"Bang!" Braget runger i hovedet på ham, mens han som i slowmotion ser træer, en bil og skovbunden hvirvle rundt omkring sig. "Av, for helvede!" lyder hans råb, idet han ualmindeligt klart og fuldt tilstede mærker, hvordan hans krop presses op mod bilens rat og forrude. Det forekommer ham, at det tager minutter, før bilen ligger stille, men da det endeligt sker, opstår der en stilhed, der næsten er mere larmende og påtrængende end braget fra sammenstødet. Han har lukket øjnene og tøver med at åbne dem igen. Han forsøger forgæves at afgøre, hvad der er op og ned.

"For helvede, din idiot, du kørte lige ud foran mig!" En skrigende vred stemme raser mod ham. Han åbner øjnene og ser en voldsomt ophidset kvinde, der med lynende øjne kigger direkte på ham.
   "Du kørte jo for fanden mindst 100 kilometer i timen, din idiot!" ryger det mindst lige så vredt ud af ham.
   "Jeg kørte ikke en skid over 80. Brug øjnene en anden gang!"
   "Hold dog kæft og brug selv bremsen. Du kørte jo bare direkte ind i mig!"
   "Jeg regnede jo ikke med, at du ville køre ud."
   "Og jeg så dig jo ikke."
   Skænderiet ser ud til at fuse lidt ud; det fører jo heller ikke rigtig til noget brugbart. Han kigger på den kvinde, der blot en halv meter fra ham tilsyneladende ligger på hans kølerhjelm.
   "Måske kan vi blive enige om, at vi begge kunne have kørt lidt bedre."
   "Bedre. Jeg havde bare travlt."
   "Det havde jeg også, og det har jeg stadig. Jeg kommer for sent."
   "Ja, lige nu kommer jeg i hvert fald ikke nogen vegne, jeg sidder fast." Han kigger ned og ser, hvordan han er klemt fast op mod rattet og instrumentbrættet. Med hovedet og armene halvt ude ad forruden. Det gør helvedes ondt i benet, og han stikker hånden ned for at lindre lidt. Den kommer blodig tilbage. Han kigger igen over på kvinden, der også ser ud til at have smerter. Først nu går det op for ham, hvilken situation han er havnet i. De kigger hinanden i øjnene. Hun er nøgen, tænker han. Ikke sådan med kroppen, men det er, som er hendes sjæl blotlagt. Som er hun presset ud af den krop, der ser ud til at være mast fast mellem hendes bil og hans motorhjelm.
   "Det er ikke godt, det her," siger han og forsøger, om han kan nå kvinden med hånden. Det kan han ikke.
   "Undskyld, at jeg ramte dig. Jeg kan ikke mærke min krop, men det gør ondt. Hjælp mig!" siger hun.
   Han tænker på sin mobil, som han nu ærgrer sig voldsomt over, at han lod ligge i tasken i bagagerummet.
   "Har du en mobil?" spørger han, men hun svarer ikke. Hun har ikke lukkede øjne, men de er heller ikke åbne.

Pludselig opdager han overrasket, at han kigger ned på hende oppefra, svævende over bilerne. Han ser også sig selv liggende dernede i forruden. Der er en blodpøl inde i bilen. Lidt forvirret kigger han rundt. De to biler ligger nærmest oven på hinanden 20-30 meter inde i skoven. Rundt omkring ligger glasskår og forskellige vragdele. Og ja, der ligger hans taske. Han begynder at dreje rundt om sig selv, men når alligevel at opfange lyden af sirener og ser en politibil, efterfulgt af en ambulance i høj fart, et stykke længere nede ad vejen. Han snurrer hurtigere og hurtigere rundt, indtil der pludselig lyder et knald i hans hoved. Med rasende fart farer han af sted gennem en slags tunnel. Han føler sig som en ildkugle. Med et befinder han sig et ukendt sted - sådan nærmest i luften i en anden dimension. Han kigger efter kvinden fra den anden bil, men hun er ikke at se. Til gengæld ser han til sin overraskelse sin far og sine bedsteforældre svævende ved siden af sig. De siger ikke noget, men alligevel kan han høre deres ord. De er glade for at se ham og fører ham med sig. Det bliver lysere og lysere omkring dem, indtil de kommer til udkanten af en slags hvid by, hvor de til hans skuffelse efterlader ham.
   Han føler sig meget klar og er helt bevidst om sin tilstedeværelse, men noget utryg og udsat. Hvor er jeg henne? spørger han sig selv. Er jeg død?

Rummet omkring ham fyldes efterhånden af en varm og kærlig tilstedeværelse af et væsen, han ikke umiddelbart kan se, men tydeligt mærker. Følelsen af utryghed forsvinder og erstattes af en dyb accept, som han aldrig tidligere har oplevet. Det er, som viser dette væsen ham hans hidtidige liv. Det genspilles for hans indre blik, og han følger med i både de følelser og oplevelser, han selv har haft, men også til dels hvad andre mennesker omkring ham har oplevet. Et øjeblik forventer han en domfældelse, men det er ikke det, der foregår. Ligesom når forældre med accept og kærlighed kigger på sine børn, ser han sit liv i et større perspektiv eller fra et mere modent niveau eller ... ja, det er svært for ham at finde ord for denne tilstand, han ikke tidligere har været i.
   Den dreng og senere mand, han ser, er ked af det og bange. Det slår ham så tungsindig, han har været det meste af sit liv. Det er, som har han et specielt øje for begrænsninger og frustrationer i livet, som om han ikke kan glemme, at livet er pakket ind i sygdom, forfald og i sidste ende død. Han er fyldt af trods og modvilje, ja, han føler ligefrem livet som et fængsel, hvor han, mod sin vilje, er dømt til at tilbringe sin tid, indtil det jamrer ud i total elendighed. Han har næsten glemt, at det er sig selv, han kigger på, mens han fyldes af en slags faderlig kærlighed, der strømmer mod dette ulykkelige menneske.
   Her, siddende i lyset af et kærligt og accepterende væsen, opdager han, at det også er muligt at sige ja til livet. Blot tage imod det, som det er, og se ethvert dejligt øjeblik, enhver oplevelse af glæde og de lykkelige tider, der måtte komme, som en gave. Nyde de vidunderlige oplevelser af kærlighed, mening og skønhed, som opstår, og så blot trodse og udholde den lidelse, der måtte følge med. Han har behov for at vænne sig til tanken, kan han mærke.

Lyset fra byen synes at blive stærkere og stærkere, og han mærker, hvordan han drages mod det. Det er, som er det organisk og rækker sine arme ud omkring ham, og en følelse af salighed stiger op og fylder ham med en længsel, han aldrig tidligere har oplevet. Han kigger direkte mod lyset, der suger ham mod sig. Hans eneste ønske er at give efter og fortsætte dybere ind, hvor han skimter en salig fred og ophøjet indsigt. Men det er, som om det væsen, han er sammen med, stiller sig foran ham.
   "Du må tilbage!" kommer det ordløst. Væsenet er blevet tydeligere nu, næsten som en skikkelse. Tilbage? Han tænker på den begrænsede tilværelse i skummel ubevidsthed og fysisk lidelse, han allerede har fået nok af for lang tid siden. I et glimt ser han sig selv ligge klemt fast i bilen i skoven.
   "Du må tilbage til livet; du har en vigtig opgave at løse," hører han igen. Der begynder en voldsom kamp dybt i det indre. Skal jeg vende tilbage til livet? Han oplever det, som skal han bremse og stoppe en orgasme, netop som den er sluppet løs i hans krop. Han forsøger at spørge, hvilken opgave det er, han har at løse, men der kommer intet svar, hverken fra ham selv eller fra skikkelsen foran ham.

Pludselig mærker han nogle voldsomme ryk i kroppen. Det er, som lukker hans krop sig omkring ham, og han forsøger at råbe, men opdager, at han har en slags maske på. Han åbner øjnene og ser, at han ligger på en båre i en ambulance. Han mærker, at der er nogen i gang med noget omkring hans ben.
   "Du får lige et stik i armen," hører han en stemme sige. Han kigger op på, hvad der må være én af ambulancefolkene. Ja, stik bare, det vil helt sikkert drukne i de helvedes smerter, jeg føler fra underkroppen og benene, tænker han.
   Liggende over for ham opdager han kvinden fra den anden bil. Hun ligger stille og kigger på ham. Han mærker, det lyser op inde i ham, som er det en gammel, savnet ven, der pludselig er dukket op. Længe ligger de blot og kigger på hinanden.
   Med øjnene spørger han hende: "Ses vi igen, måske?"
   "Ja," svarer hun. "Måske ses vi engang igen."
   Han kigger ud ad en lille, åben ventilator i taget af ambulancen. Alt han ser, er en lille plet blå himmel. Af én eller anden grund gør det ham usigeligt glad.