Niviarsiaq strækker sin hals så langt hun kan,
Hun soler sig i magien,
Et udsyn til håbet og uskyldighedens land,
Som bliver hun beklædt i satin
Og skinnende isbjerge der tårner sig op hist og pist,
Fortæller hende at de er tættest på,
Men ting er sjældent som de er vist,
Lav luftfugtighed uklargør den afstand hun skal gå
Tid bedrager hende, da dag og nat sammensmelter,
Sanser bedrager hende, da alting føles varmere end hvad termometeret viser,
Hun mærker kulde, når der ned af gletsjer istapper vælter,
Hun fryser endnu mere, når hun opdager at glansbilledet har riser
Befinder hun sig det rigtige sted eller er landet bare fejlbedømt?
For hvor ses uskyld og håb i dette land?
Det her er jo et land, hvor farven grøn er forsømt,
Og hvor bedragerig er i antal af ørkensand
Så hun vandrer mod øst, vest, nord og syd,
Møder både varmt og koldt hvor hun går,
I søgen efter det grønne hører hun hjertes lyd,
Og det nu hun forstår
Niviarsiaq strækker sin hals, og fra bjergtoppen ser,
At hvid, sort, grøn og blå er farver der kun i fældeskab fungerer,
Så hvis hun vil finde grøn, må hun de andre farver accepterer,
Og når hun nordlyset finder, bliver alt som hun fantaserer