til at takke ja. For hvem vidste, om hun måske kom igen. Helt ren var samvittigheden ikke. Eller måske kendte hun nogle her? Måske den sure grønthandler Frandsen var her? Ham der havde givet hende lussinger, fordi hun rykkede hans datter i fletningerne? Hæ - måske var hun her? Ester Frandsen.
   "Det er nok bedst, vi får ordnet det med tiden," mente Zaratustra, "Gider du fortælle, hvad der er med den gravitation?"
   "Det er al den forurening og alt det blod menneskene udgyder. Al den lidelse. Hvad vil I have jeg skal gøre ved det?" sukkede Satan og så uskyldig ud.
   "Noget må du vel kunne gøre?"
   Så vidt Nina vidste kunne Satan en hel del. Og nu, mens Jahve - altså selveste Vorherre - åbenbart var fastfrosset og uden tid? Tænk at hun havde udløst det. Nå, det kunne hun fundere over senere. Sådan for sig selv. Andre måtte jo ikke vide noget.
   "Joeh." Satan trak på det. "Vi har jo en maskine, der kan rette op på den dersens gravitation. Den tyngdekraft, som har været her, fra før de små kryb krøb på land.
   Vi har fundet på forskellige ting, fordi I mennesker er så onde ved vores klode. Og I er katteme svære at udrydde. Nå ja, det ville forresten være synd. I er ret underholdende. Derfor har vi faktisk tit brugt den maskine. Einstein har passet den sammen med Bohr, men så opdagede de noget helt nyt om neutroner, så nu har de overladt det lille Lucifer. Og nå ja, måske ved du, hvordan det er med teenageoldebørn?"
   "Det ved jeg," udbrød Nina, "min lille Sofus spiller alle mulige computerspil. Nu vil han f.eks spille det der "Vold for vildkraft " eller hvad det var?"
   Zaratustra fniste og rettede hende: "World of warcraft."
   Nina viste skiven til Satan. Han tog den og vendte den mellem sine lange kløer. Der lød en susen. Så smilede den gamle Satan.
   "Lucifer kan få det her spil. Så er han underholdt og kan holde sig fra at lave ulykker med maskinen. Jeg sætter min oldemor til at passe den. Hun er nemlig løbet tør for undskyldninger."
   "Det er en aftale," sagde Nina, "men jeg slår først tiden til, når vi er hjemme."
   "Du kan slet ikke gøre det før," sagde Zaratustra.

Hjemme igen, samlede Nina perlen op fra gulvet. Trykkede på den og hørte en rungende lyd. Det var standuret, der slog et halvtimeslag.
   Zaratustra blev normal størrelse og rullede sig sammen på sengetæppet.
   "Har jeg ikke sagt den satans kat ikke skal ligge der?" mukkede Arnold.
   "Satan er ikke så slem," sagde Nina.